torsdag den 16. oktober 2014

Det er stort at sætte ord på hvad der er svært

Jeg bliver bare så glad, når Anders kan sætte ord på hans oplevelser :-)

Den anden aften var det den obligatoriske badedag. Jeg havde fyldt badekarret EFTER den obligatoriske aftørring og tjek for edderkopper og andet kryb. Anders var blevet informeret om at det var tirsdag og badedag og at jeg gik ud for at lave badet klar. Der var heller ingen problemer med at han kom derud. Han tog tøjet af og satte sig op i badekarret. Han tager det obligatoriske tjek rundt omkring sig og desværre viser det sig, at der sidder en lille myg på væggen. OP springer Anders og ryster. Jeg skynder mig at fjerne myggen og fortæller samtidigt at jeg godt ved og kan forstå, at han ikke kan lide myg og andet kryb. Helt ufatteligt får jeg ham overtalt til at gå op i badekarret igen selvom han stadig ryster. Han tjekker igen og opdager en lille flue på loftet. DET var dråben for ham. Vi bliver hurtigt enige om at det var bad nok for ham og han kommer op og bliver tørret.

Da han er kommet i tøjet igen, kommer han hen til mig og undskylder for at han ikke kunne bade længere. "Mor - jeg begynder altså bare at ryste, når jeg ser et insekt herude på badeværelset, når jeg er i bad". Jeg forsikrer ham om at det er helt ok og vi laver en aftale om, at vi prøver igen aftenen efter (og det bad gik helt fint).