Tænker du Underskud eller Styrke?

Måske et brugbart Nytårsfortsæt? Prøv at tænke på dit barns styrker i stedet for at tænke på hvad dit barn ikke lige kan. Fokus på styrker og tryghed "smitter" nemlig på den positive måde.

Underskuds-modellen eller Styrke-modellen?

Oversat af Autisme-Mor fra Facebook-siden Autism Discussion Page

Forældre, skoler og fagfolk fokuserer ofte på Underskuds-modellen, når vi taler om autisme. De er ofte fokuserede på at ”behandle” barnets underskud. De fleste diagnose kriterier for autisme er en liste over underskud eller ”symptomer”, som ofte kan virke negative. Desværre for barnet prøver vi ofte at ændre dem til en model, der ikke altid lige passer til deres natur. Den feedback vi giver dem går ud på hvad de IKKE kan og betyder at børnene bliver ængstelige, usikre og utilstrækkelige. I stedet for at fokusere på hvad barnet ”er” og hjælper ham til at udvikle sine styrker, så sætter vi fokus på, hvad han ikke kan og hvad vi ville ønske han kunne. Vi håber at ved at ændre deres adfærd eller ved at forme dem til at handle udfra et skrevet manuskript, så kan vi ”helbrede” autismen.

Hvert barn har en række styrker og svagheder og ofte en samling af interesser og talenter. Alle børn har naturlige styrker, der hvis de støttes, vil vokse med barnet. Vi bruger så meget tid på at tvinge børnene til at passe til en bestemt profil og derved ignorerer vi ofte barnets muligheder. Hvis vi fokuserer mindre på svagheder og mere på at udvikle, så vil vi hjælpe børnene til at styrke deres selvtillid og selvværd. Vi anderkender og værdsætter deres ”unikke jeg” og hjælper dem til at vokse og blomstre.

Alle børn har et ønske om at føle sig ”sikker, accepteret og kompetent”. Alle menneskers ligeværd er motiveret af beherskelse, succes og begivenheder, der udvikler vores styrker og interesser. Når børn føler sig værdsat for hvad de er og ikke for, hvad vi vil have dem til at være, så udvikler de sig og vokser. Men når vi fokuserer på børnenes svagheder og prøver at tilpasse dem til noget de ikke passer ind i, så bliver de i stedet for usikre, inkompetente og tilbagetrukne. Intet menneske kan udvikle sig under sådanne forhold.

Uanset diagnose eller etiketter, så skal vi støtte barnet til at føle sig sikker, accepteret og kompetent. Det betyder at vi skal identificere barnets styrker, ønsker og svagheder. Ud fra dette kan vi hjælpe barnet til at føle sig trygge og kompetente ved at mindske deres stress, kompensere for sårbarheder og udvikle deres styrker. Ved at tilpasse vores støtte til vores barns profil, så vil vi også respektere og værdsætte barnets jeg-følelse og selvværd. For ethvert barn, uanset profil eller etiket, så vil vi hjælpe barnet til at føle sig sikker, accepteret og kompetent, hvis vi finder deres naturlige styrker, sårbarheder og interesser. Når de føler sig sikre, accepterede og kompetente, så udvikler de sig og vokser med et stærkt selvværd.

Når vi skal hjælpe barnet til udvikling, er det vigtigt at fokusere på 3 ting:

1) Hvad hjælper barnet til at føle sig tryg og sikker? Hvilke sensoriske, kognitive og sociale stress-faktorer overbelaster barnet? Hvordan kan vi ændre og tilpasse omgivelserne og betingelserne for at minimere stress og samtidig respektere barnets svagheder? Det giver barnet en mulighed for at føle sig tryg nok til at ”turde” og derved udvikle sig

2) Hvad hjælper barnet til at føle sig accepteret og værdsat? Støtter folk barnets deltagelse på måder, der hjælper ham til at føle sig anderkendt og værdsat? Er forældre og personale samarbejdspartnere eller forsøger de at ændre barnet? Hvordan er sproget mht. stemmeføring, lyd, intensitet mv.?

