En erfaren Aspergers holdning til inklusion

Louise Egelund Jensen beskriver selv hendes bidrag til inklusionsdebatten som beskedent. Jeg vælger at kalde det et meget vigtigt bidrag.

Louise har Aspergers og er en eminent foredragsholder.

Læs her hvad Louise skriver.

Boganmeldelse: Den blå hest af Susanne Elisabeth Longhi

Den blå hest er fortællingen om Susanne Elisabeth Longhi´s barndom, ungdom og starten på hendes voksenliv. Hun følte sig ensom, udenfor og nedgjort og havde altid brug for at strukturere sit liv. Som 43-årig blev hun diagnosticeret med Aspergers og ADHD. Bogen er skrevet af hende som et terapi-forløb, for på den måde at sætte ord på alle hendes følelser og tanker. Som hun selv skriver, så har hun fået sat en masse ting på plads og hun har fået en enorm selvindsigt.

Jeg elsker litteratur, der er skrevet at autister. Det giver mig et unikt indblik i deres tanker om, hvorfor de gør som de gør i forskellige situationer. Jeg kan genkende meget af Anders i bogen og jeg kan også genkende mange tanker og træk fra mig selv. Og så er det skønt, at der kommer fokus på piger/kvinder og autisme.

Den blå hest kan købes her hos forlaget Mellemgaard.

Virkelighedens verden

Følgende lille indlæg på en facebook-side behøver vist ikke andre kommentarer end "Tak for din beskrivelse!"


Jeg er 40, og jeg har aspergers. 

Jeg kan ikke engang begynde at sætte ord på, hvordan man får det, når man er udtrættet. Man KAN ikke mere. Forestil jer at man har løbet et marathon, og så er der en, der beder dig om at gå en tur i Bilka at handle. Eller du har været vågen en hel nat, og skal du alligevel passe dit arbejde om morgenen. Det er noget i den stil, man får det. Tvinges jeg til at yde mere, end jeg kan. Kan min reaktion være vrede, men indeni græder jeg i afmagt. Jeg opfører mig 'underligt', fordi jeg ikke har overskud til at opføre mig 'ordenligt' i en sådan situation. Mødes jeg med vrede bliver jeg flov og endnu mere ked af det, for jeg ved jo godt, at jeg ikke lever op til det der ønskes. Jeg får lyst til at trække mig fra det hele. Lukke mig inde med mig selv. 

Mødes jeg med forståelse vokser mit overskud hurtigere igen, fordi jeg ved, at det er ufarligt for, at vise at nu kan jeg ikke mere. 

I ekstreme tilfælde med overstimulering. Ryster jeg over hele kroppen, og det sortner for mine øjne. Jeg føler, at jeg mister mit syn og lydene lyder mærkeligt. Jeg får lyst til at skrige, bande, råbe og være gal, men jeg er voksen, så jeg kan styre mig udadtil men indeni er alt kaos. 

Jeg ved, det kan være svært at være i overskud og hele tiden rumme børnene. Jeg ved det, for jeg har selv 4 hvoraf 2 er autister, men når I undrer jer over deres reaktioner, så læs det jeg har skrevet en gang til