Autism feelings

Autism Mom

A Hundred Tears

A Hundred Tears:

A hundred times I told him
a hundred times and more,
"Don't hit the dog, don't run away
don't throw that on the floor!"

All morning he was tireless
he never stopped to think
he broke my lamp, he spilled his milk
dumped the kitten in the sink.

He ran around the house all day
without a stitch of clothes
he flapped his hands and sang and cried
and fell and bumped his nose.

At dinner came the moment
when I'd simply had enough
he refused to eat his dinner
and that's when I got tough.

I sent him off to bed at once
despite his tearful pleas . . .
I let him cry himself to sleep
it brought me to my knees.

When silence fell upon his room
I slowly crept inside,
and gazing on my little son
I lost my foolish pride.

A hundred tears I wept right then
a hundred tears and more
for this little child who spilled his milk
on my nice bright shiny floor.

Who am I to scold my son
for things he cannot know?
he looks to me for patience
to help him learn and grow.

A hundred prayers I said that night
a hundred prayers and more
Help me Father, teach my child
this child that I adore.

And as I left his room that night
I kissed his tears away
and promised that tomorrow
would be a better day. ♥

~By Sally Meyer

Autism Awareness

Nyt tøj - Kaos eller Kærlighed?

Nå, på denne tid af året, er det jo tid til skift fra vinterstøvler til sommersko osv. Ikke lige den opgave, jeg synes er det sjoveste....sidste år lykkedes det mig at "lokke" Anders (9 år) ved at lave et belønningsskema til ham. En dag med nye bukser på udløste et kryds, en dag med en ny trøje på udløste et kryds, en dag med nye sko på udløste et kryds osv. og han kunne få kryds for samme tøjstykke i 3-4 dage til han havde vænnet sig til det. Belønningen har sikkert været en Skylanderfigur efter 25 kryds. Det krævede alligevel meget overtalelse, og noget af tøjet blev aldrig accepteret!!!

Som I måske har gættet, har Anders ikke fået nyt tøj i et år nu, så det er tid igen. Idag havde jeg modet og købte 3 Mario-t-shirts, et par sorte gummistøvler og et par kondisko samt et par bukser. Anders blev præsenteret for varerne, da han kom hjem fra skole, og han tog fuldstændig pusten fra mig. "Hurraaaa, er det til mig", spurgte han og skyndte sig at prøve alle 3 trøjer, bukserne, gummistøvlerne og kondiskoene. Han stod længe foran spejlet og "poserede" og var rigtig glad og stolt over alt det nye. "Nu mangler jeg bare noget nyt undertøj mor - det vil jeg faktisk gerne have". Så når butikkerne åbner igen, må jeg ud og købe undertøj - jeg glæder mig :-)....og tror også lige, jeg skal prøve, om ikke noget af det ikke accepterede tøj fra sidste år, måske kan falde i god jord i år (størrelsen har nemlig ikke ændret sig).

Jeg er mega glad og stolt. Vi skal til to konfirmationer i denne weekend, så mon ikke han gerne vil fremvise hans nye flotte sæt?

Ronnie´s beretning

Som forældre til et barn med et usyndligt handicap, kan det være meget svært at sætte sig ind i barnets tanker og ideer. Vi kan simpelthen ikke vide, hvordan vores barn opfatter forskellig situationer og hvordan han oplever det - vi kan kun gisne om det. Derfor elsker jeg, når jeg læser beretninger fra unge mennesker, der selv har en autismediagnose. Det giver mig en kæmpe forståelse for mange flere aspekter af mit barns tankegang end jeg kan læse mig til i nok så mange fagbøger.

Så...her kommer Ronnie L. Ferdinandsen´s beretning om hans skolegang og beretningen om hans mors kamp, for at finde det rette sted til sin søn.

