Totalt overskud

Total overkud fra Anders´ side idag er, da han - efter en del drilleri fra lillebrors side af - stille og roligt siger: "Thomas er du sød at være lidt stille, jeg koncentrerer mig faktisk om at læse noget her!"

Og minsandten om ikke han sad og læste bogstaverne højt for sig selv, satte dem sammen til stavelser og videre til ord. Viljen til at læse er der i hvert fald, når det drejer sig om at læse noget i et Pokemon nintendo-spil 

Tænker du Underskud eller Styrke?

Måske et brugbart Nytårsfortsæt? Prøv at tænke på dit barns styrker i stedet for at tænke på hvad dit barn ikke lige kan. Fokus på styrker og tryghed "smitter" nemlig på den positive måde.

Underskuds-modellen eller Styrke-modellen?

Oversat af Autisme-Mor fra Facebook-siden Autism Discussion Page

Forældre, skoler og fagfolk fokuserer ofte på Underskuds-modellen, når vi taler om autisme. De er ofte fokuserede på at ”behandle” barnets underskud. De fleste diagnose kriterier for autisme er en liste over underskud eller ”symptomer”, som ofte kan virke negative. Desværre for barnet prøver vi ofte at ændre dem til en model, der ikke altid lige passer til deres natur. Den feedback vi giver dem går ud på hvad de IKKE kan og betyder at børnene bliver ængstelige, usikre og utilstrækkelige. I stedet for at fokusere på hvad barnet ”er” og hjælper ham til at udvikle sine styrker, så sætter vi fokus på, hvad han ikke kan og hvad vi ville ønske han kunne. Vi håber at ved at ændre deres adfærd eller ved at forme dem til at handle udfra et skrevet manuskript, så kan vi ”helbrede” autismen.

Hvert barn har en række styrker og svagheder og ofte en samling af interesser og talenter. Alle børn har naturlige styrker, der hvis de støttes, vil vokse med barnet. Vi bruger så meget tid på at tvinge børnene til at passe til en bestemt profil og derved ignorerer vi ofte barnets muligheder. Hvis vi fokuserer mindre på svagheder og mere på at udvikle, så vil vi hjælpe børnene til at styrke deres selvtillid og selvværd. Vi anderkender og værdsætter deres ”unikke jeg” og hjælper dem til at vokse og blomstre.

Alle børn har et ønske om at føle sig ”sikker, accepteret og kompetent”. Alle menneskers ligeværd er motiveret af beherskelse, succes og begivenheder, der udvikler vores styrker og interesser. Når børn føler sig værdsat for hvad de er og ikke for, hvad vi vil have dem til at være, så udvikler de sig og vokser. Men når vi fokuserer på børnenes svagheder og prøver at tilpasse dem til noget de ikke passer ind i, så bliver de i stedet for usikre, inkompetente og tilbagetrukne. Intet menneske kan udvikle sig under sådanne forhold.

Uanset diagnose eller etiketter, så skal vi støtte barnet til at føle sig sikker, accepteret og kompetent. Det betyder at vi skal identificere barnets styrker, ønsker og svagheder. Ud fra dette kan vi hjælpe barnet til at føle sig trygge og kompetente ved at mindske deres stress, kompensere for sårbarheder og udvikle deres styrker. Ved at tilpasse vores støtte til vores barns profil, så vil vi også respektere og værdsætte barnets jeg-følelse og selvværd. For ethvert barn, uanset profil eller etiket, så vil vi hjælpe barnet til at føle sig sikker, accepteret og kompetent, hvis vi finder deres naturlige styrker, sårbarheder og interesser. Når de føler sig sikre, accepterede og kompetente, så udvikler de sig og vokser med et stærkt selvværd.

Når vi skal hjælpe barnet til udvikling, er det vigtigt at fokusere på 3 ting:

1) Hvad hjælper barnet til at føle sig tryg og sikker? Hvilke sensoriske, kognitive og sociale stress-faktorer overbelaster barnet? Hvordan kan vi ændre og tilpasse omgivelserne og betingelserne for at minimere stress og samtidig respektere barnets svagheder? Det giver barnet en mulighed for at føle sig tryg nok til at ”turde” og derved udvikle sig

2) Hvad hjælper barnet til at føle sig accepteret og værdsat? Støtter folk barnets deltagelse på måder, der hjælper ham til at føle sig anderkendt og værdsat? Er forældre og personale samarbejdspartnere eller forsøger de at ændre barnet? Hvordan er sproget mht. stemmeføring, lyd, intensitet mv.?

