fredag den 31. august 2012

Børnefaglig Undersøgelse = §50-undersøgelse


Vi har haft besøg af en sagsbehandler som skulle lave en børnefaglig undersøgelse - i daglig tale ofte kaldet en §50-undersøgelse. På baggrund heraf ser man, hvor meget støtte vi har brug for i vores familie. Det "sjove" er at en sådan undersøgelse skal være færdig 4 mdr. efter at kommunen har fået vidende om at vi har brug for støtte. Desværre sker der ofte det at tiden går. Det gjorde den også i vores tilfælde, så det er først nu 15 mdr. efter at diagnosen på Anders lå fast, at kommunen påbegynder deres undersøgelse..........

Følgende er kopieret fra Servicelovens §50 (deraf navnet)
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Børnefaglig undersøgelse
§ 50. Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold. Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens undersøgelse, jf. stk. 1, skal anlægge en helhedsbetragtning, der medmindre konkrete forhold betyder, at et eller flere af nedenstående numre ikke er relevante i forhold til det pågældende barn eller den unge, skal omfatte barnets eller den unges
1) udvikling og adfærd,
2) familieforhold,
3) skoleforhold,
4) sundhedsforhold,
5) fritidsforhold og venskaber og
6) andre relevante forhold.
Stk. 3. I sin undersøgelse skal kommunalbestyrelsen afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. § 52 og § 76.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
Stk. 5. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Hvis der er iværksat foranstaltninger sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, jf. § 52, stk. 2, skal der desuden tages stilling til, om disse foranstaltninger skal videreføres. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltningerne, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.
Stk. 6. Undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.
Stk. 7. I forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. En undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.
Stk. 8. Hvis det må antages, at der kan opstå et behov for særlig støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunen undersøge de vordende forældres forhold nærmere. Undersøgelsen gennemføres så vidt muligt i samarbejde med de vordende forældre. Stk. 3-7 finder anvendelse ved afgørelsen.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Før sommeren, da kommunen langt om længe fandt ud a,f at de nok skulle igang med at lave en §50-undersøgelse fik vi tilkendt 6 dage om måneden i aflastning til Anders på ACV i Slagelse. Han har nu været på besøg 3 gange deroppe i dagtimerne og hver gang er det gået flot. Sidste gang spiste han endda aftensmad sammen med dem og drak mælk.

Det bliver spændende hvad de kommer frem til når den børnefaglige undersøgelse er færdig. Sagsbehandleren mener at hun er færdig med undersøgelsen indenfor 1 måned.

Taxa-kørsel

Vi har fået en særbevilling på taxa-kørsel til skolen for Anders her fra skolestart august og til 1. februar 2013. Ifølge kommunen har vi ikke ret til taxa-kørsel når vi har taget Frit Skolevalg (mere herom senere).

I sidste uge skulle taxaen så stå sin prøve. Første dag ville Anders ikke med - han var meget træt og var ikke klar, men kiggede dog ud af vinduet og så dermed at det faktisk var rigtigt nok at han skulle køres i skole i en taxa. Siden er han kommet med hver morgen. De 2 første dage kørte jeg efter i bilen og tog imod på skolen, men nu klarer han det selv. I denne uge startede vi så med eftermiddagstaxa og det fungerer også bare fint.

Han får sig nogle lange dage. Bliver hentet kl. 7.35 og er først hjemme igen kl. 16.30, men hvor er det dog dejligt for os andre med lidt "morgenfrihed" herhjemme, før resten sendes af sted i skole og børnehave. Det samme gør sig gældende om eftermiddagen. Storesøster kan zappe alle de tv-kanaler hun har lyst til, før Anders kommer hjem og slapper af foran fjernsynet.

Spændende bøger




Jeg har lige været på biblioteket og har lånt følgende bøger - Begge er skrevet af Bo Hejlskov Elvén - Jeg glæder mig til at læse dem :-)

http://www.saxo.com/dk/udviklingsforstyrrelser-og-psykisk-saarbarhed_henning-beier_haeftet_9788777067938

Udviklingsforstyrrelser og psykisk sårbarhed af Bo Hejlskov Elvén, Henning Beier, ISBN 9788777067938

samt

http://www.dpf.dk/produkt/b%C3%B8ger/6313/problemskabende-adf%C3%A6rd-udviklingsforstyrrelser-eller-udviklingsh%C3%A6mning







Til alle os forældre


Til alle os forældre
Jeg har hørt, at der findes en gammel legende, 
Om hvad der oppe i himlen hændte. 
Den siger, at engang den kære gud, 
sagde til englene, vil I gå bud ? 

