torsdag den 30. januar 2014

Virkelighedens verden

Følgende lille indlæg på en facebook-side behøver vist ikke andre kommentarer end "Tak for din beskrivelse!"


Jeg er 40, og jeg har aspergers. 

Jeg kan ikke engang begynde at sætte ord på, hvordan man får det, når man er udtrættet. Man KAN ikke mere. Forestil jer at man har løbet et marathon, og så er der en, der beder dig om at gå en tur i Bilka at handle. Eller du har været vågen en hel nat, og skal du alligevel passe dit arbejde om morgenen. Det er noget i den stil, man får det. Tvinges jeg til at yde mere, end jeg kan. Kan min reaktion være vrede, men indeni græder jeg i afmagt. Jeg opfører mig 'underligt', fordi jeg ikke har overskud til at opføre mig 'ordenligt' i en sådan situation. Mødes jeg med vrede bliver jeg flov og endnu mere ked af det, for jeg ved jo godt, at jeg ikke lever op til det der ønskes. Jeg får lyst til at trække mig fra det hele. Lukke mig inde med mig selv. 

Mødes jeg med forståelse vokser mit overskud hurtigere igen, fordi jeg ved, at det er ufarligt for, at vise at nu kan jeg ikke mere. 

I ekstreme tilfælde med overstimulering. Ryster jeg over hele kroppen, og det sortner for mine øjne. Jeg føler, at jeg mister mit syn og lydene lyder mærkeligt. Jeg får lyst til at skrige, bande, råbe og være gal, men jeg er voksen, så jeg kan styre mig udadtil men indeni er alt kaos. 

Jeg ved, det kan være svært at være i overskud og hele tiden rumme børnene. Jeg ved det, for jeg har selv 4 hvoraf 2 er autister, men når I undrer jer over deres reaktioner, så læs det jeg har skrevet en gang til 




onsdag den 29. januar 2014

Lad os bare få mere snevejr

En ting jeg har savnet denne vinter er FROST + SNE. Nu er det her endelig og efter et par opfordringer kom Anders idag udenfor iført vinterstøvler og flyverdragt. Sammen med storesøster drønede han rundt nede på gadekæret over en time, mens sneen faldt i hans lange lokker. Når jeg åbnede døren kunne jeg høre deres glade grin (...og med vilje ventede jeg med at sige at aftensmaden var klar, til de var klar til at komme indenfor igen.)

Hvad er bedre end sne i hovedet?

Aaahhhh - det køler dejligt!

onsdag den 22. januar 2014

"Snoozer" du?

Da jeg var teenager var det Frank Arnesen, der var mit store idol. Så blev det 2xBruce - henholdsvis Springsteen og Willis. De sidste par år har det været Bo Hejlskov, der har haft min store bevågenhed.

Selv om jeg har læst alt, jeg kunne opdrive af ham op til flere gange, så var det udfra devisen "Vise ord kan jeg aldrig høre for tit" at jeg tilmeldte mig til hans foredrag om "Problemskabende adfærd" hos Center for Autisme.

Som altid er det enormt lærerigt og inspirerende at høre Bo Hejlskov fortælle. Især følgende tænkte jeg meget over i bilen hjem og det skal helt sikkert afprøves. Bo Hejlskov spurgte os nemlig, om vi kendte snooze-metoden. Vækkeuret ringer om morgenen - vi bruger snooze-knappen 1, 2 og måske flere gange, før vi er helt vågne og står op. Det kan jeg nikke genkendende til!!!! Ved at bruge snooze-knappen sikrer vi genkendeligheden  i morgenvækningen. Vi stoler på at vækkeuret ringer på samme måde HVER gang og med nøjagtig samme interval....og langsomt forbereder vi os på at stå op.

Hvordan vækker du så dit barn med autisme? Er det på nøjagtig samme måde hver morgen, med nøjagtig den samme sætning og med det nøjagtige samme tidsinterval og varsling af, hvad klokken er?

Hmmmmmmm - der må jeg jo lige komme til kort, for det er der sådan set ikke så meget struktur i her i huset. Det kan være mange forskellig ting, jeg fortæller Anders, mens jeg mere eller mindre ihærdigt prøver at vække ham. Efterhånden som tiden går, stiger intensiteten i og højden af mit tonefald. Nogle gange ender det endda med: NU SKAL DU STÅ OP - ANDERS!!!! Det er de morgener, hvor jeg kan bide tungen af mig selv 1000 gange efter at jeg har sagt ordene. Anders står op, men jeg kan tydeligt se i hans øjne og på hans kropsholdning at han er max presset!!!

Fra i morgen vil jeg prøve med snooze-metoden: "Godmorgen Anders - kl. er 6.30, taxaen kommer kl. 7.30". 




lørdag den 4. januar 2014

Ny E-bog: Mig og dig af Dorthe Ørsig

Jeg har netop downloaded denne e-bog "Mig og dig" af Dorthe Ørsig. Jeg glæder mig til at dykke ned i den og læse om hendes gode råd om at have et barn med en autisme- og ADHD-diagnose. Dorthe Ørsig har før skrevet bøgerne "Mor - Husk mig" og "Mor - Hjælp mig". De kan virkelig anbefales, da de er letlæselige og fulde af konkrete råd og tiltag - både til barnet med diagnose og til søskende.




torsdag den 2. januar 2014

Slut, prut, finale....

