For ude-forstående kunne det havde set ud til at Anders idag havde et voldsomt raserianfald. Jeg derimod, så det som en begyndende nedsmelting, som vi på en eller anden måde måtte "stoppe".
Historien er som følger: Anders er sulten - men desværre på den måde at han bare vil have MAD. Nogle gange er han ikke i stand til at finde ud af hvad han vil have at spise (og han har et begrænset udvalg han spiser). Når han råber at han bare vil have MAD, så er det med at gå lidt på listefødder herhjemme. Vi kan godt komme med alverdens forslag - det hjælper bare sjældent. Umiddelbart var der ikke noget i køkkenskabene, der kunne bruges som "afledning", så jeg tog bilen og tog på indkøb. Da jeg kom hjem lagde jeg alle varerne frem og ventede på Anders. Han kom hurtigt i køkkenet og ville have MAD - desværre var der ikke nogen af mine indkøb han kunne bruge.
Så er gode råd dyre - men af erfaring ved jeg at det vigtigste er at bevare kontrollen - altså forblive roligt og tilbyde ham de (få) ting, der var at vælge imellem. Vi skulle alle gå væk, dvs. vi måtte ikke være i stuen eller køkkenet - så vi indtog soveværelset og så TV der. Engang imellem blev der kaldt på mig. Jeg gik (glad) ind i stuen hver gang, som om det var første gang, der blev kaldt på mig. Den begyndende irritation kunne jeg lige så godt pakke væk en gang for alle, for hvis jeg er irriteret hjælper det overhovedet ikke Anders. Altså - hver gang han kaldte - startede jeg på en frisk, som om han ikke havde kaldt 5 gange i forvejen og hver gang var endt med at råbe MAAAAD til mig, ligge småskælvende i sofaen og beklage sig over ondt i halsen fordi han ikke havde fået MAAAD og fordi jeg ikke forstod ham.
Efter at have gået frem og tilbage mellem soveværelset og stuen ca. 10 gange og hver gang stille og roligt fortælle ham hvad jeg havde af mad til ham i køkkenet, endte han med at kunne sige at et hele var min skyld, fordi jeg hver gang gik helt ind i soveværelset. Stille og roligt gik jeg ud i køkkenet og begyndte at sætte i opvaskemaskinen og da det var gjort satte jeg mig ved køkkenbordet ved computeren. Så kom det stille inde fra stuen af at han gerne ville have de kiks jeg havde købt. Han fik kiksene "serveret" og 15 minutter efter bad han om en flaske vand og madpandekagerne.
Nu er der måske mange der tænker at jeg "vandt" kampen over Anders, men sådan tænker jeg ikke. Jeg vandt kampen over mig selv, ved ikke at "køre med op" = affektsmitte. Ved at forholde mig i ro (og guderne skal vide, at jeg nogle gange har virkeligt svært ved det) kunne jeg smitte Anders med min ro.
Jeg tænker også at Anders vandt kampen - han fik så meget ro omkring sig til at forestille sig, hvilken mad han kunne tænke sig - dernæst ro til at spise noget og derved få ro i hele kroppen. I skrivende stund løber/hopper han glad rundt i køkkenet og snakker. Det hele har varet i ca. 2½ time, og heldigvis kom vi ikke ud i de helt voldsomme reaktioner.
