fredag den 25. juli 2014

Boganmeldelse; Derfor hopper jeg


Derfor hopper jeg 


Bogen Derfor hopper jeg udkom på dansk på FN´s Internationale Autismedag d. 2. april i år og er skrevet af den (dengang) 13-årige japanske autistiske dreng Naoki Higashida, der har et meget begrænset talesprog. Hans mor og hans lærer lærte ham at skrive vha. en alfabettavle og på den måde har Naoki skrevet denne bog. Sproget viser tydeligt at det er en 13-årig, med stor insigt, der har formuleret sig og et krav til oversætteren har også været, at der ikke måtte laves om på sproget i oversættelserne.

Med denne bog får vi et fantastisk indblik i tankerne på en ung mand med autisme. Hvem er bedre til at svare på alle vores spørgsmål om hvorfor autister tænker og gør som de gør - end dem selv? Bogen er inddelt i en masse små kapitler, der hver for sig giver Naoki´s svar på et stillet spørgsmål såsom:


* Hvorfor stikker du af hjemmefra?
* Hvorfor hopper du?
* Hvorfor vifter I med fingrene?
* Hvorfor sætter du dine biler og klodser på rækker?

Bogen er et meget vigtigt redskab til at forstå vores børns tanker samt gøren og laden. Naoki formår om nogen at sætte ord på og forklare, hvorfor han gør som han gør, på en meget naturlig og letforståelig måde.

David Mitchell, der har oversat bogen fra japansk til engelsk skriver blandt andet følgende i forordet:
"Det er ingen overdrivelse, når jeg siger, at Derfor hopper jeg fik mig til at runde et hjørne i mit forhold til vores søn. Naoki Higashidas ord var det spark, jeg behøvede for at holde op med at have ondt af mig selv og i stedet forholde mig til, hvor meget hårdere livet var for min søn, og hvad jeg kunne gøre for at gøre det mindre hårdt. Positiv selvforstærkning gør sig i den grad gældende, når man skal opfostre et barn med særlige behov: Når dine forventninger til barnet stiger, når du bliver bedre til at tackle de svære situationer, så fornemmer barnet det straks og reagerer positivt på det."

Og jeg kan ikke være mere enig efter at have læst bogen. Med denne bog hører vi forklaringerne på hvorfor Naoiki reagerer som han gør i forskellige henseender. Her er det ikke forskeres, pædagogers, læreres eller forældres fortolkninger vi læser om, men Naoikis helt egen fortolkning, og det synes jeg er med til at skabe en enorm forståelse.

Bogen er udgivet af Rosinante og du kan læse et lille uddrag af bogen via dette link. 

Derfor hopper jeg kan købes her.




torsdag den 24. juli 2014

Boganmeldelse; Bedre hverdag for familier med Aspergers syndrom

Cover


Der er skrevet rigtig mange gode bøger om autisme. Ovennævnte er dog en af de bedste, jeg til dato har læst. Til trods for at bogens titel, kan den sagtens kan læses af alle familier med et barn med en diagnose indenfor autismespektret. Forfatteren er Kristi Sakai, der er mor til 3 børn med Aspergers Syndrom.

Hvad gør så netop denne bog til noget ganske særligt? Det er blandt andet at bogen ikke er en opremsning af hvad autisme er og hvilken pædagogik, der skal bruges. Det er derimod en insider-fortælling om hvordan livet kan se ud med et barn (eller flere) med autisme. Bogen er spækket med humor og satiriske bemærkninger, der gør at jeg som læser flere gange sad og skraldgrinede. (F.eks: Mit barn har Aspergers syndrom og det er fordi jeg har spist for mange grøntsager, da jeg var gravid!!!). Næsten alle de episoder der er nævnt i forbindelse med meltdowns, skrigeri, søskende, familie etc. kan jeg fuldt ud genkende. Episoderne er beskrevet med en kærlighed, med en humor og nogen gange med en enorm sarkasme som er med til at gøre bogen rigtig sjov. Det er så befriende at få sat ord på de oplevelser, vi selv har haft. At vide at vi ikke er de eneste, der kan sætte sig ned i sofaen om aftenen og både grine og græde samtidig over manglende forståelse. Eller den med at gå på toilettet (og uset medbringe mobilen) og på den måde snige sig til få 20 minutters ”fred”.

