Ofte kan jeg på autisme-facebook-sider læse om forældres frustrationer over at pædagoger/lærere udtaler følgende "Jamen, der er ingen problemer overhovedet, så længe han er her!!!" - underforstået at det altså må være i hjemmet, der er problemer, hvis lille Jens har udadreagerende adfærd, når han kommer hjem fra institution eller skole.
Jeg tænker tit på, om de nogensinde lærer det - altså at lade være med at negligere forældrenes bekymringer og sorger. Jeg har et lillebitte ønske - Mon bare en lille bitte del af de penge, som folkeskolen idag har fået af Mærsk, kan gå til øget viden om hvordan børn, der skal inkluderes i den danske folkeskole, måske reagerer, når de har et skjult handicap som autisme? I så fald vil pædagogerne/lærerne forhåbentligt lære om pressede/stressede børn, at så længe børnene er i trygge rammer, så tør de reagere. Det er lige netop det, de gør hjemme hos deres forældre - de reagerer ved at bryde sammen, ved at skrige, ved at kaste med hvad der nu lige er at kaste med, ved at lukke sig inde, ved at nægte at være med til noget som helst i hjemmet.
Og det er IKKE forældrenes skyld. Det er ikke mangel på respekt eller mangel på opdragelse. Det er simpelthen fordi barnets glas er fyldt helt op til randen - alt overskuddet er brugt i skolen - måske pga. lyset, larmen, mange informationer på en gang, ustrukturerede frikvarterer, gruppearbejde, manglende visualisering af dagen og sådan kan jeg blive ved. De krav som "almindelige" skolebørn sagtens kan honorere, er det ikke sikkert at barnet med autisme kan honorere.....
Min søn går på en specialskole. En skole, hvor de ansatte er fuldt ud klar over, hvilket pres det kan være for vi forældre at have et barn med et skjult handicap. Allerede ved første hjemmebesøg, før han skulle starte i skolen, kunne vi tydeligt mærke at her var tale om personer, der vidste meget - ikke kun om autisme, men som også vidste, forstod og kunne rumme, hvordan vi forældre havde det. De kunne også fortælle os, at det meget vel ville være at Anders reagerede voldsomt, når han kom hjem fra skole på grund af de mange forandringer i hans hverdag, nye krav, nye voksne osv. Men de har været ærlige omkring det og vi har ALDRIG haft den opfattelse at det kunne være manglende forældre-ansvarlighed eller manglende opdragelse, der lå til grund for hans frustrationer og affekt-udbrud.
Det er nu meget længe siden, at Anders er kommet hjem og har været sur. Idag da han kom hjem med taxaen (og han kommer først hjem kl. 16.25) smed han tasken i entreen og skyndte sig ud i haven for at lege dåseskjul med storesøster og hendes veninder. Det viser med al tydelighed, at han er i den helt rette skole, med de helt rette voksne med den helt rette tilgang til ham, for han stråler langt væk af overskud.
Bare alle andre forældre til børn med autisme også kunne have sådanne mange dage.......
Åh jeg bliver helt misundelig, når jeg læser dette! Ville ønske det var mig og min familie, der var nået så langt!
SvarSletSådan ser vores verden slet slet ikke ud!
Flot kæmpet! Dejligt indlæg :-)
skøn fortælling har helt kuldegysning. han går på den rette skole.
SvarSletmen han er også enormt heldig at komme fra et ressource starkt hjem hvor der er rumlighed.
fantatisk god ide med denne side.
Jeg klapper i mine små hænder. Og er helt enig.
SvarSletDe professionelle må ikke negligere, hvor hårdt et pres det er for forældre at have et "anderledes" (og fantastisk) barn.
Vi kunne også mærke stor forskel på at være forældre på en alm. folkeskole og på specialskolen ;)
Hvem skal man råbe op?? Min lille pige på 5,5 år (6 til februar) har endnu ingen diagnose da hun da intet fejler ifølge sin far, han og børnehaven oplever intet forandret i hendes adfærd, udover en smule sensitiv ved ændringer der sker udenfor børnehaven..
SvarSletHos mig og min nuværende kæreste har hun det seneste år ændret markant adfærd; hun slår, niver, bider og 'undskylder' med at det er i leg.. hun reagere meget følelsesmæssigt ved irettesættelse og har indenfor den seneste tid søgt tilflugt under dynen med grædende stemme udtrykt at ingen kan li hende.. men ingen lytter.. jeg er for blød, jeg sætter ingen grænser, hun er for forkælet, hun snor mig om sin lillefinger osv. får jeg bare at vide.. og når hverken far eller børnehaven oplever visse udbrud/reaktioner, jamen så er det MIG som overføre mine følelser til hende; sagt af en børnesagkyndig ved statsforvaltningen i januar r måned i år