Idag, mens jeg gjorde rent og lillebror Thomas på 3½ hjalp til mens munden på ham gik, spurgte han pludselig "Mor - hvorfor har vi fået en Anders?" Jeg tror, jeg ubevidst stoppede op i et par sekunder, før jeg fik svaret, at vi havde fået både en Anders, en Rikke og en Thomas, fordi det lige præcis var sådanne børn som hans far og jeg meget gerne ville have i vores lille familie. Svaret blev accepteret - der blev ikke stillet yderligere spørgsmål til det og Thomas fortsatte med at småsnakke om alt muligt andet som optog ham.
Men inde i mit hovede tænkte jeg længe over det spørgsmål - hvad var det, der havde fået Thomas til at stille det? Hvor meget forstår søskende til en dreng med autisme? Jeg er helt sikker på at de forstår meget mere end vi forældre umiddelbart tror. Jeg tror at børn på en eller anden måde kan føle forskellen, at noget er anderledes, at der ubevidst skal tages hensyn, længe før de reagerer på forskellen. Men jeg synes også at det bare ikke var noget der burde optage en dreng på 3½ år! På den anden side forstår/accepterer han jo at Anders spiser inde i stuen, at han går rundt uden tøj på, at vi nogen gange skal "trække" os, for at undgå konflikter, at vi nogle gange kommer meget senere ud af døren end det var planen.
Gad vide hvor meget det egentlig fylder for søskende? Føler de sig uretfærdig behandlet? Bliver der taget alt for meget hensyn? Føler de, at de er landet i den forkerte familie - og bare ønsker sig en ny "normal" familie? Kan vi forældre på nogen måde rette op på den skævvridning, der altid vil komme, fordi det er nødvendigt at fokusere så meget på autisten? Jeg ved det ikke endnu. Jeg håber bare at jeg kan opdrage Anders´ to søskende til at være tolerante - jeg håber at det kan lære dem meget positivt om forskelligheder i familier, at livet ikke bare er en dans på roser, men at der er mange op- og nedture, men forhåbentligt flest positive ting. Jeg håber at de vil dele deres "sorg" med os, i stedet for at tie, for ikke at gøre os kede af det.
Men den dårlige samvittighed lurer hele tiden til trods for at vi har barnepige-timer til rådighed hver måned, så vi kan gøre ting sammen alene med Anders´ to søskende. Vi er ikke en normal familie - vi bliver det heller aldrig. Vi skal hele tiden gennemtænke hvad vi skal, når Anders er med og finde alternativer. Er vi afsted uden Anders kan vi jo gøre hvad vi finder på nu og her, men det er bare ikke helt det samme for vi er ikke alle 5 sammen om det!
