Viser opslag med etiketten Gentagelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gentagelser. Vis alle opslag

torsdag den 16. oktober 2014

Det er stort at sætte ord på hvad der er svært

Jeg bliver bare så glad, når Anders kan sætte ord på hans oplevelser :-)

Den anden aften var det den obligatoriske badedag. Jeg havde fyldt badekarret EFTER den obligatoriske aftørring og tjek for edderkopper og andet kryb. Anders var blevet informeret om at det var tirsdag og badedag og at jeg gik ud for at lave badet klar. Der var heller ingen problemer med at han kom derud. Han tog tøjet af og satte sig op i badekarret. Han tager det obligatoriske tjek rundt omkring sig og desværre viser det sig, at der sidder en lille myg på væggen. OP springer Anders og ryster. Jeg skynder mig at fjerne myggen og fortæller samtidigt at jeg godt ved og kan forstå, at han ikke kan lide myg og andet kryb. Helt ufatteligt får jeg ham overtalt til at gå op i badekarret igen selvom han stadig ryster. Han tjekker igen og opdager en lille flue på loftet. DET var dråben for ham. Vi bliver hurtigt enige om at det var bad nok for ham og han kommer op og bliver tørret.

Da han er kommet i tøjet igen, kommer han hen til mig og undskylder for at han ikke kunne bade længere. "Mor - jeg begynder altså bare at ryste, når jeg ser et insekt herude på badeværelset, når jeg er i bad". Jeg forsikrer ham om at det er helt ok og vi laver en aftale om, at vi prøver igen aftenen efter (og det bad gik helt fint).

lørdag den 1. september 2012

Overnatning for første gang.....

Første weekend i aflastningen for Anders på ACV i Slagelse. Han har været på besøg før, men har aldrig overnattet der. Idag skulle det stå sin prøve!

De sidste dage har vi snakket meget om aflastning og overnatning. Anders ville ikke sove der, men jeg har hver gang stille og roligt sagt "Jo Anders, du skal sove der fra lørdag til søndag". Da gentagelser er alfa og omega for ham, har jeg krydset fingre (og hvad der ellers kan krydses) for at det ville lykkes...........

Da jeg igen i morges sagde at nu var der to timer til han skulle køres i aflastningen gentog han, at han ikke skulle sove der. "Jo" sagde jeg igen - "i nat skal du sove der". "Jeg skal først have noget mad". "Selvfølgelig" sagde jeg, "Vi kører forbi SuperBrugsen og handler på vejen". "Du kører ikke videre før jeg har spist". "Nej, nej - jeg skal nok vente med at køre, til du har spist."

Efter den dialog tog han tøj på og så var vi klar.

Lige før ankomsten til aflastningen spurgte han, om han havde fået hans egen dyne med....... "....og Mor - imorgen når jeg kommer hjem, skal vi spille Matador!!!"  Så var jeg klar over, at den var "hjemme."  :-) ................

Glad gik han med ind og til min store glæde blev Anders præsenteret for en nyindkøbt  PS3 samt et dertilhørende Skylander-spil. Anders sang, fortalte og hoppede glad rundt, mens spillet blev åbnet og sat igang. Efter at Anders og pædagogen havde spillet lidt sammen og vi havde hilst på nogle af de andre spilleglade drenge i huset, sagde jeg farvel til Anders. Han vinkede smilende til mig efter at have farvel-krammet mig lidt flere gange end han plejer.....

Herhjemme har jeg nydt en meget stille og rolig dag, da farmand og de to andre er taget til Knuthenborg på far-barn-weekend med nogle andre gutter og deres børn.