Taxi på skatteydernes regning for 76 mio kr!!!!!

Mit barn kører hver dag i taxi til og fra skole - på skatteydernes regning. Jeg ved nogle af jer har fået hjælp til at få børn og andre har fået behandling mod kræft - på skatteydernes regning. Jeg synes, det er helt OK - hvad synes I?

http://www.avisen.dk/taxi-paa-skatteydernes-regning-for-76-mio_261172.aspx

Hvad er retorikken Antorini?

Joan Lindegaard Bang har mailet følgende til Undervisningsminister Christine Antorini. Mere klart og tydeligt kan det vist ikke skrives:

Som mor til en søn på 11 år med en autisme-diagnose blev jeg rigtigt glad, da du tonede frem på TV i den forgangne uge og proklamerede, at de særlige autist-gymnasie klasser nu bliver gjort permanente. Det giver håb for fremtiden for uddannelse for mange mennesker med autisme.

Du siger på TV, at det er nødvendigt med særlige gymnasie-tilbud for unge med autisme, da de ikke kan klare uroen og larmen i en almindelig gymnasie-klasse. Det er jeg fuldstændig enig med dig i. En anden MEGET vigtig faktor er også, at mennesker med autisme har svært ved at forholde sig til "store" menneske-mængder. Hvor mange "store" er, er individuelt. Bare det at skulle forholde sig til "mange" andre mennesker er ofte en enorm stress-faktor for mennesker med autisme.

Det er super godt, at tilbuddene nu bliver gjort permanente, men der hvor kæden så hopper fuldstændig af er, at selvsamme unge mennesker med autisme i folkeskolen er TVUNGET til inklusion i almindelige folkeskole-klasser. Altså må retorikken i det du siger være, at børn med autisme skal kunne håndtere uro, larm og store menneske-mængder, men hvis de overlever det, så kan de blive "ekskluderet" til et særligt tilbud efter folkeskolen, så kan uddannelsessystemet godt tage hensyn og imødekomme deres behov. De skal bare lige gennem 10 år i helvede først.

Vi er en af de "meget få" sager om inklusion, der ikke virker. Jeres inklusionspolitik betyder, at skolen nu flytter udadreagerende børn fra specialklasser over i normalklasser. Vores søn trivedes ikke for godt i forvejen fordi klassemiljøet er for overvældende for ham. Han ligger ofte flere gange om ugen og græder når han kommer hjem fra skole og siger "jeg kan ikke mere, jeg magter ikke mere". Larmen og uroen i klasseværelset er mere end hans hoved kan rumme, og det er bestemt ikke blevet bedre af, at der er kommet flere udadreagerende elever i inklusionens navn i hans klasse. Hans lærere og skolepsykolog er enig i, at han ville trives meget bedre i en mindre klasse, men det kan folkeskolen ikke tilbyde og derfor skal han blive hvor han er. Visitationsudvalget i kommunen er benhårdt, og skolepsykologen har sagt, at han ALDRIG vil kunne få ham visiteret til et specialtilbud fordi han udadtil fungere fint i skolen. Han sidder stille på sin plads og gør hvad der bliver sagt mens han langsomt bryder sammen indvendigt. Han eksploderer ikke, han imploderer!! I har så travlt med at "sælge" inklusion på, at alle børn har ret til at være en del af fællesskabet, men hvad nu hvis man ikke magter det fællesskab? Så bliver man jo heller aldrig en del af det. Vores søn kan f.eks. ikke være med til en hel børnefødselsdag hos én i hans klasse fordi han simpelthen ikke magter larmen, uroen og de mange mennesker (de er 24 elever i klassen), så han ender med at bryde grædende sammen og må ringe efter os fordi han ikke kan mere. Hvordan er det at være en del af fællesskabet? Jeg synes det er uværdigt og ondt, at han gang på gang skal udstilles (og i stigende grad mobbes) fordi han bryder grædende sammen når det bliver for svært for ham at være i. Han er autist og han kan ikke forudse hvornår han har brug for en pause, det bliver først opdaget når han er brudt sammen. Lærerne gør hvad de kan med de få ressourcer de har, men de kan ikke imødekomme 6-7 forskellige elevers modsatrettede behov på en gang, de er jo kun mennesker.

