onsdag den 5. februar 2014

Skiferie

Skiferie - kan man det, når man har et barn med autisme? Ja - vi gør det i hvert fald!!!

Vi er afsted hele familien. Dvs. med farbror, tante, faster, onkel, fætre og kusiner og nogle venner/bekendte. I år er vi 13 voksne + 15 børn. Hver familie har sin egen lille lejlighed, hvor vi lukker døren, hvis vi vil "passe os selv". Hvis døren er åben, må man gerne komme indenfor. Desuden er lejligheden delt op i 2 enheder. Dvs. der er en dobbeltdør mellem det ene værelse m/TV + toilet og resten af lejligheden - så her har Anders muligheden for at trække sig fuldstændigt tilbage for sig selv, hvis det er det han har brug for. Et lille ekstra plus ved at bo her er, at der er badeland nede i kælderetagen med boblebade og udendørs opvarmet pool - det er også med til at skabe en afslappende atmosfære.

Det første jeg købte ind til ferien, var et lille (stort) lager af Heinz tomatsuppe + små pastahorn. Det er det, som Anders overvejende spiser lige for tiden. Desuden har vi et kæmpelager med af chokoladekiks og Marabou chokolade.

Jeg købte i sidste uge et nyt skisæt til Anders.........måske lige en anelse for optimistisk af mig, men hans flyverdragt har ikke lynlås i benene og der er ikke lomme til liftkortet i ærmet!!! Sættet er endnu ikke taget i brug, for som han siger "Jeg har jo ikke været med ude og købe det!!!" Så han kører på ski i hans gamle flyverdragt, men uden ski-undertøj og fleece-trøje - "for det bliver alt for varmt mor". I år har han dog valgt godt at ville bruge 2 par rigtige ski-sokker. Han er begyndt at snakke om, at det godt kan være, at han vil bruge det nye skisæt, for så kan han køre på ski i lidt længere tid af gangen - nu må vi se, hvad det ender med.

Idag har vi en rigtig slapperdag. Anders så Minecraft-youtube-videoer til kl. 03 inat (ifølge ham selv), så han sov til kl. 12 idag. Lysten til ski er der ikke, så vi tager en stille-dag herhjemme, mens resten er ude i sneen. Han mener dog godt at han kan tage med ud på kælketur i aften. Det gør bestemt ikke noget for mig, at jeg ikke er med på ski - det er nemlig ikke lige mig, så jeg serviserer familien med nybagte boller osv.

Til gengæld nyder storesøster ferien. Hun elsker ski og står alt hvad hun overhovedet kan fra morgen til aften. Når vi er så mange afsted, er der altid nogle hun kan køre med.Så selvom Anders ikke vil med ud, eller far har fuld fokus på ham eller lillebror ikke lige er klar, så smutter hun bare afsted med mobilen i lommen.

Første dag på ski 2014

Nu har vi været afsted i mange år på skiferie efterhånden. Destinationen er hvert år Trysil og det er vel også derfor, at vi sagtens kan have Anders med. Han kender de forskellige skilifte og bakker, så på den måde er det ikke noget nyt for ham.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar