torsdag den 30. januar 2014

Virkelighedens verden

Følgende lille indlæg på en facebook-side behøver vist ikke andre kommentarer end "Tak for din beskrivelse!"


Jeg er 40, og jeg har aspergers. 

Jeg kan ikke engang begynde at sætte ord på, hvordan man får det, når man er udtrættet. Man KAN ikke mere. Forestil jer at man har løbet et marathon, og så er der en, der beder dig om at gå en tur i Bilka at handle. Eller du har været vågen en hel nat, og skal du alligevel passe dit arbejde om morgenen. Det er noget i den stil, man får det. Tvinges jeg til at yde mere, end jeg kan. Kan min reaktion være vrede, men indeni græder jeg i afmagt. Jeg opfører mig 'underligt', fordi jeg ikke har overskud til at opføre mig 'ordenligt' i en sådan situation. Mødes jeg med vrede bliver jeg flov og endnu mere ked af det, for jeg ved jo godt, at jeg ikke lever op til det der ønskes. Jeg får lyst til at trække mig fra det hele. Lukke mig inde med mig selv. 

Mødes jeg med forståelse vokser mit overskud hurtigere igen, fordi jeg ved, at det er ufarligt for, at vise at nu kan jeg ikke mere. 

I ekstreme tilfælde med overstimulering. Ryster jeg over hele kroppen, og det sortner for mine øjne. Jeg føler, at jeg mister mit syn og lydene lyder mærkeligt. Jeg får lyst til at skrige, bande, råbe og være gal, men jeg er voksen, så jeg kan styre mig udadtil men indeni er alt kaos. 

Jeg ved, det kan være svært at være i overskud og hele tiden rumme børnene. Jeg ved det, for jeg har selv 4 hvoraf 2 er autister, men når I undrer jer over deres reaktioner, så læs det jeg har skrevet en gang til