Der er et barn som skal fødes på jord, 
vil I prøve at finde en far og mor, 
som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl, 
det er netop en opgave helt speciel. 

Barnet har et handicap med, 
så det kræver særlig tålmodighed. 

I ved, at jeg elsker alt svagt og småt, 
og jeg ønsker, at barnet skal få det godt, 
så de to, der bliver dets far og mor, 
må virke som mine hænder på jord. 

Måske vil de først have svært ved at se, 
at der kan være en mening med det, 
at barnet ikke kan tumle og lege, 
og at det kræver megen pleje. 

Men de vil nok efterhånden lære, 
at det giver kræfter at måtte bære. 

Guds kærtegn gør undertiden ondt, 
og medgang alene er ikke sundt, 
men modtager de barnet, som en gave de to, 
så bliver det en kilde til indsigt og tro, 
og så kan det sikkert med tiden læres, 
at livet er både at bære og bæres.

Fyld tanken - og støt et godt formål :-)

Når du nu alligevel skal tanke, kan du jo ligeså godt støtte et godt formål - ikke sandt?


Landsforeningen Autisme - støt med OK



Landsforeningen Autisme har en sponsoraftale med OK, der er bygget op omkring OK Benzinkortet. Når du opretter et OK Benzinkort gennem os, støtter OK Landsforeningen Autisme med 6 øre pr. liter benzin eller diesel, du tanker på kortet. Derudover får vi en bonus, når du første gang har tanket 500 liter på dit OK Benzinkort. 
Så få et OK Benzinkort, og tank penge til Landsforeningen Autisme.

fredag den 17. august 2012

Børneledsagerkort



Når man som os har et barn med autisme, der ikke bryder sig om forandringer og "nyt", falder man tit i fælden med at det da bare er meget nemmere at blive hjemme. Så undgår vi frustrationer over at have betalt indgangsbillet til noget vi ikke får noget ud af alligevel osv.

Nu har Anders så fået et børneledsagerkort.

Det er et kort, vi kan vise på specifikke museer og ved forlystelser og betyder at Anders kan få en ledsager med ind gratis. Kortet kan bruges af Anders, indtil han fylder 10 år. Børneledsagerkortet er udstedt for Kulturministeriet af Danske Handicap-organisationer.

Det er ofte sådan, at når vi er nogle steder med Anders, så er vi nød til at "mands-opdække" ham, for at han ikke skal blive forvirret og vil hjem med det samme. Der er måske nogle rum, han ikke ønsker at gå ind i på grund af lugte mv. Det er ikke lige sikkert han har overskuddet på det tidspunkt. Det betyder så også, at den af os, der mands-opdækker ikke nødvendigvis får det fulde udbytte af stedet, så med det i baghovedet, bruger vi kortet med god samvittighed.

For os betyder det også, at vi kan tage afsted hele familien og så måske se på noget af det "kulturelle" sammen som familie, uden at vi synes vi har betalt for noget, vi ikke får noget ud af!!! Indtil videre har vi brugt det ved Mariager Saltcenter (hvor Anders og jeg brugte det meste af tiden på legepladsen og i cafeteriet) samt ved Cirkusland ved Slagelse (hvor vi i hvert fald ikke skulle se cirkusforestillinger, for der lugtede af elefanter og de andre dyr).


Anders´ børneledsagerkort

Ikke alle steder er nævnt på hjemmesiden, så det er bare at spørge sig for :-)

http://www.handicap.dk/brugerservice/ledsagerkort/borneledsagerkortet



torsdag den 16. august 2012

Skolestart efter ferien

Skolen er startet for Anders. Første dag var igår og jeg havde da lidt sommerfugle i maven over hvordan det skulle gå efter mange ugers sommerferie herhjemme uden morgenstruktur.


Jeg visualiserede og fortalte aftenen før, men havde også "indset" at vi nok ville overskride tidsplanen. Planen var at vi skulle køre kl. 07.30 - halvanden time senere kom vi afsted, så han kom ikke i morgenfritten og kom 20 minutter for sent i skole. Men, (og det er det vigtigste) vi havde en dejlig morgen uden "problemer". Anders fik en dejlig første skoledag og lærerne oplevede ham som en glad dreng med dejlige drillekommentarer. Han fortalte endda lidt om hans sommer og han sad med til bords ved samlingen!!!!! Til slut knækkede filmen lidt for ham, for der var noget med et spil, der drillede. Han havde dog overskud til selv at fortælle om det da han kom hjem og udover det "brokkede" han sig over at han ikke havde været i Fritten om eftermiddagen. Desuden spurgte han ind til, hvornår det var han skulle starte op med taxakørsel til skolen.