• Okay så det her er totalt ikke noget, jeg ville gøre normalt, og tror jeg heller aldrig det kommer til at ske igen! :O
  
  Ohh yeah og før i begynder at læse burde i nok lige vide at umm det er ikke 100% mine egne ord da jeg fik nogle dejlige mennesker til at rette det hele for mig så i ville kunne forstå det! :p
  
  Men det er gået op for mig at for første gang i stor set hele mit 18 årigt lange liv, er det første gang jeg er ” fri”, og med fri mener jeg, at det er første gang i mit liv, at jeg faktisk ikke har noget at kæmpe for mere!
  Ved at mange er jer ikke aner hvad jeg snakker om, så jeg vil meget gerne prøve, at forklare det så godt jeg kan
  
  Det hele startede i folkeskolen, hvor jeg aldrig rigtig har hørt efter, eller kunne sidde stille, som alle de andre gjorde i timerne. De sad feks. på deres plads og læste en bog, eller i en eller anden hygge krog, men ikke mig. Jeg kunne finde på at ligge mig de mest underlige steder, måske under et bord, eller presse mig ind og sidde på en hylde, eller noget i den stil. Jeg har i alle de år jeg kan huske skulle sidde og høre musik lige meget hvad vi skulle lave.

  
  På grund af alt det jeg gjorde i skolen, som at gå over til de andre i stedet for at lave mine ting, ligge underlige steder, blive væk fra timerne, fordi jeg synes det var mere spændende at kravle ind til de får, som var på den gård ved siden af min skole, og alt sådan noget, skulle mine forældre til 180 forskellige møder, hvor de skulle prøve, at finde løsninger på problemet (mig) som feks. at jeg skulle ha` nogle lommepenge, for at have mine ting i orden, eller at de skrev hjem vær eneste dag, om hvad jeg havde lavet, eller at jeg skulle sidde og lave lektier på inspektørens kontor efter skole -.-' men intet hjalp. De prøvede også at give mig ekstra undervisning, fordi jeg altid sad og hørte musik, og aldrig hørte efter, når de forklaret ting i timerne. På en eller anden mystisk måde, fik jeg lært alt det vi skulle. Og jeg lå altid over hvad jeg burde, når vi havde prøver i dansk, matematik og hvad man nu ellers havde i skolen.

  
  Da jeg gik i 7. klasse besluttede de sig for at smide mig ud fra den "normale folkeskole" og over på noget special skole sjov, som hedder ” Ung-Egedal”. I dag tror jeg det hedder A-klasserne, eller noget i den stil, men det er totalt lige meget. Det var ca. 1 måned, eller sådan noget før Sommerferien, jeg fik det af vide, og jeg valgte at blive helt væk fra den skole. Så jeg kom aldrig og sagde farvel til min gamle skole, men det også lige meget! 

  
  I 2009. da jeg blev smidt ud, blev jeg også testet for ADHD, som de så fandt ud af at jeg havde, og stadig har, det forklarer nok en helt del af min "underlige" opførelse i skolen. :p jeg fik altså konstateret ADHD på Hillerød, og fik at vide at jeg skulle begynde på nogle piller som ville hjælpe mig med min ADHD.

  
  I august 2009. tror jeg det var, begyndte jeg på den nye skole Ung Egedal, hvor jeg så skulle gå, og tag min 9. klasse og måske 10. klasses eksamen. Men det endte så med, at jeg kun gik der, i ca. 3 uger. Det var ikke rigtigt var noget for mig, da man ikke lærte en skid, og der var ryge pause værd 5 fucking minut! (Har jeg da slet ikke råd til, og det har jeg aldrig haft xD) Jeg valgte så ikke at komme der mere, og det skal lige siges at der var en uge hvor vi skulle til Sverige, men det gad jeg ikke, da jeg ikke gad de mennesker jeg gik i skole med, så jeg løb væk hjemmefra, eller jeg løb ud og sov i skuret om natten. Og om morgnen da jeg skulle op, og af sted, kunne min mor ikke finde mig. Så de måtte køre til Sverige uden mig. Og så kunne jeg komme hjem om eftermiddagen og slippe for Sverige! 

