Hurra for 4 hudsløse ærlige mødres fortællinger om inklusion (eller noget) i Kalundborg kommune

Igår aftes var der indkaldt til stormøde om inklusion i Kalundborg Kommune. 102 personer mødte op i Vinde Helsinge Forsamlingshus og der var både forældre, søskende, journalister, studerende, politikkere og repræsentanter fra Kalundborg Kommune.

Den første time hørte vi 4 fantastiske mødres hudsløse ærlige beretninger om deres børns diagnoser og om familiens (manglende) kontakt/samarbejde med Kalundborg Kommune. TUSIND TUSIND tak til Anne-Mette Jeppesen, Søs Dahl, Stefanie Dybro Vels og Maria Nielsen for at tage initiativet og for at stille op og komme med så ærlige, sobre og saglige indlæg. Jeg synes det er fantastisk modigt af jer. Sikke et overskud I mobiliserer (og jeg ved også godt at I rystede hele dagen op til mødet igår, under mødet og sikkert også nu). Men I har min fulde støtte og opbakning (og mange andres...) og jeg er helt sikker på at jeres initiativ kan være startskuddet til et (fornuftigt) samarbejde med Kalundborg Kommune, udvikling af kommunens handicappolitik og grobund for afholdelse af andre lignende møder i andre kommuner, fordi folk nu er inspirerede...........

Dernæst var der oplæg fra Bjarne Rose Pedersen - Bedre Psykiatri i Kalundborg, Jesper Hjelm Kristensen - medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg, Christina Birkemose - pårørende og Jakob Sølvhøj - folketingspolitikker.

Efter en kort pause hvor TV-Øst sendte "live" var der mulighed for indlæg og debat fra salen og der kom en fin debat, hvor både frustrerede forældre og politikkere fik mulighed for at komme med indput.

Herunder er der link til alle de artikler mv. der har været den sidste måned om inklusion i Kalundborg Kommune (og hvis jeg mangler noget, så tip mig meget gerne)

Sjællandske 18/2-2017: Forældre mister tilliden til Kalundborg Kommune
http://sn.dk/Kalundborg/Foraeldre-mister-tilliden-til-Kalundborg-Kommune/artikel/635323

TV-Kalundborg 24/2-2017: Læserbrev: Handicappolitisk deroute

http://tv-kalundborg.dk/--6428

TV-Kalundborg 24/2-2017: Stormøde årsag til diskussion

http://tv-kalundborg.dk/xxx-6429

Sjællandske: 28/2-2017: Damm beskyldes for at spænde ben

http://sn.dk/Kalundborg/Damm-beskyldes-for-at-spaende-ben/artikel/637747

TV-Kalundborg: 1/3-2017: Læserbrev: Inklusion godt på vej

http://tv-kalundborg.dk/Laeserbrev-Inklusion-6461

TV-Kalundborg: 1/3-2017: Læserbrev: Forvirring om stormøde

http://tv-kalundborg.dk/Laeserbrev-Forvirring-om-stormoede

TV-Kalundborg: 3/3-2017: Læserbrev: Giv børnene deres stemme tilbage

http://tv-kalundborg.dk/Laeserbrev-Giv-boernene-deres-stemme-tilbage-

TV-Kalundborg: 5/3-2017: Læserbrev: Svar til Maria Nielsen og Anne-Mette Jeppesen
http://tv-kalundborg.dk/Laeserbrev-Svar-til-Maria-Nielsen-og-Anne-Mette-Jeppesen

TV-Øst: 14/3-2017: Utilfredse forældre holder stormøde om børn med særlige behov

http://www.tveast.dk/artikel/utilfredse-foraeldre-holder-moede-om-boern-med-saerlige-behov

TV-Øst: 14/3-2017: Debat i Kalundborg: Stormøde om inklusionsbørn

http://www.tveast.dk/nyheder/14-03-2017/1930/debat-i-kalundborg-stormode-om-inklusionsborn?autoplay=1%3Fv%3D0_xz7asn9h

TV-Øst: 14/3-2017: Protestgruppe vokser – Kommunen gør det ikke godt nok
http://www.tveast.dk/nyheder/14-03-2017/1930/protestgruppe-vokser-kommunen-gor-det-ikke-godt-nok?autoplay=1%3Fv%3D0_xrqstv3n

Sjællandske: 14/3-2017: Hård kritik af kommunal inklusionspolitik

http://sn.dk/Kalundborg/Haard-kritik-af-kommunal-inklusionspolitik/artikel/641313


TV-Kalundborg 15/3-2017: Frustrede forældre blev hørt
http://tv-kalundborg.dk/Stormoede#

TV-Øst 15/3-2017: Inklusion mislykkedes - nu bliver 8-årige Niclas indlagt på børnepsykiatrisk afdeling
http://www.tveast.dk/artikel/inklusion-mislykkedes-nu-bliver-8-aarige-nicklas-indlagt-paa-boernepsykiatrisk-afdeling


TV-Øst 15/3-2017: 8-årig dreng indlagt på børnepsyk
http://www.tveast.dk/nyheder/15-03-2017/1930/8-arig-dreng-indlagt-pa-bornepsyk?autoplay=1#player

En erfaren Aspergers holdning til inklusion

Louise Egelund Jensen beskriver selv hendes bidrag til inklusionsdebatten som beskedent. Jeg vælger at kalde det et meget vigtigt bidrag.