Så trods alt har han altså hørt efter de sidste dage med de mange informationer han har fået mht. Fritten og taxa-kørsel, selvom han umiddelbart ikke lader sig mærke med det. Men det er jo igen et typisk kendetegn ved autisme. Børnene skal have tingene at vide mange gange + lige et par ekstra gange :-)


Imorges kom vi afsted allerede kl. 8.00, så det går i den rigtige retning :-)

Skolestart = Fritid

Jeg har glædet mig usigeligt meget til at Anders skulle starte i skolen igen. Ikke at vi ikke har haft det hyggeligt herhjemme hele sommeren, men fordi jeg ved at når han er i gode hænder udenfor huset her, så kan jeg slappe af uden hele tiden at have ½ øre på ham og hele tiden skulle "forberede". Nu kan jeg tage en cykeltur, skrue højt op for musikken, gå ud i urtehaven osv. uden at skulle planlægge i hele og halve timer før. Det er bare så godt :-)

lørdag den 11. august 2012

Børnefødselsdag med masser af leg - eller....?

Vi er lige kommet hjem fra børnefødselsdag og har været afsted i 6½ timer. De første 5 timer tilbragte Anders med at spille på min telefon inde i vores bil - han hyggede sig gevaldigt og havde ikke behov for at komme ud af bilen. Bilen stod parkeret midt på plænen, så han kunne ikke undgå at høre og se de andre børn, der legede rundt omkring ham!!!! Først da nogle af de andre gæster begyndte at køre hjem, "vågnede" han op, gik ud af bilen og legede lystigt med de, der var tilbage.

Det er absolut ikke første gang, vi oplever dette. Anders skal nogle gange bruge ekstrem lang tid på "komme videre" og i nogle situationer ønsker vi ikke at presse på, for det fungerer jo fint at han idag sidder i bilen og vi hygger udenom. Andre gange kan han se fjernsyn i mange timer, før han leger osv. Men hvor kunne det være dejligt, hvis han bare hoppede ud og morede sig med de andre, for når vi skal hjem, er han jo lige kommet igang med at lege og har svært ved at blive afbrudt i det!!!!

Men det er jo blandt andet en af tegnene, der kan være på autisme. Barnet "har nok i sig selv" og har ikke behovet for at være social sammen med andre.

fredag den 10. august 2012

Boganmeldelse: Vejen videre - når dit barn har autisme



"Når du har mødt et menneske med autisme, har du mødt ét menneske med autisme." Sådan starter forfatter-forordet til bogen "Vejen videre - når dit barn har autisme".


http://www.forlaget-pressto.dk/shop/vejen-videre-naar-196p.html

Bogen er skrevet af forfatterne Jeanette og Michael Rothenborg, der selv har en søn med autisme. Det er en skøn bog og et genialt opslagsværk, der er let at finde rundt i og samtidig er det befriende at høre om andre forældre, der står i samme situationer, som en selv.

Der er så meget genkendelighed i denne bog at det er befriende, men faktisk også ret så skræmmende. Befriende, fordi jeg kan læse at jeg ikke er den eneste med "problemer" og skræmmende fordi mange af problemerne er kampen med/mod samfundet. Både mod venner og familie, som (forståeligt nok), kan have svært ved at sætte sig ind i vores "problemer", men så sandelig også mod kommunen, fordi den tit bliver en modspiller i stedet for en medspiller.


Vejen videre - når dit barn har autisme, Jeanette Ringkøbing Rothenborg & Michael Rothenborg, Forlaget Pressto, 2012


Cirkusland - og dejlig søskendeleg

Dinoer i rigtig størrelse og med lyd på!