  
  Jeg valgte altså at blive væk fra den skole resten af året, og gik hjemme hele tiden og fik et rigtig trist liv. Jeg sad oppe hele natten, tog ikke min medicin som jeg skulle, sad bare og spillede, og var totalt nedren, kom ikke rigtigt ud, eller noget i et helt år. Mistede en masse kontakt til venner og var stort set foran min computer skærm hele tiden 24/7!

  
  Men i alt den tid jeg var hjemme, kæmpede min mor for at få hjælp til mig, med at finde en skole og nogle som kunne hjælpe mig! Hun fandt nogle dejlige mennesker som gad hjælpe, og jeg fik mig en kontakt person, ved navn Tommy. Han skulle komme og hjælpe mig med at komme ud, og blive social igen! Det gik super godt, og efter noget tid kom jeg faktisk ud, og jeg begyndte at fortælle Tommy hemlighedder og what ever, som jeg aldrig har fortalt til nogen før, men han forstod mig.
  Jeg fik en skøn kæreste, som hed Christina og det hele gik bare op af bakke! 

  
  Efter sommerferien, som må ha` været i . 2010 tror jeg, fik jeg mig en ny skole som jeg skulle starte på. Den lå i Farum. Det var noget nyt som var startet for unge med ADHD. 

  
  Det gik fint i starten, jeg var selvfølgelig nervøs for at komme et nyt sted. Jeg fik lov til at møde lidt senere, da jeg ikke havde gået i skole i et år. Lige pludselig gik det bare ned af bakke for mig, jeg mistede min kæreste, mistede min kontakt person, kom ikke i skolen og når jeg endelig kom lavede jeg ikke noget. Og hvis jeg ikke gad, så kunne de intet gøre. Det hele gik bare pisse nederen!!!! 

  
  Resten af året var jeg der ikke 70% af tiden, hvis det kan gøre det! Så til sidst sagde kommunen stop, og de blev enige om at det næste skoleår, skulle jeg så bare ikke gå der mere! Men de glemte bare at fortælle det til mig og min mor, som havde kæmpet så super hårdt, for at få den skole til mig! Da vi fandt ud af det, blev jeg jo selvfølgelig sur, og sagde fuck dem og kom der aldrig igen. Så det er 3 skoler jeg aldrig fik sagt farvel til
  
  Så begyndte det hele næsten forfra igen. Jeg tog stadig ikke min medicin, sad bare der hjemme, og var sur. Var ikke social, og var en nar overfor min mor. Jeg var virkelig bare et dårligt menneske. Men min mor, ville heldigvis ikke give op, så hun kæmpede stadig for mig, i jeg ved ikke hvor lang tid, og præcis med hvad. for har ikke selv fulgt med i det, men hun kæmpede og kæmpede, og i vinteren i 2010. lige før jul, fik hun mig ind på en skole i Ballerup som hedder ” Kasperskolen”. Nogen kender den måske, det er en skole for børn og unge med ADHD, Autister og alt det der :p 

  
  Der kom jeg så ind, og det var et super sted i starten. Det første halve år var det virkelig det fedeste sted. Og er det nok stadig, men bare ikke for en som mig. De har mere fokus på ADHD hvis i spørger mig (og jeg har mere end bare det, men det finder i ud af senere hvis i stadig læser med xD) 

  
  Før jeg begyndte der, havde jeg faktisk mødt en pige som hedder Kimmie. Hun hjalp mig faktisk, og støttede mig, mere end jeg troede og vi endte med at være sammen i 1½ år men nok om det
  Men der kom jeg ud, og gik med nogle skønne og pisse søde og rare mennesker, som faktisk prøvede at hjælpe mig i starten.

