Tror I, at jeg gør det for sjovt?

Indlæg fra facebook-siden Autism Discussion Page

Oversat af Autisme-Mor

Tror I at jeg har det sjovt, når jeg skriger, falder om på gulvet og gentagne gange slår mit hovede? Tror I, at jeg nyder det, når jeg får en nedsmeltning midt i et klasseværelse mellem alle de andre børn, der stirrer på mig?

Tror I at jeg har det sjovt, når jeg ikke kan sidde stille, og i stedet for løber rundt i lokalet, hopper på væggene, og overser jeres hjælp? Tror I at jeg har det sjovt når jeg stirrer ud i rummet med spejlblanke øjne og drejer mig væk fra jer, fordi jeg er for overvældet og derfor ”lukker ned”?

Tror I jeg har det sjovt, når jeg gentagne gange slår mig i ansigtet, indtil alle mine frustrationer er væk? Tror I, at jeg nyder at slå, sparke og bide jer, når jeg elsker jer?

Når jeg hører folk tale om min opførsel, hvad er det så der gør, at de tror, at jeg kan lide at gøre dette; at jeg nyder at skabe ravage, stress og angst for mig selv og andre? Tror I jeg vil gøre det, hvis jeg havde bedre måder at håndtere problemet på? Når jeg hele tiden prøver at få jeres opmærksomhed, så siger I at jeg søger opmærksomhed. Tænker I nogensinde på hvorfor jeg har brug for en konstant opmærksomhed i første omgang? Hvorfor jeg handler uhensigtsmæssigt for at få opmærksomhed? I stedet for at ignorere mig, så prøv og lyt og forstå hvorfor jeg har behov for at handle på denne måde. At få opmærksomhed kan måske være en indlysende grund, men spørg Jer selv:

1) hvorfor har jeg brug for så meget opmærksomhed?

2) hvorfor jeg opfører mig sådan for at få opmærksomhed?

Lad være med at ignorere mig. Det lærer mig ikke noget, men gør at jeg føler mig isoleret og uønsket. Det tager ikke hensyn til, hvorfor jeg har brug for opmærksomhed, eller lærer mig bedre metoder til at få det.

Når jeg reagerer på grund af de krav, I sætter til mig og som I tvinger mig til at overholde, så har jeg ikke andre muligheder end at flygte. I siger, at jeg gør det for at manipulere og for at undgå ting som jeg ikke kan lide. I har sikkert spurgt jer selv om hvorfor jeg ikke vil og derfor løber væk? Hvad er der med de krav, der gør, at jeg har lyst til at løbe væk? Hvis de fleste børn accepterer kravene, hvorfor er det så at jeg så hårdnakket gør modstand? Tror I ikke, at hvis jeg havde de værktøjer der skulle til, så ville jeg også gøre det? Hvis min hjerne er for overvældet, hvordan skal jeg så kunne tænke og klare det?

Når jeg bliver overvældet i forsamlinger med voldsomme lyde, effekter og lugte, hvorfor tror I så at det hjælper mig at blive tvunget ud i det? Hvis min hjerne bliver overbelastet pga. stimulering, hvorfor forventes det så at jeg kan håndtere det? Hvad lærer det mig, hvis min hjerne ikke tillader mig at lære under disse forhold? Hvordan kan tvang nogensinde hjælpe mig til at håndtere det?

Jeg tænker ofte på, hvorfor I ikke stiller spørgsmål. I kalder mig en manipulator, doven, respektløs, hr. modsat etc, som om jeg på en eller anden måde bevidst vælger det. På møderne sidder I og diskuterer indbyrdes hvordan jeg skal lære at opføre mig, ikke blive forkælet, lære at respektere andre, og opfylde jeres krav. I ser ikke på hvad I måske kan ændre, men forsøger at tvinge mig til at ændre mig. I skælder ud, tvinger, straffer og begrænser. Er I så dumme at I ikke tænker på, at hvis jeg vidste hvordan jeg skulle gøre tingene rigtigt, så gjorde jeg det. Hvis jeg turde, så ville jeg havde det så skønt med at samarbejde og modtage positiv opmærksomhed, ligesom alle andre børn. Se på mit ansigt! Læg mærke til mine reaktioner! Læg mærke til mine følelser! Hvordan kan I tro at det er sjovt?

Lad mig fortælle Jer noget. Hvis jeg havde det godt, havde selvtillid og blev accepteret af jer, så ville jeg ikke opføre mig sådan. Det afhænger af om kravene i situationen er større end jeg kan klare, hvis den måde I støtter mig på (eller ikke støtter) er overvældende eller hvis jeg ikke føler mig sikker nok. Jeg vil ikke gøre jer vrede!  Jeg synes ikke at det er sjovt at I stirrer på mig, skælder mig ud og latterliggør mig. Hvorfor tror I at det hjælper mig at tage mine privilegier væk eller fastholde mig? Når I ser at jeg kæmper, så tro på at jeg føler mig ængstelig, usikker og utilstrækkelig. Jo stærkere modstand jeg gør, jo mere usikker og utilstrækkelig, føler jeg mig.

Så spørg jer selv om, hvordan I kan ændre forventningerne og kravene for bedre at matche mine evner, hvordan I kan give mig større støtte og lære mig færdigheder så jeg kan opfylde disse forventninger. Hvis jeg er midt i en nedsmeltning, hvordan kan I så hjælpe mig til at føle mig sikker, uden at kontrollere mig. Og vigtigst af alt så skal I spørge jer selv om, hvordan I næste gang kan ændre betingelserne, så I undgår at jeg kæmper imod - i stedet for at tænke på hvordan I kan tvinge mig til at ændre adfærd. Det er jer der giver mig disse betingelser – det er jer, der skal lære at ændre betingelserne.  Ligesom alle andre børn, har jeg brug for realistiske grænser og konsekvenser for at lære at være vellykket.

Så mød mig, hvor jeg realistisk set kan lykkes - vær en støttende vejleder og antag ikke, at det er med vilje at jeg opfører mig og reagerer som jeg gør…