Igår var vi i Cirkusland i Slagelse (Anders, Rikke og jeg) og så Days of the Dinosaur. Som forberedelse til dagen har det været skrevet på vores månedsplan, vi har haft laminerede udklip hængende på væggen, vi har snakket en del om Cirkusland og Dinosaur-udstillingen og tjekket det ud på deres hjemmeside www.cirkusland.dk

Uhmmmm Candyflos


Ville Anders med - NEJ - det gad han i hvert fald ikke, men det lod jeg mig ikke slå ud af, så da vi skulle afsted, kørte vi lige omkring butikken og "handlede", så han var velforsynet med kakao og deslige!!!! Han brokkede sig lidt igen, da vi ankom, men fulgte da glad med efter at jeg tog et godt greb i hans hånd. Det er forøvrigt noget, vi har god erfaring med - et godt greb i hånden, 120% opmærksomhed på ham og så går vi hen til "xxx". Så fører vi ham igennem alt det ukendte og efter et stykke tid ved han at vi er der for ham og træder til, hvis det er nødvendigt og så kan han godt slippe os lidt.

Når Anders skal prøve noget nyt, er det meget kendetegnende for at han siger "nej, det vil jeg ikke". Derfor skal vi ikke spørge ham, om han vil med til noget. Vi skal derimod sige at nu skal vi til det og det og det skal gentages mange gange. Hvis vi bare lytter efter han nej, kommer han aldrig med nogle steder, men vi mener jo at det er vigtigt for ham at blive udfordret af nye indtryk engang imellem. Det skal også siges at vi ikke slæber ham med til hvad som helst. Vi vurderer hvad vi synes han har brug for af udfordringer samt hvornår han har brug for dem. Han har også brug for at restituere sig indimellem og til det har han brug for mere tid end os andre.

Tilbage til Cirkusland; Første stop var 3D-biografen - det var spændende og fangede straks interessen. Næste stop var cirkusforestillingen - den måtte Rikke se alene, for der lugtede for meget af hest og elefant!!!! Anders syntes ventetiden var lang og da forestillingen var slut, måtte vi en tur ud i bilen for at "pause den" og spille lidt nintendo, før vi kunne fortsætte igen. 3. stop var Dinosaur-udstillingen og der var interessen tilbage igen. Ikke kun for dinosauerne, men også for teknikken bag. "Hvor er højtalerne?, Hvor er lyset? Hvad er der indeni dinoerne? osv...

For nogle år siden gik Anders meget op i dinoer og igår kunne han faktisk henvise til nogle af de bøger, vi læste dengang.

Afslutningsvis brugte vi lidt tid i Tivoliet udenfor. Hvor var det dejligt at se de to søskende hygge sig gevaldigt sammen, bare de to, i diverse forlystelser. Snakken gik og der var høje grin og glade ansigter, mens de afprøvede den ene ting efter den anden og pegede rundt. Så er det lige pludseligt at den megen planlægning for denne dag er det hele værd. Samtidigt gik tankerne tilbage til det autisme-søskendekursus, vi var på sammen med Rikke sidste efterår, hvor vi hørte om søskende, hvor målet for nogle søskende til autister var, at de kunne lege godt sammen bare 2 minutter hver dag!!!! Det er da heller ikke hver dag, at Rikke og Anders leger sammen, men når de så gør det, så får de lov, al den tid der er til det (og så må lillebror bare blive hentet 45 minutter senere i børnehaven end planlagt!!).

Ialt tilbragte vi 5 rimelig gode timer i Cirkusland (inklusiv 1 times pause i bilen).

P.S; Det skal lige nævnes at har man et børneledsagerkort udstedt fra Danske Handicaporganisationer, kan det bruges her :-)  http://www.handicap.dk/brugerservice/ledsagerkort/borneledsagerkortet










tirsdag den 7. august 2012

Dagens ret - Tarteletter med syltetøj.....

Anders spiser ikke særligt varieret. P.t.spiser han Smarties, Toblerone samt drikker Cocio kakaomælk og vand på flaske. Det er jo ikke ernæringsrigtigt, men lige for tiden er jeg glad, bare han får et eller andet indenbords. Får han ikke noget, bliver han stresset, rigid, larmende og umulig at kommunikere med. Derfor får han lov at tage den værste sult med disse ulødige varer, for når hans blodsukker bare er lidt stimuleret, bliver han meget medgørlig og har lyst til at prøve nyt en gang imellem. Nogle dage kommer han faktisk og beder om at få 3-farvede pastaskruer og så koger jeg lystigt en stor portion til ham, der bliver spist direkte af gryden ved køkkenbordet tilsat ketchup og spist med en engangsgaffel. Andre dage spiser han lidt af et stykke stegt kylling eller han vil gerne have en portion havregrød. 