  
  I 2011. tror jeg det var, fandt vi ud af jeg også er autist, og at jeg har social angst, og som i nok har gættet, er det et stort problem for mig. (feks: Jeg kom ikke til min grand kusines konfirmation. Heller ikke til Kimmie's (eks) konfirmation, og til en masse andet). Da det blev konstateret, jeg havde de diagnoser, prøvede de, sådan lidt at hjælpe mig med det også, men de forstod mig ikke rigtig, og ja det var et stort rod. (”GOD” jeg er træt af at skrive ) men jeg gik der ude fra vinteren 2011. til sommer 2012. hvor mig og Kimmie var gået fra hinanden lidt før. Jeg fandt sammen med en anden Anna lige før ferien :p Og så begyndte jeg der ude i 10. klasse i august 2012. i et nyt projekt de lavede på skolen, det var en klasse for dem som havde det lidt svært, ved bare at sidde og skrive og lære i et klasseværelse. De lavede noget de kaldte for værkstedslinjen. Hvor vi lavede cykler, crosser, knallerter, stort set alt vi kunne. Det var lækkert i starten, men alt sådan noget mekaniker arbejde ting ting, er ikke ligefrem mig. Så det blev hurtigt kedeligt for mig, og jeg stoppede med at komme vær dag, jeg kom måske 1 - max 4 gange om ugen. Det var sjældent de så mig 4 gange på en uge. Jeg gad ikke noget, og blev hurtigt sur, fordi jeg følte ikke rigtigt at der var nogle af dem som kunne forstå mig ude på den skole. Jeg havde det faktisk som om, de ikke troede på jeg havde de problemer jeg har, og at de kun tænkte jeg har ADHD, og bare er en doven skid, som ikke gider komme og arbejde som jeg skulle. MEN, havde det bare været det. ;/ det var det dog ikke.

  
  Hver eneste dag, når jeg skulle af sted var jeg. 1. død træt, da jeg ikke kan sove om natten, fordi jeg vågner helt op når det bliver mørkt ;( 2. Pga. Social angst, har jeg det dårligt, når skal med et tog midt i myldre tiden. Til sidst, gad jeg ikke ud et sted, hvor folk ikke hørte på mig, og troede på det jeg sagde. Så det endte med jeg ikke kom der ud særligt meget, kun hvis der var noget, jeg virkelig gad.Jeg fandt mig dog en kæreste der ude omkring, som boede 2 min. fra min skole. (Stina) og jeg tror pga. hende kom jeg lidt mere, for jeg håbede jo selvfølgelig at se hende på vej til skole, eller på vej hjem fra skole, osv osv :p men vi gik hurtigt fra hinanden, og det hele gik bare dårligt igen.

  
  Så på et tidspunk fik jeg et selvforståelses kursus inde i byen, tror det har været i slutningen af 2012. eller starten af 2013. ret sikker på det lige i slutningen, men det lidt lige meget :p men, jeg fik det kursus, og det begyndte langsomt at gå bedre og bedre for mig. I 2013. gik jeg stadig på Kasperskolen, men kom der ikke. Jeg var dog begyndt på min medicin, havde fået en ny læge ting, som havde givet mig nogle andre piller mod min ADHD og min angst som jeg skulle tag værd eneste dag, og det gjorde jeg så, og det har jeg gjort lige siden, og det gør jeg stadig :p (Tid til at være lidt stolt af mig! )

  
  Nå, men fik det kursus og ham lægen, og de piller og de ting gik godt. Bare ikke skolen. Men så fandt min mor ud af at kommunen ville give mig min kontaktperson Tommy, tilbage. Ham som jeg mistede imens jeg gik i Farum, så det blev bare bedre og bedre for mig.

  
  Ved ikke helt hvornår i 2013. men der var en eller anden uge, hvor man skulle i praktik og der fandt min mor en STU som hedder, ”Levas” det ligger inde i København. Jeg endte med at komme ud og besøge dem, og hørte om skolen. Som hjælper unge, der har angst, Asperger, ADHD og andre problemer, og det hele lød perfekt og lige hvad jeg havde brug for, og jeg kom i praktik der ude, jeg var der i 3 uger. Fik ferie i en måned bagefter fordi, jeg selvfølgelig ikke kom på Kasperskolen. Så blev de enige om at de skulle prøve at give mig 3 måneder praktik på den STU og se om jeg kunne komme der hver dag. Hvis jeg gjorde fik jeg lov til at blive der. Og jeg kom hver eneste dag. Kun hvis jeg var syg, eller ikke kunne sove, eller havde et angstudbrud kom jeg ikke, og de forstod præcis hvordan jeg havde det. Det var virkelig det bedste der var sket for mig, og jeg begyndte at arbejde, på den Café, de også har. Så jeg var der ude næsten hele tiden.

