fredag den 6. september 2013

Det er vigtigt at anderkende

Når jeg vækker Anders om morgenen, har han en helt fast rutine.

  • Han strækker sig i sengen
  • Han sætter sig op og kigger på clock-radioen
  • Går på toilettet
  • Tager vand i ansigtet (det er noget rimeligt nyt)
  • Sætter sig ind i stuen i sofaen på hans dyne, som jeg i mellemtiden har lagt derind
  • Ser lidt fjernsyn
  • Spiser morgenmad (alene i stuen i fred og ro)
  • Tager tøj på
Vi bruger ikke længere piktogrammer om morgenen - det gjorde vi i starten, hvor det var rigtigt svært for ham at komme op og i skole.

Lige for tiden kan han godt lide, at tøjet lige har været en tur rundt om tørretumbleren - så er det ikke så koldt at få på. Jeg varmer det med glæde, for når tøjet er lunt, tager han det selv på om morgenen.....

I morges, da han tog sin trøje på, ramte hans trøjeærme så uheldigvis resterne af hans morgenmad. Det var ikke godt, for trøjen blev smidt gennem stuen samtidig med et højt "EEEJJJJ ALTSÅÅÅÅÅ". 

Hvad gør jeg så?
  • Jeg kan samle trøjen op og fortælle ham at der ikke er kommet noget på ærmet alligevel
  • Jeg kan insistere på at det er den trøje han skal have på
  • Jeg kan sige at det da er ligemeget - der er jo ikke sket noget
  • Jeg kan sige at det er noget pjat og han bare skal se at få tøjet på og blive færdig.
Min erfaring siger mig, at ingen af disse reaktioner vil gøre noget positivt for Anders

Den rutinerede Autisme-Mor skynder sig derfor at sige følgende "Øv -det var da godt nok uheldigt - jeg finder lige en ny trøje og varmer til dig".

Hvis der nu er nogen her, der læser med, der IKKE har børn med autisme, så sidder I nok og tænker "-Curling-Mor - du må sgu se at sætte nogle grænser - hvad er det for noget at hyle op over en trøje, han tror er blevet beskidt, men som ikke er det...kom nu ind i kampen.

Men jeg har jo netop reageret sådan før i tiden........og det har jo aldrig virket. Til gengæld har jeg haft en søn, der er blevet frustreret, ked af det og nogle gange er blevet så presset, at han er tændt helt af, har løbet sin vej eller har trukket sig ind i sig selv. Det kommer jeg jo ligesom ikke videre med, så derfor har jeg sadlet om. Jeg har kigget på, hvad det er, der kan hjælpe min søn om morgenen. Og det kan virkelig hjælpe ham at jeg anderkender hans ulyst til at få en "beskidt" trøje på. 

Der kan derfor også ske det, at han når at stoppe mig i mit forehavende. Det vil sige, at når jeg har sagt, at jeg lige finder en ny ren trøje til ham (som den naturligste ting i verden, selvom jeg inden i mig selv bander og tager nogle meget dybe indåndinger), så siger han "Mor - det gør ikke noget - jeg kan godt tage trøjen på alligevel". Han VED, at jeg ved, at det er svært for ham. Det hjælper ham videre til, at han alligevel godt kan overskue den "beskidte" trøje.

Så det er vigtigt at finde de små ting, der kan hjælpe dit barn til at komme videre. Nogle gange, midt i situationerne, har jeg da også lyst til at råbe og skrige og sige at NU kan det være nok!!! Det kommer der bare ikke noget positivt ud af i længden - det kan godt ske, at du er så heldig, at det virker her og nu engang imellem, men på den lange bane batter det ikke rigtigt noget.  Derfor: Kig på dit barn og anderkend hvad det er dit barn synes er svært, så er første lille skridt i den rigtige retning taget.


3 kommentarer:

  1. Så fin beskrivelse!
    Det er nøjagtig som hjemme hos os, Anders' morgenrutine og Nicholas' morgenrutine.
    Og så sker der af og til noget uventet, der potentialt kan blive en stor ekplosion.
    Tidligere tog jeg kampen, for jeg så det som ulydighed/frækhed, som skulle tæmmes.
    Jeg tog kampen og tabte hver gang - indtil jeg simpelthen ikke orkede mere, så lærte jeg mig selv at sige 'pyt' og komme med en ny bluse (også anden gang).
    På den måde kunne vi komme videre på en god måde, og eksplosionerne er færre, fordi Nicholas har erfaret, at de ikke behøves.
    Jeg er 200% curlingmor, og jeg er stolt af det! Når det handler om autisme, så er det at være curlingmor den største ære!

    Gitte K

    SvarSlet
  2. Hej Gitte,
    i forhold til at være forældre til børn med autisme, tror jeg ikke at vi kan kaldes curling-forældre (men kan sagtens følge dig når du skriver det...)

    Her kommer lige en definition:
    Curling: [ˈkœːleŋ] Spil på isbane. Oprindeligt en skotsk vintersport. Spilles med sten forsynet med håndtag. Disse kastes mod et cirkelformet mål, så havner så nær centrum som muligt; til styring af stenens bane fejes isen foran stenen.

    Curling-forældre: [ˈkœːleŋ-fʌˈεlˀdʁʌ] Forældre som vil gøre alt for at rydde vejen for deres børn, så de hurtigt, let og smertefrit kan komme frem i forreste række.

    Curling-barn: [ˈkœːleŋ-ˈbɑˀn] forkælet barn der overbeskyttes og serviceres af dets forældre uden at de stiller krav.

    Jeg vil netop ikke kalde det overbeskyttelse af vores børn at hjælpe dem på vej, der hvor de har det svært. Jeg har heller ikke en intension om at mit barn kommer frem i forreste række - min intension er at han kan komme videre og fremad.

    Hilsen Tove

    SvarSlet
  3. Hej Tove!
    Tak for detaljeret ordforklaring - selvfølgelig er jeg enig i den udlægning.
    Jeg curler 100% for min søn. Det er faktum. Jeg rydder de forhindringer af vejen for ham, som jeg overhovedet kan. Han kommer måske ikke frem i forreste række, og det er fint nok - bare han trives.
    Curlingbarn er min søn heller ikke - heller ingen overbeskyttelse her.
    Nej, det var dumt og upræcist at bruge udtrykket. Det er så negativt ladet, men jeg synes, at det beskriver min rolle godt, men ikke resten.

    Gitte K

    SvarSlet