Bogen summer af praktiske eksempler og gode råd til, hvordan man kan få hverdagen til at fungere bedre – men helt uden at være bedrevidende. For mig var det at læse bogen en skøn bekræftelse i at meget af det jeg gør faktisk virker, men der var også afsnit, der fik mig til at tænke over hvilke områder vi kan sætte ekstra ind på.

Et af de bedste afsnit i bogen var kapitlet ”Hvem er du?” Noget af det vigtigste er, at man som forælder passer på sig selv. Det er vigtigt at acceptere dit barns diagnose og holde fast i at du som forælder kender dit barn bedst og ved hvornår det er tid til at sige stop. Og det er netop også noget af det gode ved at læse bogen. Der er ikke nogen løftede pegefingre om hvad man ”bør” gøre, men i stedet for praktiske eksempler på hvad forfatteren Kristi Sakai har gjort i forskellige situationer med hendes børn – hvad har virket – hvad har ikke virket. Og er der noget der ikke har virket – så er det op på hesten igen og forsøge forfra. Hvad der virker 2 måneder om sommeren kan pludselig forandre sig pga – ja, det ved vi faktisk ikke!!!!

Kristi Sakai fortæller åbent og ærligt om hendes liv – både op- og nedture. Tit læser vi kun om opturene, for der skal meget til at vende vrangen ud på sig selv, men Kristi skjuler intet. Og hvorfor skulle man egentligt også det? Det gælder jo netop om at blive klar over hvem man er og hvad man står for.

Til trods for den modgang Kristi nogen gange har fået, så er hun beviset på at hvis man vil videre, så må man have en humoristisk og positiv tilgang til livet. Autisme er ikke ensbetydende med et kedeligt ensformigt liv. Til gengæld kan vi lære utroligt meget om verden ved at se på den med vores børns øjne og i vores børns tempo.


Bogen er udgivet på forlaget Frydenlund og er oversat af Anne Skov Jensen, der selv er mor til to børn med Aspergers syndrom. 

Bogen kan blandt andet købes her.

onsdag den 9. juli 2014

Bedre hverdag for familier med Aspergers syndrom

Jeg har været så heldig at få tilsendt disse bøger fra forlaget Frydenlund. Senere kommer der en anmeldelse og en Give Away

Bedre hverdag for familier med Aspergers syndrom. Skrevet af Kristi Sakai. Udgivet på Frydenlund.


lørdag den 5. juli 2014

Skole-sommer-oprydning

Sommerferien har gjort sit indtog og i forrige uge tømte vi Anders'  reol i klassen.

Anders har i årets løb kreeret en masse spændende ting - og nu hvor skolen var slut skulle kreationerne selvfølgelig med hjem. Vi startede om torsdagen under sommerfesten med at bære ud i bilen, men blev ikke færdige før festen sluttede kl. 17 (til Anders´ store fortrydelse). Derfor tilbød jeg at hente ham fredag eftermiddag, så han havde god tid til at pakke bilen.

Anders ville nemlig ikke have hans kreationer lagt i en kasse, for tænk hvis de går i stykker. Det var også kun ham, der måtte bære tingene i bilen (jeg fik allernådigst lov at bære nogle få - ikke skrøbelige - ting). Selv om jeg ikke måtte bære noget, skulle jeg med frem og tilbage for at åbne bagagerummet hver gang (tak til Fritten, for at give mig kaffe til at styrke mig på...) Efter ½ times pakning torsdag og 1 time + et kvarter fredag, var reolen tømt og bagagerummet fyldt.



Gnavpander og tordenfluer



Kender I Thrips?

Thrips er små sorte insekter, der også går under navnet gnavpander og tordenfluer. Idag er det lummervarmt og vindstille og det er optimale forhold for disse små insekter. De er alle vegne - vi har lukket døre og vinduer for at minimere invasionen af dem. Det var dog ikke nok til at Anders ikke blev tirret af dem. Pludselig skreg han op inde i stuen - der sad små insekter på hans drikkedunk. Han fandt gudskelov roen igen inde under hans dyne med Ipad'en ved hans side. Krydser nu bare fingre for at han vil bruge drikkedunken igen. Ellers må vi ud og finde en ny i morgen....

Nu venter vi så bare på en kølig brise, så de små "bæster" forsvinder.