Viser opslag med etiketten Slå-katten-af-tønden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Slå-katten-af-tønden. Vis alle opslag

søndag den 2. marts 2014

Fastelavn - i en kendt og en mindre kendt version

Det har været den helt store Fastelavns-weekend rundt omkring i landet.

I fredags var der Fastelavns-fest på Anders´  skole. Allerede dagen før og samme morgen mente han ikke at han  skulle i skole - netop pga. Fastelavnsfesten. Afsted kom han dog, men som I kan se på billedet, har han ikke været aktiv hele tiden, men har alligevel fulgt nysgerig med. Han var dog med lidt af tiden udenfor, men ifølge ham selv har det været en "dum" dag.



Lørdag eftermiddag var der så Fastelavn i vores lokale forsamlingshus. Der ville han mægtig gerne med til at slå Katten-af-tønden (han syntes, vi skulle fange en af farfar´s katte og putte i - så ville det da blive endnu sjovere!!!)


Om aftenen var der fest i forsamlingshuset. Da far og Anders gik hjem ved 23-tiden sagde Anders, at det havde været en rigtig dejlig dag - "Og jeg skal bare fortælle så meget i skolen på mandag, at jeg har slået katten af tønden og har været til fest i forsamlingshuset med rigtig dejlig rock-musik".

Jeg tænker at forskellen på hans indstilling til de to Fastelavns-begivenheder er at Fastelavnsfesten herhjemme er noget han kender til. Vi bor lige overfor Forsamlingshuset, og jeg har i flere år været med i bestyrelsen og har derfor haft ham med derovre til adskillige arrangementer gennem hele hans snart 10-årige liv. Det er hjemligt, det er trygt, vi kender stedet og lokalerne (og vi kan ret så hurtigt smutte over vejen og komme hjem). Skolen har han derimod kun gået på i 2 år, og der har han kun været med til Fastelavn en gang før, så for ham er det jo noget ganske nyt til trods for forberedelsen.
 







lørdag den 22. februar 2014

Guide til Fastelavn



I næste weekend er det Fastelavn.

Masser af børn bliver klædt ud som helte, prinsesser, cowboys og indianere. Her i huset vil lillebror Thomas meget gerne være Spiderman - ikke at jeg synes det er det mest opfindsomme, men det er nu hans største ønske, så hvorfor ikke? Da jeg samtidigt fik et lille fif om, at der var billige Spiderman-dragter i Fakta, drog jeg straks afsted og ½ time efter jublede Thomas rundt i hele stuen iført hans nye Spiderman-kostume.

Selvom Thomas jublede rundt, værdigede Anders ham ikke ret meget. Jeg spurgte (igen) henkastet, om han måske havde lyst til at være klædt ud til Fastelavn, for der skulle jo både fejres Fastelavn på hans skole på fredag og i vores lokale forsamlingshus på lørdag. Men det havde han bestemt ikke lyst til. At klæde sig fjollet ud, synes han, er noget fjollet noget. Vi lader den ligge der - snakker igen videre om Fastelavn de næste dage, og er klar til at rykke ud efter en dragt, hvis det bliver nødvendigt - ellers bliver det Fastelavn iført en Angry Birds eller Mario-trøje. Det er helt OK med mig.


En lille huskeliste angående Fastelavn:

  • Fastelavnstøj kan være lavet af "mærkelige" materialer
  • Det kan lugte "mystisk"
  • Det kan være utrygt at iføre sig tøj, men ikke "kender"
  • Det kan være svært at bevæge sig i
  • Det kan være utrygt at være sammen med folk, man ikke kan "genkende"
  • Fastelavnsfester kan være meget støjende - både pga. børnesnak og lyden fra tøndeslagningen
  • Sætningen "Slå katten af tønden" kan give nogle sjove forestillinger i hovedet - og kan give en enorm skuffelse, når der ikke kommer en kat ud alligevel!!!
  • Forberedelse, forberedelse, forberedelse......(Anders´ skole sendte fastelavns-informationen ud allerede for 1 måned siden).
  • Anerkendelse af at barnet måske ikke ønsker at klæde sig ud

Håber I alle får en god Fastelavnsuge - med eller uden udklædning.