Vi gruer for den nye skolereform efter sommerferien, flere timer hvor han skal opholde sig i det miljø der nedbryder ham, flere nederlag. Og allerede 1 år senere truer overbygningen med nye lærere, der ikke kender ham og en ny klasse med elever fra 3 forskellige skoler der blandes. Han har altid gået i en rummelig klasse, men vi oplever, at den rummelighed bliver mindre og mindre efterhånden som eleverne bliver ældre og ældre, så vi forudser, at han får det endnu sværere socialt i overbygningen og potentielt bliver et mobbeoffer.
Hvordan skal andre elever på 13-14 år kunne forstå, at han bryder sammen og græder med jævne mellemrum når det bliver svært for ham at være i? Med de krav der bliver stillet i overbygningen vil der komme mange af disse nedbrud - også i skoletiden, for autister håndterer ikke krav og pres særligt godt.

Det er en sort fremtid vores dejlige elskelige søn går i møde - og så er han endda normalbegavet og velfungerende.

Hvad er retorikken Antorini?

(Delt med tilladelse fra forfatteren) 

Legeaftaler

Legeaftaler 

(skrevet af Bill Nason fra Autism Discussion Page – Oversat af Autisme-Mor)

De fleste forældre til børn på autisme-spektret ønsker at tilskynde deres børn til at få venner. Imidlertid kan det ofte ende i en fiasko, hvis man lader 2-3 børn lege ustruktureret sammen. Men det er en kompleks proces at lære at lege sammen og agere med andre børn. Jeg plejer at anbefale forældre at en kortvarig en-til-en legeaftale. Legeaftaler, der kan planlægges i god tid, som man på forhånd kan snakke med barnet om og gøre det bekendt med, for på den måde at skabe en succes. Jeg anbefaler at gøre følgende for at lave en positiv legeaftale:

1)      At udvikle legeaftaler er en lang og komplekst rejse,  som bør starte indenfor barnets komfortzone,  skal starte i det små og udvikles over tid. Det kan være meget krævende at være sammen med andre og kan dræne dit barn for energi. Det kræver rigtigt meget ”tænkning” og multitaskning. Legeaftalerne bør være korte og med enkle aktiviteter, der nemt kan styres. Hvis du føler at dit barn kan lege godt i 45 minutter, så start med en legeaftale på 30 minutter, for på den måde at få et godt resultat.

2)      Hvis du ikke kender nogle børn du kan invitere, så kan du spørge lærerne på skolen om der der er nogle børn, som dit barn udviser interesse overfor eller omvendt. Prøv at vælge et barn med de samme interesser – og kun et barn. At have flere legekammerater på besøg samtidig kan være meget svært for vores børn.

3)      Prøv at planlægge legeaftalen så meget som muligt. Tag kontakt til de andre forældre og lave en liste over hvad barnet kan lide og ikke kan lide. Prøv at finde nogle aktiviteter som børnene har til fælles og som kan være omdrejningspunktet for legeaftalen. Jo lettere aktivitet – jo bedre. Lange lege med for mange udfordringer kan dræne dit barn ret hurtigt. Brug aktiviteter som dit barn kender. På denne måde bliver legen genkendeligt for dit barn og tillader dig at fokuserer på det sociale i legen i stedet for at fokuserere på hvordan legen skal leges.

4)      Gå i gang med at planlægge og se så hvad der sker. Lav en liste over mulige aktiviteter barnet og hans venner kan lege. Prøv at planlægge legeaftalerne med nødløsninger, hvis den planlagte aktivitet ikke fungerer. Hav altid en plan B klar.

5)      Aftal følgende med barnet i god tid:

a.      Hvad han kan forvente der skal ske

b.      Hvad der forventes af ham

c.       Hvor længe det vil vare

d.      Hvordan han kan håndtere evt. konflikter (deles, tur-tagning, vælge aktiviteter, ikke at få sin vilje osv.)

6)      Tag en snak med barnet om hvilke problemer der evt. har været i andre legeaftaler og hvordan han kan takle det fremafrettet. Hvis det er muligt så gennemgå problemerne og løsningerne som et rollespil. Lav evt. rollespil over nye lege og aktiviteter så det ikke er nyt længere.

7)      Forbered aktiviteten aftenen før og tjek op på det hele lige før aftalen.

8)      Hold øje under legene og støt, hvis og når det er nødvendigt. Lad legen udvikle sig naturligt, med mindre at du ser, der kan opstå problemer. Så skal du gribe ind og få legen på ret kurs igen. Det er lettere at forudse problemer og støtte børnene end det er at løse evt. problemer hvis legen først er kommet ud af kurs.