Louise har Aspergers og er en eminent foredragsholder.

Læs her hvad Louise skriver.

Hvad er retorikken Antorini?

Joan Lindegaard Bang har mailet følgende til Undervisningsminister Christine Antorini. Mere klart og tydeligt kan det vist ikke skrives:

Som mor til en søn på 11 år med en autisme-diagnose blev jeg rigtigt glad, da du tonede frem på TV i den forgangne uge og proklamerede, at de særlige autist-gymnasie klasser nu bliver gjort permanente. Det giver håb for fremtiden for uddannelse for mange mennesker med autisme.

Du siger på TV, at det er nødvendigt med særlige gymnasie-tilbud for unge med autisme, da de ikke kan klare uroen og larmen i en almindelig gymnasie-klasse. Det er jeg fuldstændig enig med dig i. En anden MEGET vigtig faktor er også, at mennesker med autisme har svært ved at forholde sig til "store" menneske-mængder. Hvor mange "store" er, er individuelt. Bare det at skulle forholde sig til "mange" andre mennesker er ofte en enorm stress-faktor for mennesker med autisme.

Det er super godt, at tilbuddene nu bliver gjort permanente, men der hvor kæden så hopper fuldstændig af er, at selvsamme unge mennesker med autisme i folkeskolen er TVUNGET til inklusion i almindelige folkeskole-klasser. Altså må retorikken i det du siger være, at børn med autisme skal kunne håndtere uro, larm og store menneske-mængder, men hvis de overlever det, så kan de blive "ekskluderet" til et særligt tilbud efter folkeskolen, så kan uddannelsessystemet godt tage hensyn og imødekomme deres behov. De skal bare lige gennem 10 år i helvede først.

Vi er en af de "meget få" sager om inklusion, der ikke virker. Jeres inklusionspolitik betyder, at skolen nu flytter udadreagerende børn fra specialklasser over i normalklasser. Vores søn trivedes ikke for godt i forvejen fordi klassemiljøet er for overvældende for ham. Han ligger ofte flere gange om ugen og græder når han kommer hjem fra skole og siger "jeg kan ikke mere, jeg magter ikke mere". Larmen og uroen i klasseværelset er mere end hans hoved kan rumme, og det er bestemt ikke blevet bedre af, at der er kommet flere udadreagerende elever i inklusionens navn i hans klasse. Hans lærere og skolepsykolog er enig i, at han ville trives meget bedre i en mindre klasse, men det kan folkeskolen ikke tilbyde og derfor skal han blive hvor han er. Visitationsudvalget i kommunen er benhårdt, og skolepsykologen har sagt, at han ALDRIG vil kunne få ham visiteret til et specialtilbud fordi han udadtil fungere fint i skolen. Han sidder stille på sin plads og gør hvad der bliver sagt mens han langsomt bryder sammen indvendigt. Han eksploderer ikke, han imploderer!! I har så travlt med at "sælge" inklusion på, at alle børn har ret til at være en del af fællesskabet, men hvad nu hvis man ikke magter det fællesskab? Så bliver man jo heller aldrig en del af det. Vores søn kan f.eks. ikke være med til en hel børnefødselsdag hos én i hans klasse fordi han simpelthen ikke magter larmen, uroen og de mange mennesker (de er 24 elever i klassen), så han ender med at bryde grædende sammen og må ringe efter os fordi han ikke kan mere. Hvordan er det at være en del af fællesskabet? Jeg synes det er uværdigt og ondt, at han gang på gang skal udstilles (og i stigende grad mobbes) fordi han bryder grædende sammen når det bliver for svært for ham at være i. Han er autist og han kan ikke forudse hvornår han har brug for en pause, det bliver først opdaget når han er brudt sammen. Lærerne gør hvad de kan med de få ressourcer de har, men de kan ikke imødekomme 6-7 forskellige elevers modsatrettede behov på en gang, de er jo kun mennesker.

Vi gruer for den nye skolereform efter sommerferien, flere timer hvor han skal opholde sig i det miljø der nedbryder ham, flere nederlag. Og allerede 1 år senere truer overbygningen med nye lærere, der ikke kender ham og en ny klasse med elever fra 3 forskellige skoler der blandes. Han har altid gået i en rummelig klasse, men vi oplever, at den rummelighed bliver mindre og mindre efterhånden som eleverne bliver ældre og ældre, så vi forudser, at han får det endnu sværere socialt i overbygningen og potentielt bliver et mobbeoffer.
Hvordan skal andre elever på 13-14 år kunne forstå, at han bryder sammen og græder med jævne mellemrum når det bliver svært for ham at være i? Med de krav der bliver stillet i overbygningen vil der komme mange af disse nedbrud - også i skoletiden, for autister håndterer ikke krav og pres særligt godt.