  
  En torsdag, sad jeg og lavede ingen ting, for havde fri fra skole og vi var i gang med at bygge om i café'en. Så jeg sad bare og slappede af, gad ikke hjem. Så fik jeg en besked fra min mor, hvor i der stod at de havde skrevet fra kommunen, jeg var optaget på Levas og skulle gå der i 3 år. Den besked, er den bedste besked jeg har fået i hele mit liv.

  
  Så som i kan se, hvis i har læst det hele, hvad i nok ikke har! – men what so ever, skriver stadig, så kan det sagtens betale sig at blive ved med at kæmpe!!! DON'T EVER GIVE UP!
  
  Klokken er 02:57. Jeg valgte jeg at stå ud af sengen, da jeg ikke kunne sove, fordi jeg lå og tænkte på, at det er første gang i hele mit liv jeg ikke har noget at kæmpe for, og derfor ikke kunne jeg ikke sove, fordi af at jeg tænkte så meget, så derfor gik jeg op og skrev det her og klokken er nu 04:03 og min mor slår mig ihjel men hun må vente for skal skrive færdigt!
  
  Det jeg bare ville var at fortælle sådan lidt af hvad jeg kan huske om mit liv, og min hårde tid, og at det godt kan betale sig at kæmpe!
  
  Håber i forstår hvad jeg har skrevet!!!
  
  Love Ronnie S. Ferdinandsen (The Cupcake Gipsy / Dampi)

  
  

  • 
    

  
  

  
  

Idag bliver Anders 9 år og sikken en udvikling han har gennemgået det sidste år. Sidste år måtte vi ikke vække ham med fødselsdagssang, flag og gaver på sengen, han var ikke ude og hejse flaget op i flagstangen med det obligatoriske familiebillede, han ville ikke have klassen med hjem, og de måtte ikke nævne ordet fødselsdag i skolen, han var med ude og købe hans gaver fra hele familien før dagen, så han vidste hvad han fik, og generelt var han ikke til at drive udenfor en dør.

Imorges vækkede vi ham med morgensang og flag og ukendte gaver, han spiste med ved morgenbordet, var ude og hejse flaget og stillede gladeligt op til fotografering, tog imod hans klasse i døren og bød velkommen, hyggede med dem i 3½ time og sad med til bords, da vi skulle have mad og var bagefter ude og spille bold i haven. Tilslut gik han pænt med ud og sagde farvel til hver enkelt.

YES, YES, YES

16 måneders positive forandringer

Dette skriv er mit indlæg nr. 100 på bloggen. Jeg synes, den bør markere noget specielt og derfor har jeg valgt at fokusere på Anders´ fremgang de sidste 16 måneder.

For 16 måneder siden stod det helt galt til i vores lille familie. Anders havde det rigtigt skidt. Han kunne ikke sove om aftenen/natten - faldt ofte først i søvn kl. 05-06 om morgenen og sov så til over middag. Han var træt og sur, når han vågnede, og ville ingenting. Han levede at Mathilde kakaomælk og Marabou Chokolade.

Jeg var sygemeldt med en svær depression og kunne derfor ikke fokusere på at hjælpe ham videre.

Storesøster blev inadvendt - ønskede ikke legekammerater med hjem - havde heller ikke lyst til at komme med andre hjem. Hun ønskede blot at komme hjem fra skole, tror jeg, for at "holde øje" og for at vide, hvad der skete i huset.

Lillebror blev meget kontaktsøgende og trodsig. Vi kontaktede hans børnehave for at høre om de kunne mærke en forandring på ham, men det kunne de heldigvis ikke - de lovede dog at være meget obs på ham.