9)      Når legen er slut så sæt dig sammen med dit barn og evaluer på legeaftalen. Snak om hvad der gik godt og hvad der var mindre godt. Udfra dine observationer vælger du nu en eller to problemer, som du så, og gennemgår dem med dit barn. Snak om hvordan han kan håndtere dem næste gang (tur-tagning, at dele, vælge aktiviteter osv.) Prøv at have en social færdighed, der skal arbejdes med næste gang.

10)  Lav notater for hver legeaftale. Skriv hvilke forberedelser I har gjort. Potentielle lege + potentielle problemer med mulige løsninger. Skriv også hvad der blev leget, hvad der gik godt og mindre godt og hvad der skal leges næste gang.

11)  Hvis du ser at vennen er forundret over eller ikke bryder sig om dit barns adfærd, så forklar roligt vennen hvorfor dit barn reagerer, som det gør. Børn reagerer oftest uhensigtsmæssigt, hvis de ikke forstår hvad der sker og hvorfor. De fleste børn er dog yderst fleksible, når de ved hvad de kan forvente og ved hvordan de skal reagere.

12)  Du bør ikke gå alt for hurtigt frem med at invitere flere legekammerater på en gang. Først skal dit barn vænne sig til en-til-en leg, derefter kan du prøve at lave lidt mindre struktur, for at se hvordan det går. For at få succes, skal I tage små skridt. Den største fejl er, at gå alt for hurtigt frem med ustruktureret leg a´la det man ser på en offentlig legeplads. Den slags ustruktureret leg kræver alt for meget af vores børn, til at de kan håndtere det.

Boganmeldelse; Autismens små og store stjerner - en vidensbog om autismeteori og -pædagogik

"Alle børn og voksne, små som store, skal ses med de styrker de har, og de vanskeligheder de har. Vi må se hver enkel person som en skinnende stjerne med hver deres muligheder i livet".

Sådan skriver Mandi Erlandsen i sin indledning til bogen "Autismens små og store stjerner". Og ja - hvor har hun dog ret. Hvis vi alle vil møde venner, børn, naboer, familie etc. netop der hvor DE er - på deres niveau, bruge deres styrker til at lære nyt og anerkende deres vanskeligheder, så tror jeg, at vi kan opnå et helt andet samspil hinanden imellem. Vi vil pludselig meget lettere kunne forstå hinanden og forståelse er grundlaget for positiv samspil.


Når man får en autisme-diagnose på sit barn, barnebarn eller andet familiemedlem, har venner, hvis barn får en diagnose eller arbejder i kommunalt regi (som sagsbehandler, lærer, pædagog mv.), så får man automatisk brug for viden om autisme. På nettet kan du finde utallig information - men hvad er egentligt brugbart?

Mandi Erlandsen har samlet relevant litteratur og egne erfaringer i en skøn letlæst bog om autisme. Bogen er delt op i fire dele, der gennemgår følgende:

• Hvad autisme er - lige fra ikke-sandfærdige teorier om køleskabsmødre og modediagnoser til 100% facts.
• Forklarer "Autismestjernen" - en model hvor flere autismebeskrivelser og modeller er samlet i én.
• Beskriver autismen´s betydning for undervisningen, familien og fremtiden.
• Redegør for hvilke pædagogiske værktøjer, der findes, for at gøre dagligdagen lettere for mennesker med autisme.

Mit aller første indtryk, da jeg havde læst bogen, var at jeg virkelig følte mig forstået som forælder. Her blev mine tanker beskrevet på en letforståelig pædagogisk måde og ved at læse denne bog, må andre, der måske ikke lige har autisme helt inde på livet, kunne forstå, hvorfor vi som forældre reagerer som vi gør, og herved få en indsigt i hvilke processer, vi er igennem både før, under og efter en udredning. De vil få en indsigt i det til tider knald-hårde arbejde, som vi faktisk bruger på at få vores barn til at fungere. Det "hjemmearbejde" vi dagligt gør, for at beskrive og forberede de næste timer, de næste dage eller de næste uger. Det arbejde, som folk udefra ikke sådan lige ser, når vi står midt i et festligt arrangement og vores barn har det godt.

