lørdag den 22. marts 2014

Boganmeldelse; Autismens små og store stjerner - en vidensbog om autismeteori og -pædagogik

"Alle børn og voksne, små som store, skal ses med de styrker de har, og de vanskeligheder de har. Vi må se hver enkel person som en skinnende stjerne med hver deres muligheder i livet".


Sådan skriver Mandi Erlandsen i sin indledning til bogen "Autismens små og store stjerner". Og ja - hvor har hun dog ret. Hvis vi alle vil møde venner, børn, naboer, familie etc. netop der hvor DE er - på deres niveau, bruge deres styrker til at lære nyt og anerkende deres vanskeligheder, så tror jeg, at vi kan opnå et helt andet samspil hinanden imellem. Vi vil pludselig meget lettere kunne forstå hinanden og forståelse er grundlaget for positiv samspil.


Når man får en autisme-diagnose på sit barn, barnebarn eller andet familiemedlem, har venner, hvis barn får en diagnose eller arbejder i kommunalt regi (som sagsbehandler, lærer, pædagog mv.), så får man automatisk brug for viden om autisme. På nettet kan du finde utallig information - men hvad er egentligt brugbart?

Mandi Erlandsen har samlet relevant litteratur og egne erfaringer i en skøn letlæst bog om autisme. Bogen er delt op i fire dele, der gennemgår følgende:
  • Hvad autisme er - lige fra ikke-sandfærdige teorier om køleskabsmødre og modediagnoser til 100% facts.
  • Forklarer "Autismestjernen" - en model hvor flere autismebeskrivelser og modeller er samlet i én.
  • Beskriver autismen´s betydning for undervisningen, familien og fremtiden.
  • Redegør for hvilke pædagogiske værktøjer, der findes, for at gøre dagligdagen lettere for mennesker med autisme.

Mit aller første indtryk, da jeg havde læst bogen, var at jeg virkelig følte mig forstået som forælder. Her blev mine tanker beskrevet på en letforståelig pædagogisk måde og ved at læse denne bog, må andre, der måske ikke lige har autisme helt inde på livet, kunne forstå, hvorfor vi som forældre reagerer som vi gør, og herved få en indsigt i hvilke processer, vi er igennem både før, under og efter en udredning. De vil få en indsigt i det til tider knald-hårde arbejde, som vi faktisk bruger på at få vores barn til at fungere. Det "hjemmearbejde" vi dagligt gør, for at beskrive og forberede de næste timer, de næste dage eller de næste uger. Det arbejde, som folk udefra ikke sådan lige ser, når vi står midt i et festligt arrangement og vores barn har det godt.

Samtidig giver bogen et rigtigt godt overblik over de utallige pædagogiske værktøjer, man kan gøre brug af overfor mennesker med autisme. Det er ikke en bog, der går i dybden med de forskellige pædagogikker, men efter hvert afsnit er der kildehenvisninger til, hvor man kan læse mere uddybende om emnet.

Som prikken over I´et er illustrationerne i bogen tegnet af Andreas Gervig Marnow, som har infantil autisme. Andreas har sin egen facebook-side, hvor han deler begivenheder i hans dagligdag og viser hans fantastiske tegninger frem.

Bogen kan blandt andet købes her






Ingen kommentarer:

Send en kommentar