For 16 måneder siden tog vi den beslutning at tage Frit Skolevalg. Det er blevet lidt af en milepæl for os og siden har vi alle fået det bedre. Nedenfor har jeg listet de første 50 punkter op jeg umiddelbart kan komme i tanker om, hvor Anders har forandret sig positivt:

Kan opholde sig på badeværelset

Laver stort på toilettet i stedet for på gulvet

Vil tørres, når han har været på toilettet

Tisser på toilettet i stedet for på gulvet

Vasker en gang imellem hænder…

Går i karbad

Bruger ikke længere flere timer på at komme i karbad

Kan sidde i karbadet i over en time og ”hyggepjaske”

Vasker hår

Dykker under vandet

Tager tøj på

Bruger andre sofaer i stuen end ”hans”

Spytter ikke længere

Vil gerne have redt håret

Vil gerne have ”sat” håret af storesøster

Vælter ikke længere stole i frustration

Tømmer ikke længere lillebrors legetøjskasser i frustration

Tømmer ikke længere mit klædeskab i frustration

Kan gå igennem døren fra stuen til køkkenet, hvis han leger med søskende

Spiser ikke kun Marabou chokolade

Drikker ikke kun Mathilde kakaomælk

Kan dele en rulle chokoladekiks med andre

Drikker vand fra flaske

”Banker” ikke længere på alle døre han går forbi

Bruger ikke længere halve timer på at løbe frem og tilbage fra punkt A til B

Smider sig ikke længere på gulvet i frustration og ”hiver” efter vejret

Bruger fodtøj

Bruger flyverdragt

Bruger jakke

Spiser havregryn med sukker og mælk

Spiser toast med pålægschokolade

Spiser ris med Heinz ketchup

Spiser pasta med Heinz ketchup

Hopper i trampolin i haven

Gynger i haven

Accepterer at vi flytter hans Skylander-figurer

Lægger sig til at sove FØR midnat

Vågner frisk om morgenen

Lægger sig ofte til at sove, når vi be´r ham om det

Kan falde i søvn uden lyden af fjernsynet i baggrunden

Lægger sig til at sove i soveværelset i stedet for på sofaen i stuen

Bider ikke længere så meget i hans tånegle

Har ikke længere langvarige farvel-ritualer

Er nogenlunde klar, når taxaen kommer om morgenen

Kan tage hans nintendo med ud af huset

Kan tage hans mobil-telefon med ud af huset

Tager sikkerhedssele på i bilen

Behøver ikke nødvendigvis se et tv-program færdig, før han kan lave et ”skift” til en anden aktivitet

Kan godt acceptere at vi andre ser et tv-program, han ikke er interesseret i

Smider ikke alt tøjet med det samme, han kommer hjem fra skole

De ovennævnte 50 punkter kan sikkert for nogle virke som noget fuldstændigt sindsygt ikke at kunne for en dreng på 8 år. For os har det været hverdag - en ganske almindelig hverdag på godt og ondt. Jeg kan huske at min kæreste på et tidspunkt sagde til mig, at han egentligt godt gad prøve, hvordan det var, at leve i en ganske almindelig børnefamilie. Vi anede simpelthen ikke hvad "almindeligt" var, for vi havde jo vænnet os til Anders´ små "særheder" lige så langsomt igennem nogle år, før det gik op for os, da han startede i skole, at hans små særheder udsprang sig af at han har autisme. 

Engang imellem kigger vi på hinanden og siger: "Kan du huske for lidt over et år siden, hvordan vores liv var dengang"?........og vi ryster bare på hovedet. Jeg ved at nogle af jer, der læser med her, heller ikke vil kunne forstå det. Det forventer jeg heller ikke, men ved at læse ovenstående liste igennem, glædes jeg umådeligt meget over den positive udvikling, Anders har gennemlevet. Og grunden hertil kan meget overordnet beskrives med: 

• Rigtig god skole, 
• Forældre-overskud, 
• Søskende-forståelse samt 
• Forberedelse for Anders i god tid.

