Jeg har trukket den længe nok - altså det med at købe vinterstøvler til Anders. Han har boet i et par sorte klipklappere hele sommeren og efteråret (og få gange haft et par kondisko på) Sidste år lykkedes det os at finde et par forrede gummistøvler til ham, som han accepterede (UDEN brug af strømper).
Da jeg hentede ham i skolen i går (vi skulle nemlig til Julestue i lillebrors børnehave) havde vi lige ½ time i overskud. Derfor kørte vi lige forbi skobutikken på vejen. Det gik stærkt. Jeg udså mig et par støvler. Vi tjekkede størrelsen på ekspedientens fodmåler. Anders prøvede støvlerne (igen uden strømper). Ekspedienten fik lov at mærke efter om støvlen passede. Anders gik lidt rundt i butikken med støvlerne på. Han accepterede dem. Vi klippede prismærket af. Jeg betalte. Vi gik ud af butikken - Anders med støvlerne på og jeg med hans udslidte klipklappere i en pose.
Det tog max 10 minutter - og spørg mig ikke om, hvorfor det gik som det gik - vi var i den rette butik, på det rette tidspunkt og med det rette overskud (...og nogen gange har vi vel bare lov at være heldige?)
Det er altid tempoet her - det er mig ikke muligt at få min dreng til at prøve mere end et par - så jeg skal helst ramme rent i første forsøg - og det er da supernemt med børnefødder der vokser og i øvrigt er med høj vrist og pænt brede..... Åhhh presset at nye sko....
SvarSlet