Det er en sort fremtid vores dejlige elskelige søn går i møde - og så er han endda normalbegavet og velfungerende.

Hvad er retorikken Antorini?

(Delt med tilladelse fra forfatteren) 

Jamen, der er INGEN problemer overhovedet, så længe han er her!!!

Ofte kan jeg på autisme-facebook-sider læse om forældres frustrationer over at pædagoger/lærere udtaler følgende "Jamen, der er ingen problemer overhovedet, så længe han er her!!!" - underforstået at det altså må være i hjemmet, der er problemer, hvis lille Jens har udadreagerende adfærd, når han kommer hjem fra institution eller skole.

Jeg tænker tit på, om de nogensinde lærer det - altså at lade være med at negligere forældrenes bekymringer og sorger. Jeg har et lillebitte ønske - Mon bare en lille bitte del af de penge, som folkeskolen idag har fået af Mærsk, kan gå til øget viden om hvordan børn, der skal inkluderes i den danske folkeskole, måske reagerer, når de har et skjult handicap som autisme? I så fald vil pædagogerne/lærerne forhåbentligt lære om pressede/stressede børn, at så længe børnene er i trygge rammer, så tør de reagere. Det er lige netop det, de gør hjemme hos deres forældre - de reagerer ved at bryde sammen, ved at skrige, ved at kaste med hvad der nu lige er at kaste med, ved at lukke sig inde, ved at nægte at være med til noget som helst i hjemmet.

Og det er IKKE forældrenes skyld. Det er ikke mangel på respekt eller mangel på opdragelse. Det er simpelthen fordi barnets glas er fyldt helt op til randen - alt overskuddet er brugt  i skolen - måske pga. lyset, larmen, mange informationer på en gang, ustrukturerede frikvarterer, gruppearbejde, manglende visualisering af dagen og sådan kan jeg blive ved. De krav som "almindelige" skolebørn sagtens kan honorere, er det ikke sikkert at barnet med autisme kan honorere.....

Min søn går på en specialskole. En skole, hvor de ansatte er fuldt ud klar over, hvilket pres det kan være for vi forældre at have et barn med et skjult handicap. Allerede ved første hjemmebesøg, før han skulle starte i skolen, kunne vi tydeligt mærke at her var tale om personer, der vidste meget - ikke kun om autisme, men som også vidste, forstod og kunne rumme, hvordan vi forældre havde det. De kunne også fortælle os, at det meget vel ville være at Anders reagerede voldsomt, når han kom hjem fra skole på grund af de mange forandringer i hans hverdag, nye krav, nye voksne osv. Men de har været ærlige omkring det og vi har ALDRIG haft den opfattelse at det kunne være manglende forældre-ansvarlighed eller manglende opdragelse, der lå til grund for hans frustrationer og affekt-udbrud.

Det er nu meget længe siden, at Anders er kommet hjem og har været sur. Idag da han kom hjem med taxaen (og han kommer først hjem kl. 16.25) smed han tasken i entreen og skyndte sig ud i haven for at lege dåseskjul med storesøster og hendes veninder. Det viser med al tydelighed, at han er i den helt rette skole, med de helt rette voksne med den helt rette tilgang til ham, for han stråler langt væk af overskud.

Bare alle andre forældre til børn med autisme også kunne have sådanne mange dage.......

Marianne Banner, Kredsformand i Landsforeningen Autisme for Kreds Østjylland har skrevet et debatindlæg til Politikken angående inklusion:

Børn med autisme er ikke inklusionsegnede

Artikkel fra Berlingske: Du har jo ingen venner, vel Cecilie

Inklusion i folkeskolen er godt for nogle - men det kræver kompetent personale og godt samarbejde. Her er desværre et eksempel, hvor inklusionen er slået fejl.....

Du har jo ingen venner, vel Cecilie

Inklusion og specialpædagogik

Spændende facebook-side om inklusion og specialpædagogik. Susan Gulstad skriver selv følgende om siden:

Jeg har fra 1999 til 2013 arbejdet med børn og unge med autisme og lignende udviklingsforstyrrelser. Som lærer, leder, VISO specialist og selvstændig pædagogisk konsulent. Som selvstændig har jeg i øvrigt beskæftiget mig med personale- og organisationsudvikling. I 2011 oprettede jeg en side på facebook med titlen "Specialpædagogisk konsulent - Susan Gulstad". Det er denne side, der nu opstår med et nyt navn og et lidt anderledes fokus.

Gå til siden her: Inklusion og specialpædagogik i praksis