Juleferien er slut for Anders. Jeg må ærlig indrømme at jeg var noget nervøs for at få ham op her til morgen, for sengetiderne har været rykket gevaldigt de sidste 14 dage.....Men igår snakkede vi mange gange om, at nu var det sidste feriedag. Torsdag skulle skolen starte og vi skulle prøve at passe vores sengetider. Da jeg lagde mig 23.30 sov han ikke......

Imorges valgte jeg at bære ham - sovende - ind foran fjernsynet i stuen og så fik han lov at ligge og sumpe lidt der, før han fik tøj på og blev tilbudt morgenmad. Da taxaen kom, fik han uden problemer sko og jakke på og kom ud i den.

Da taxaen var kørt ud af indkørslen kunne jeg trække vejret dybt - skøn start på det nye år.

onsdag den 1. januar 2014

Tænker du Underskud eller Styrke?

Måske et brugbart Nytårsfortsæt? Prøv at tænke på dit barns styrker i stedet for at tænke på hvad dit barn ikke lige kan. Fokus på styrker og tryghed "smitter" nemlig på den positive måde.



Underskuds-modellen eller Styrke-modellen?
Oversat af Autisme-Mor fra Facebook-siden Autism Discussion Page

Forældre, skoler og fagfolk fokuserer ofte på Underskuds-modellen, når vi taler om autisme. De er ofte fokuserede på at ”behandle” barnets underskud. De fleste diagnose kriterier for autisme er en liste over underskud eller ”symptomer”, som ofte kan virke negative. Desværre for barnet prøver vi ofte at ændre dem til en model, der ikke altid lige passer til deres natur. Den feedback vi giver dem går ud på hvad de IKKE kan og betyder at børnene bliver ængstelige, usikre og utilstrækkelige. I stedet for at fokusere på hvad barnet ”er” og hjælper ham til at udvikle sine styrker, så sætter vi fokus på, hvad han ikke kan og hvad vi ville ønske han kunne. Vi håber at ved at ændre deres adfærd eller ved at forme dem til at handle udfra et skrevet manuskript, så kan vi ”helbrede” autismen.

Hvert barn har en række styrker og svagheder og ofte en samling af interesser og talenter. Alle børn har naturlige styrker, der hvis de støttes, vil vokse med barnet. Vi bruger så meget tid på at tvinge børnene til at passe til en bestemt profil og derved ignorerer vi ofte barnets muligheder. Hvis vi fokuserer mindre på svagheder og mere på at udvikle, så vil vi hjælpe børnene til at styrke deres selvtillid og selvværd. Vi anderkender og værdsætter deres ”unikke jeg” og hjælper dem til at vokse og blomstre.

Alle børn har et ønske om at føle sig ”sikker, accepteret og kompetent”. Alle menneskers ligeværd er motiveret af beherskelse, succes og begivenheder, der udvikler vores styrker og interesser. Når børn føler sig værdsat for hvad de er og ikke for, hvad vi vil have dem til at være, så udvikler de sig og vokser. Men når vi fokuserer på børnenes svagheder og prøver at tilpasse dem til noget de ikke passer ind i, så bliver de i stedet for usikre, inkompetente og tilbagetrukne. Intet menneske kan udvikle sig under sådanne forhold.

Uanset diagnose eller etiketter, så skal vi støtte barnet til at føle sig sikker, accepteret og kompetent. Det betyder at vi skal identificere barnets styrker, ønsker og svagheder. Ud fra dette kan vi hjælpe barnet til at føle sig trygge og kompetente ved at mindske deres stress, kompensere for sårbarheder og udvikle deres styrker. Ved at tilpasse vores støtte til vores barns profil, så vil vi også respektere og værdsætte barnets jeg-følelse og selvværd. For ethvert barn, uanset profil eller etiket, så vil vi hjælpe barnet til at føle sig sikker, accepteret og kompetent, hvis vi finder deres naturlige styrker, sårbarheder og interesser. Når de føler sig sikre, accepterede og kompetente, så udvikler de sig og vokser med et stærkt selvværd.

Når vi skal hjælpe barnet til udvikling, er det vigtigt at fokusere på 3 ting:


1) Hvad hjælper barnet til at føle sig tryg og sikker? Hvilke sensoriske, kognitive og sociale stress-faktorer overbelaster barnet? Hvordan kan vi ændre og tilpasse omgivelserne og betingelserne for at minimere stress og samtidig respektere barnets svagheder? Det giver barnet en mulighed for at føle sig tryg nok til at ”turde” og derved udvikle sig

2) Hvad hjælper barnet til at føle sig accepteret og værdsat? Støtter folk barnets deltagelse på måder, der hjælper ham til at føle sig anderkendt og værdsat? Er forældre og personale samarbejdspartnere eller forsøger de at ændre barnet? Hvordan er sproget mht. stemmeføring, lyd, intensitet mv.?

3) Hvad hjælper mit barn til at føle sig kompetent? Hvad er mit barns styrker og interesser og hvordan kan vi bygge videre på dem? Vær opmærksom på hvilken læringsstil og undervisning, der er godt for barnet. Giv den nødvendige støtte for at opnå succes. Lær barnet at føle sig kompetent ved at følge dine sikre instrukser. Ved at bygge på barnets stærke sider/interesser, via guided deltagelse, så lærer alle børn.


Disse 3 principper er grundlæggende for alle mennesker – diagnose eller ej! Så når du kigger på nye muligheder for dit barn, så spørg dig selv om følgende: Hjælper dette til at få mit barn til at føle sig sikker, accepteret og kompetent? Hvis ikke det gør det - så drop det! Hvis det virker, så vil barnet lære, vokse og udvikle sig.