Samtidig giver bogen et rigtigt godt overblik over de utallige pædagogiske værktøjer, man kan gøre brug af overfor mennesker med autisme. Det er ikke en bog, der går i dybden med de forskellige pædagogikker, men efter hvert afsnit er der kildehenvisninger til, hvor man kan læse mere uddybende om emnet.

Som prikken over I´et er illustrationerne i bogen tegnet af Andreas Gervig Marnow, som har infantil autisme. Andreas har sin egen facebook-side, hvor han deler begivenheder i hans dagligdag og viser hans fantastiske tegninger frem.

Bogen kan blandt andet købes her

Emballage og genkendelighed

Kender I det - når fabrikanterne laver om på emballagen? Her i huset går jagten nu ind på vitamin-piller. Ja - det vil sige, at jeg har købt en ny pakke af de sædvanlige. Problemet er bare, at de ikke er de sædvanlige for Anders. Pakken er nemlig mindre og vitaminpillerne er lidt større i diameteren. Ergo er de ikke de samme for Anders!!! Så de næste dage vil jeg tage et smut forbi de nærmeste apoteker for at se, om jeg kan være så heldig at de stadigvæk har nogle af de "gamle" pakker.

Projekt "Udpakning af Skylanders"

Aftenens projekt for Anders i går var at samle en reol samt begynde udpakningen af alle hans Skylanders. Han er ellers en dreng, der ikke er meget for at pakke-ud-af-emballagen, og her i første omgang, må det heller ikke smides helt ud.

Anders har selv valgt reolen - det skulle være lige nøjagtig den, for der var 3 hylder = en hylde til hver af Skylander-samlingerne: Spyrus Adventure, Skylander Swapforce + Skylander Giants. I hylderne ved siden er er der plads til diverse andre Skylander "relikvier".

Dyb koncentration

Lidt uoverskuelig Skylander-samling

Mor synes det er skrald - Anders synes det er guld

Orden og systemer

Det gode vejr = insekter

Det har været lidt tavst her på siden et stykke tid. Det gode vejr driver os ud i haven og selv Anders har været med udenfor. I søndags brugte vi blandt andet 2 timer på at lave bål med vores gamle juletræ og der blev snakket og grinet, så det var en sand fornøjelse i solskinsvejret.

Det gode vejr har dog også en bagside. På grund af den lave eftermiddagssol kan Anders meget tydeligt se diverse insekter, der flyver rundt i haven - derfor må havedøren IKKE åbnes for ham lige p.t. Men som de andre år vænner han sig nok stille og roligt til det også. Det vigtigste er at vi anerkender at han ikke bryder sig om dem og så har vi fluegiften klar til vindueskarmene.

Fastelavn - i en kendt og en mindre kendt version

Det har været den helt store Fastelavns-weekend rundt omkring i landet.

I fredags var der Fastelavns-fest på Anders´  skole. Allerede dagen før og samme morgen mente han ikke at han  skulle i skole - netop pga. Fastelavnsfesten. Afsted kom han dog, men som I kan se på billedet, har han ikke været aktiv hele tiden, men har alligevel fulgt nysgerig med. Han var dog med lidt af tiden udenfor, men ifølge ham selv har det været en "dum" dag.

Lørdag eftermiddag var der så Fastelavn i vores lokale forsamlingshus. Der ville han mægtig gerne med til at slå Katten-af-tønden (han syntes, vi skulle fange en af farfar´s katte og putte i - så ville det da blive endnu sjovere!!!)

Om aftenen var der fest i forsamlingshuset. Da far og Anders gik hjem ved 23-tiden sagde Anders, at det havde været en rigtig dejlig dag - "Og jeg skal bare fortælle så meget i skolen på mandag, at jeg har slået katten af tønden og har været til fest i forsamlingshuset med rigtig dejlig rock-musik".

Jeg tænker at forskellen på hans indstilling til de to Fastelavns-begivenheder er at Fastelavnsfesten herhjemme er noget han kender til. Vi bor lige overfor Forsamlingshuset, og jeg har i flere år været med i bestyrelsen og har derfor haft ham med derovre til adskillige arrangementer gennem hele hans snart 10-årige liv. Det er hjemligt, det er trygt, vi kender stedet og lokalerne (og vi kan ret så hurtigt smutte over vejen og komme hjem). Skolen har han derimod kun gået på i 2 år, og der har han kun været med til Fastelavn en gang før, så for ham er det jo noget ganske nyt til trods for forberedelsen.