Mange børn (og voksne) med autisme har det svært med mad. Mange har begrænsede madvarer de spiser, nogle bryder sig ikke om bestemte dufte, konsistenser, farver osv. Nogle ønsker ikke at spise i samme rum som resten af familien pga. for megen uro eller fordi de ikke bryder sig om at se andre spise.



Dagens ret idag var tarteletskaller med Rasmus Klump Hindbærsyltetøj. 8 stk. blev spist med stor velbehag!!!


Det vigtigste for mig er dog at informere ham om, hvad vi skal have at spise i god tid. Før jeg begynder på  aftensmaden fortæller jeg ham det, så han er forberedt på, hvad vi skal have. Er jeg heldig kommer han og kigger og vil muligvis smage.....På sigt er det planen er der på vores ugeplan skal skrives op og visualiseres med billeder, hvad vi skal have at spise de næste dage. Så må vi se om den plan kan hjælpe på fødevareindtaget. Det er noget, der kommer til at tage tid og med tid, mener jeg uger, før vi måske evt. kan se en forandring.




Mængderabat - nej tak!!!




Er der forskel på disse to pakker med henholdsvis M&M´s og Kinder Mælke Snitte? Ja - der er forskel på mængden i pakkerne/poserne, men der er stadigvæk det samme indhold i - altså chokolade. For hovedparten af os vil det nok være underordnet, hvis vi havde bedt nogle om at købte M&M´s til os - bare vi fik nogle, men for min søn med autisme, er det en verden til forskel.

Inde i hans hoved ser han et billede af den pose, han fik sidste gang - og det er den, han vil have igen. Det er ikke en større eller mindre pose, men en akkurat magen til. Det du´r altså ikke med en større pose, for den er jo ikke magen til!!! Derfor går det heller ikke at købe fredagsslik i Rema1000 fordi:

Fredagsslik = Noget man køber i SuperBrugsen ifølge Anders!!!!

Mange børn med autisme er meget rigide i deres opfattelser af dette og er meget svære at vænne til noget nyt. Det er nødvendigt at tvinge dem til små forandringer med tiden, men dog ikke for enhver pris.



Så selvom jeg troede jeg havde gjort det så godt den dag, jeg købte en ekstra stor pose M&M´s blev de ikke spist af Anders!!! Og den dag jeg fandt en stor pakke med KinderMælkeSnitte (det var jo noget billigere i længden) blev de heller ikke spist.

Det samme kan gøre sig gældende for vand på flaske, ketchup, yoghurt osv. Det skal være det rigtige mærke og størrelse.


Første dag i Fritten efter sommerferien

Igår var første dag for Anders i Fritten ( SFO´en på ACV i Slagelse) efter ferien. Jeg var noget spændt på om vi kunne komme afsted til tiden, for nu har vi holdt sommerferie uden struktur på morgenerne. Han var blevet varskoet for flere uger siden og der har stået ANDERS SFO på vores månedsskema. Søndag aften lagde han sig til at sove kl. 22.00 (som har været den normale sengetid før ferien). Der gik en time før han sov, men han blev liggende under dynen. Mandag morgen blev han vækket kl. 06.50 og løbende informeret om hvor mange minutter der var, til han skulle have tøj på og vi skulle køre mod Fritten. Som aftalt tager han tøj på, på det aftalte tidspunkt og alt går som smurt. Han havde flere gange spurgt til om han skulle i skole eller om han bare skulle i halv-skole.....Vi kommer afsted til tiden og en glad dreng møder op i Fritten, fortæller og snakker med de voksne og vil gerne spille Play-station.

Da Anders startede op på ACV i februar 2012, fik vi at vide at han ikke kunne komme i SFO, da vi havde taget Frit Skolevalg. Efter utallige klager og granskning i loven, fik vi langt om længe medhold i at Anders selvfølgelig måtte komme i SFO og at vores kommune havde lavet en fejl. Vi skal blot betale den almindelige SFO-takst. Da vi først fik medhold i dette i juni, har Anders kun været i Fritten en enkel dag før sommerferien, hvor han var der alene med en pædagog, mens de andre var på tur.

Men jeg glæder mig så meget til at han får noget mere tid hjemmefra og til at han forhåbentligt får nogle gode kontakter til nogle af de andre børn i Fritten. Idag sad han og spillede med en jævnaldrende dreng fra en anden klasse, da jeg hentede ham, så det tegner jo rigtigt godt :-)