Det vil mine næste indlæg handle meget mere om.....

International Autismedag

Anette Kjærgaard har skrevet dette skønne indlæg på hendes side: Mortilautist

International autismedag I dag er det 6. gang, at FN sætter fokus på autisme med den årlige internationale autismedag. Med god grund. For autisme er stadig på mange måder en gåde. Svaret på, hvorfor cirka én procent af befolkningen har autisme, kender vi for eksempel stadig ikke. Og hvad autisme egentlig er, kan selv mange af os, som har børn med diagnosen, have svært ved at forklare. Derfor har jeg lyst til at bidrage i dag ved at opsummere, hvad vi konkret ved om autisme. Måske har du helt styr på fakta, og så kan du bare stoppe læsningen her. Hvis ikke, håber jeg, at den viden, du får nu, kan hjælpe dig til at forstå dit barn endnu bedre. Og dermed også den udfordring du selv lever med som mor. Inden du læser videre, vil jeg lige minde dig om, at alle med autisme er ramt i større eller mindre grad, og at autismen kommer forskelligt til udtryk i det enkelte menneske. Derfor genkender du måske nogle af tingene tydeligt hos dit eget barn, imens andre er mindre synlige. Fakta om autisme Den korte version ... Autisme er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse og et livslangt handicap. Mennesker med autisme har vanskeligheder med kommunikation, socialt samspil og repetitiv adfærd. De er ramt på deres evne til indlevelse i andre mennesker, de bearbejder sanseindtryk anderledes, de har svært ved at planlægge og sætte ting i gang, og de tænker i detaljer fremfor helheder. Den lidt længere version ... Hos mennesker med autisme fungerer hjernen rent neurobiologisk anderledes end hos mennesker uden autisme. At autisme er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse betyder, at udviklingen er forstyrret i så stor grad, at det har betydning for alle områder i personens liv. Diagnosen gives med baggrund i observationer af adfærd med fokus på vanskeligheder indenfor kommunikation, socialt samspil og repetitiv adfærd/manglende fleksibilitet. Kommunikation = Bogstavelig eller konkret forståelse af ord og sætninger. Egen forståelse og logikker. Ekkotale/stereotype fraser/vendinger. Anderledes tonefald/volumen/rytme. Socialt samspil = Bruger ikke kropssprog og lægger ikke mærke til andres. Inviterer ikke til at dele tanker, følelser og erfaringer, og spørger ikke til andres. Mangler situationsfornemmelse. Repetitiv adfærd = Særinteresser. Svært ved nye ting. Tvangspræget fastholden af rutiner og ritualer. Manglende fleksibilitet. Mennesker med autisme tænker typisk i detaljer fremfor helheder. Deres intuitive indlevelse i andre mennesker er forstyrret. De er ramt på deres eksekutive funktioner. Det man også kalder dirigenten i hjernen, og som dækker over de processer, der har hovedansvaret for, at handling og tanker bliver målrettede og problemløsende. Deres måde at bearbejde sensoriske indtryk på er ofte anderledes. Eksempelvis bryder nogle sig ikke om at blive rørt ved, og andre bliver overvældet af lyde. Mennesker med autisme er konstant på overarbejde pga deres vanskeligheder. Deres hjerne mangler den 'autopilot', mennesker uden autisme har. Og de har en nedsat evne til at kunne leve op til omverdenens krav og forventninger. Det forværrer deres vanskeligheder og øger derfor risikoen for belastningslidelser som depression, angst, OCD, selvskade mv. Deres stresstærskel er meget lav. Nu har du den mest basale viden om autisme Gjorde læsningen dig trist eller ked af det? Jeg bliver tit selv overvældet af at læse om autisme, fordi det vækker min sorg over, at Andreas har det så svært. Når det sker, minder jeg mig selv om, hvor skønt et menneske han er, og hvor højt jeg elsker ham. Så fortoner sorgen sig igen. Kærligst Anette Kilder: Socialstyrelsen, Hinnerup Kollegiet m.fl.

2. April: FN´s Internationale Autismedag