Viser opslag med etiketten Aktindsigt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aktindsigt. Vis alle opslag

fredag den 18. oktober 2013

Aktindsigt - det er der ingen ben i.....eller?


Posten kom idag forbi med en anbefalet pakke. Den 13. september bad vi skriftligt kommunen om aktindsigt, og fik også svar tilbage, at hvis vores henvendelse drejede sig om noget der skulle besvares, ville vi høre nærmere indenfor 10 dage.

Den 10. oktober havde vi stadig ikke hørt noget, og vi returnerede derfor den standard-mail, vi havde fået fra d. 13. september og skrev, at vi endnu ikke havde hørt noget angående vores anmodning om aktindsigt. Igen fik vi den samme standardskrivelse tilbage om, at hvis henvendelse drejede sig om noget, der skulle besvares, ville vi høre nærmere indenfor 10 dage.

Men denne gang skete der alligevel noget. Den 17. oktober fik vi en mail om at papirerne var sendt afsted til os, og de kom således med posten idag.

Vedlagt var også en udførlig beskrivelse af, at der ikke var undlagt aktstykker (det havde jeg bedt om få at vide) og at socialrådgiveren var blevet opmærksom på at både Undervisning samt Visitations- og Hjælpemiddelenheden ikke havde fået besked om, at vi havde bedt om aktindsigt i alle forvaltninger. Hun havde derfor videresendt vores anmodning til de respektive forvaltninger og ligeledes påført hvilke sagsnumre, det drejer sig om.

Jeg har så fået lidt læsestof til de næste par timer.....det overrasker mig faktisk, at der er SÅ mange papirer i "sagen". Godt nok har vi ikke bedt om aktindsigt siden februar 2012, for det var der Anders startede på specialskolen, og siden synes vi ikke, vi har haft de store "kampe" med kommunen.

Grunden til at vi gerne vil have akt-indsigt nu, er at på mandag skal vi have det årlige opfølgningsmøde på skolen, hvor vores sagsbehandler også deltager - og så er det meget godt at være vel forberedt....

I grunden undrer det mig, at det skal være så "besværligt" at få aktindsigt? Vi har denne gang bedt om det af 2 omgange, og den er endda ikke sendt til alle forvaltninger i kommunen. Det er jo lige præcis derfor at jeg sendte anmodningen til kommunens indbakke. Meningen med aktindsigten er jo netop at vi forældre kan læse hvad der er skrevet i vores søns akter, men når vi får tilsendt papirerne, kan vi jo ikke engang være helt sikre på, at vi faktisk har fået alle sagsakter alligevel. DET, synes jeg, er yderst problematisk og alarmerende og jeg kan ikke heeeeelt sige mig fri for at tænke om jeg vitterligt har fået samtlige sagsakter, de foregående gange jeg har bedt om det!!!!!!!!

Hvis du vil se hvad der kan være godt at skrive, hvis du skal bede om aktindsigt, kan du læse mere om det her.


fredag den 13. september 2013

Lidt om aktindsigt - og hvad det kan bruges til...

Ordet "Aktindsigt" er du måske stødt på op til flere gange. På mange autisme-sider kan der f.eks. stå, at du altid kan søge om aktindsigt. Men hvad er aktindsigten så for en størrelse? Lad mig prøve at forklare nærmere:
Ved at søge om aktindsigt, får du ret til at se alle dokumenter i din (eller dit barns) "sag".
Alle har ret til at søge om aktindsigt, der er hverken krav om alder, statsborgerskab eller lignende. Der er heller ingen krav om begrundelse for ønsket om aktindsigt, ligesom du ikke selv behøver at være involveret i sagen. Som part vil du dog ofte få tildelt flere oplysninger.
Få at få tildelt aktindsigt, skal du blot henvende dig til den rette myndighed, hvorefter du, så hurtigt som muligt, har ret til at få aktindsigt. Hvis der går over 10 dage, har myndighederne pligt til at underrette dig om, hvad forsinkelsen skyldes.
Får du afslag på aktindsigt, har du krav på, at få en begrundelse for afslaget, samt en klagevejledning.

Hvis du ønsker at klage over afslaget eller omfanget af aktindsigten, skal du klage til den myndighed, der er overordnet den myndighed, der har givet afslaget. Hvis man ønsker at klage over en styrelse, vil det fx være det overordnede ministerium, man skal klage til.

I Forvaltningsloven kapitel 4 kan du læse nærmere om aktindsigt - ligeledes i kapitel 2 i
Lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven).

Hvad skal du så bruge aktindsigten til? Du får et fuldt overblik over hvilket materiale, kommunen har til rådighed i din "sag". Ved at gennemlæse sagens akter, kan du sikre dig, at det er de rigtige og alle oplysninger, der ligger til grund for eventuelle vurderinger.

Hvad skriver man så, når man søger om aktindsigt? Jeg har nu prøvet et par gange og er kommet frem til følgende "model":

Jeg søger aktindsigt og løbende aktindsigt fremover og i alle sager, som vedrører xxx på cpr.nummer xxx. 
Jeg anmoder om at blive gjort bekendt med alle aktstykker, herunder blandt andet eventuelle notater, møde-referater og aktens journalliste, samt skriftlig oplysning om, hvorvidt alle aktstykker i sagen vil blive stillet til min rådighed. Med hensyn til notater henviser jeg til lovens krav om notatpligt, jvf. blandt andet § 6 i Lov om offentlighed i forvaltningen. 
Jeg beder om at oplyse, i hvilke forvaltninger sagen har været behandlet til dato, samt hvilke sagsnumre den har i disse forvaltnings-afsnit. Jeg henleder opmærksomheden på forvaltningsmyndighedens vejledningspligt, jvf. § 7 i Forvaltningsloven.
Såfremt der efter jeres opfattelse er lovhjemmel til at undtage aktstykker i denne sag fra aktindsigt, beder jeg om følgende: 
1) En angivelse påført journal-listen ved de aktstykker, som med lovhjemmel er undtaget aktindsigt.
2) Ekstrakter af de aktstykker, som med lovhjemmel er undtaget aktindsigt, jvt. blandt andet § 10 og §§ 12-15 i Forvaltningsloven.
3) En redegørelse og herunder en begrundelse for, hvorfor jeg med lovhjemmel efter jeres opfattelse ikke er berettiget til at modtage eventuelle aktstykker, jvf. blandt andet §22 i Forvaltningsloven.

Med venlig hilsen
xxx

Men det er endnu ikke lykkes mig at få løbende aktindsigt....(jeg har endda fået på skrift, at det overhovedet ikke er muligt pga. arbejdsbyrden!!!!). Det er så en af de kampe, jeg ikke gider bruge tid på. Kommunen får bare tilsendt skrivelsen en gang imellem, så jeg får, hvad der er kommet i sagen siden sidst.