3) Hvad hjælper mit barn til at føle sig kompetent? Hvad er mit barns styrker og interesser og hvordan kan vi bygge videre på dem? Vær opmærksom på hvilken læringsstil og undervisning, der er godt for barnet. Giv den nødvendige støtte for at opnå succes. Lær barnet at føle sig kompetent ved at følge dine sikre instrukser. Ved at bygge på barnets stærke sider/interesser, via guided deltagelse, så lærer alle børn.

Disse 3 principper er grundlæggende for alle mennesker – diagnose eller ej! Så når du kigger på nye muligheder for dit barn, så spørg dig selv om følgende: Hjælper dette til at få mit barn til at føle sig sikker, accepteret og kompetent? Hvis ikke det gør det - så drop det! Hvis det virker, så vil barnet lære, vokse og udvikle sig.

Motionsløb - og noget om vitaminer :-)

Vi deltog for en uge siden i et motionsløb, arrangeret af Rikke´s skole. Det er 5. gang vi er med, og der er ruter på 800 meter (familieruten), 5 km, 10 km og halvmarathon. Vi har altid taget 5 km ruten og i år var ingen undtagelse.

Anders var helt klar til motionsløbet - det ville han gerne, for det havde han jo prøvet mange gange før. Når jeg tænker tilbage, har han altid gerne villet løbe. I 0. kl. (før han fik hans autisme-diagnose) præsterede han på Skolernes Motionsdag at løbe 32 km rundt på en 800 meters bane, fordelt over 24 timer......

Nå, men da jeg også havde Thomas med (på 4½), havde jeg forberedt Anders på, at vi nok ikke skulle løbe så meget, men derimod gå, og da Rikke havde valgt 10 km. ruten, kunne han heller ikke løbe med hende. Efter et stykke tid havde han alligevel lyst til at løbe videre selv, og det fik han lov til. Da Thomas og jeg langt om længe kom travende i mål, (som de absolutte sidste på 5 km ruten), stod en glad og hoppende Anders og ventede på os. Han kunne også fortælle os at han i hvert fald havde ventet i 25 minutter på os og at nogle af eleverne fra hans gamle 0. kl. havde heppet på ham, da han nærmede sig målstregen.

Det var ellers lige før, at vi ikke var kommet ud på ruten. Jeg havde valgt at køre hen til skolen i bil (vi har 800 meter!!!!), for ikke at blive trætte før løbet. Da vi skulle ud af bilen, drillede Anders´ sko. Der var noget i sålen, der ikke sad helt rigtigt.....jeg prøvede mange gange at rette til, ryste for sand osv. men han VILLE ikke have skoen på. Enden på det blev, at vi tog en lille time-out, snakkede om noget andet for at flytte fokus, og efter 10 minutter hjalp jeg ham med at få skoen på igen. Der skal ikke ret meget til, før Anders kan mærke noget i en sko eller mærke hvis tøjet ikke sidder helt rigtigt. Det vigtigste i den situation er at acceptere at sådan er det. Det er vigtigt at anerkende at Anders kan mærke "noget", for ved at anerkende det, kan han bedre komme over det. Det værste vi kan gøre i en sådan situation er at sige - "Åhhh, pyt da med det - det betyder ikke noget" - for JO - det betyder alverden for Anders.

For to somre siden var Anders slet ikke udenfor en dør - sidste sommer var han lidt og i år er han blevet rigtig god til det. Hvis man ikke kommer udenfor, er det svært at få nok D-vitamin. D-vitamin er med til at få dig i godt humør og giver dig også en bedre evne til at falde i søvn om aftenen og sove godt. Undersøgelser har desuden vist at rigtig mange autister lider af D-vitamin-mangel og derfor får mange tilskud af det. Ydermere giver en tur udenfor også noget frisk luft, vi får rørt musklerne, bliver sultne og vi får nogle andre spændende oplevelser i hverdagen.

Spændende bøger.....

Jeg har ikke selv læst disse bøger, men umiddelbart ser de meget spændende ud

The Autism Acceptance Book teaches children about autism, further develops their understanding for the people around them, and encourages them to embrace people's differences with respect, compassion and kindness.

Special Needs Acceptance Book teaches children about a range of special needs; invites them to explore how it feels to be different; and encourages appreciation for people's differences.


Bøgerne kan købes her: http://www.wateringcanpress.com/