"Snoozer" du?

Da jeg var teenager var det Frank Arnesen, der var mit store idol. Så blev det 2xBruce - henholdsvis Springsteen og Willis. De sidste par år har det været Bo Hejlskov, der har haft min store bevågenhed.

Selv om jeg har læst alt, jeg kunne opdrive af ham op til flere gange, så var det udfra devisen "Vise ord kan jeg aldrig høre for tit" at jeg tilmeldte mig til hans foredrag om "Problemskabende adfærd" hos Center for Autisme.

Som altid er det enormt lærerigt og inspirerende at høre Bo Hejlskov fortælle. Især følgende tænkte jeg meget over i bilen hjem og det skal helt sikkert afprøves. Bo Hejlskov spurgte os nemlig, om vi kendte snooze-metoden. Vækkeuret ringer om morgenen - vi bruger snooze-knappen 1, 2 og måske flere gange, før vi er helt vågne og står op. Det kan jeg nikke genkendende til!!!! Ved at bruge snooze-knappen sikrer vi genkendeligheden  i morgenvækningen. Vi stoler på at vækkeuret ringer på samme måde HVER gang og med nøjagtig samme interval....og langsomt forbereder vi os på at stå op.

Hvordan vækker du så dit barn med autisme? Er det på nøjagtig samme måde hver morgen, med nøjagtig den samme sætning og med det nøjagtige samme tidsinterval og varsling af, hvad klokken er?

Hmmmmmmm - der må jeg jo lige komme til kort, for det er der sådan set ikke så meget struktur i her i huset. Det kan være mange forskellig ting, jeg fortæller Anders, mens jeg mere eller mindre ihærdigt prøver at vække ham. Efterhånden som tiden går, stiger intensiteten i og højden af mit tonefald. Nogle gange ender det endda med: NU SKAL DU STÅ OP - ANDERS!!!! Det er de morgener, hvor jeg kan bide tungen af mig selv 1000 gange efter at jeg har sagt ordene. Anders står op, men jeg kan tydeligt se i hans øjne og på hans kropsholdning at han er max presset!!!

Fra i morgen vil jeg prøve med snooze-metoden: "Godmorgen Anders - kl. er 6.30, taxaen kommer kl. 7.30". 

Det er vigtigt at anderkende

Når jeg vækker Anders om morgenen, har han en helt fast rutine.

• Han strækker sig i sengen
• Han sætter sig op og kigger på clock-radioen
• Går på toilettet
• Tager vand i ansigtet (det er noget rimeligt nyt)
• Sætter sig ind i stuen i sofaen på hans dyne, som jeg i mellemtiden har lagt derind
• Ser lidt fjernsyn
• Spiser morgenmad (alene i stuen i fred og ro)
• Tager tøj på

Vi bruger ikke længere piktogrammer om morgenen - det gjorde vi i starten, hvor det var rigtigt svært for ham at komme op og i skole.

Lige for tiden kan han godt lide, at tøjet lige har været en tur rundt om tørretumbleren - så er det ikke så koldt at få på. Jeg varmer det med glæde, for når tøjet er lunt, tager han det selv på om morgenen.....

I morges, da han tog sin trøje på, ramte hans trøjeærme så uheldigvis resterne af hans morgenmad. Det var ikke godt, for trøjen blev smidt gennem stuen samtidig med et højt "EEEJJJJ ALTSÅÅÅÅÅ". 

Hvad gør jeg så?

• Jeg kan samle trøjen op og fortælle ham at der ikke er kommet noget på ærmet alligevel
• Jeg kan insistere på at det er den trøje han skal have på
• Jeg kan sige at det da er ligemeget - der er jo ikke sket noget
• Jeg kan sige at det er noget pjat og han bare skal se at få tøjet på og blive færdig.

Min erfaring siger mig, at ingen af disse reaktioner vil gøre noget positivt for Anders

Den rutinerede Autisme-Mor skynder sig derfor at sige følgende "Øv -det var da godt nok uheldigt - jeg finder lige en ny trøje og varmer til dig".

Hvis der nu er nogen her, der læser med, der IKKE har børn med autisme, så sidder I nok og tænker "-Curling-Mor - du må sgu se at sætte nogle grænser - hvad er det for noget at hyle op over en trøje, han tror er blevet beskidt, men som ikke er det...kom nu ind i kampen.

Men jeg har jo netop reageret sådan før i tiden........og det har jo aldrig virket. Til gengæld har jeg haft en søn, der er blevet frustreret, ked af det og nogle gange er blevet så presset, at han er tændt helt af, har løbet sin vej eller har trukket sig ind i sig selv. Det kommer jeg jo ligesom ikke videre med, så derfor har jeg sadlet om. Jeg har kigget på, hvad det er, der kan hjælpe min søn om morgenen. Og det kan virkelig hjælpe ham at jeg anderkender hans ulyst til at få en "beskidt" trøje på. 

Der kan derfor også ske det, at han når at stoppe mig i mit forehavende. Det vil sige, at når jeg har sagt, at jeg lige finder en ny ren trøje til ham (som den naturligste ting i verden, selvom jeg inden i mig selv bander og tager nogle meget dybe indåndinger), så siger han "Mor - det gør ikke noget - jeg kan godt tage trøjen på alligevel". Han VED, at jeg ved, at det er svært for ham. Det hjælper ham videre til, at han alligevel godt kan overskue den "beskidte" trøje.

Så det er vigtigt at finde de små ting, der kan hjælpe dit barn til at komme videre. Nogle gange, midt i situationerne, har jeg da også lyst til at råbe og skrige og sige at NU kan det være nok!!! Det kommer der bare ikke noget positivt ud af i længden - det kan godt ske, at du er så heldig, at det virker her og nu engang imellem, men på den lange bane batter det ikke rigtigt noget.  Derfor: Kig på dit barn og anderkend hvad det er dit barn synes er svært, så er første lille skridt i den rigtige retning taget.