3) Hvad hjælper mit barn til at føle sig kompetent? Hvad er mit barns styrker og interesser og hvordan kan vi bygge videre på dem? Vær opmærksom på hvilken læringsstil og undervisning, der er godt for barnet. Giv den nødvendige støtte for at opnå succes. Lær barnet at føle sig kompetent ved at følge dine sikre instrukser. Ved at bygge på barnets stærke sider/interesser, via guided deltagelse, så lærer alle børn.

Disse 3 principper er grundlæggende for alle mennesker – diagnose eller ej! Så når du kigger på nye muligheder for dit barn, så spørg dig selv om følgende: Hjælper dette til at få mit barn til at føle sig sikker, accepteret og kompetent? Hvis ikke det gør det - så drop det! Hvis det virker, så vil barnet lære, vokse og udvikle sig.

Jamen, der er INGEN problemer overhovedet, så længe han er her!!!

Ofte kan jeg på autisme-facebook-sider læse om forældres frustrationer over at pædagoger/lærere udtaler følgende "Jamen, der er ingen problemer overhovedet, så længe han er her!!!" - underforstået at det altså må være i hjemmet, der er problemer, hvis lille Jens har udadreagerende adfærd, når han kommer hjem fra institution eller skole.

Jeg tænker tit på, om de nogensinde lærer det - altså at lade være med at negligere forældrenes bekymringer og sorger. Jeg har et lillebitte ønske - Mon bare en lille bitte del af de penge, som folkeskolen idag har fået af Mærsk, kan gå til øget viden om hvordan børn, der skal inkluderes i den danske folkeskole, måske reagerer, når de har et skjult handicap som autisme? I så fald vil pædagogerne/lærerne forhåbentligt lære om pressede/stressede børn, at så længe børnene er i trygge rammer, så tør de reagere. Det er lige netop det, de gør hjemme hos deres forældre - de reagerer ved at bryde sammen, ved at skrige, ved at kaste med hvad der nu lige er at kaste med, ved at lukke sig inde, ved at nægte at være med til noget som helst i hjemmet.

Og det er IKKE forældrenes skyld. Det er ikke mangel på respekt eller mangel på opdragelse. Det er simpelthen fordi barnets glas er fyldt helt op til randen - alt overskuddet er brugt  i skolen - måske pga. lyset, larmen, mange informationer på en gang, ustrukturerede frikvarterer, gruppearbejde, manglende visualisering af dagen og sådan kan jeg blive ved. De krav som "almindelige" skolebørn sagtens kan honorere, er det ikke sikkert at barnet med autisme kan honorere.....

Min søn går på en specialskole. En skole, hvor de ansatte er fuldt ud klar over, hvilket pres det kan være for vi forældre at have et barn med et skjult handicap. Allerede ved første hjemmebesøg, før han skulle starte i skolen, kunne vi tydeligt mærke at her var tale om personer, der vidste meget - ikke kun om autisme, men som også vidste, forstod og kunne rumme, hvordan vi forældre havde det. De kunne også fortælle os, at det meget vel ville være at Anders reagerede voldsomt, når han kom hjem fra skole på grund af de mange forandringer i hans hverdag, nye krav, nye voksne osv. Men de har været ærlige omkring det og vi har ALDRIG haft den opfattelse at det kunne være manglende forældre-ansvarlighed eller manglende opdragelse, der lå til grund for hans frustrationer og affekt-udbrud.

Det er nu meget længe siden, at Anders er kommet hjem og har været sur. Idag da han kom hjem med taxaen (og han kommer først hjem kl. 16.25) smed han tasken i entreen og skyndte sig ud i haven for at lege dåseskjul med storesøster og hendes veninder. Det viser med al tydelighed, at han er i den helt rette skole, med de helt rette voksne med den helt rette tilgang til ham, for han stråler langt væk af overskud.

Bare alle andre forældre til børn med autisme også kunne have sådanne mange dage.......

Det kører for vildt det her...

Adrenalinet pumper, koncentrationen er på sit højeste - OG løbet bliver skudt igang!!!

Her til aften har jeg 3 børn, der sammen hygger sig gevaldigt med en stor racerbane. De hygger, snakker, griner MEGET højt sammen og kommer med konstruktive forslag til, hvordan man bedst styrer racerbilerne rundt i svingene.

Vi skruer nu tiden 3 år tilbage. Anders var startet i 0. kl. og han havde været til de indledende samtaler med kommunens PPR psykolog på grund af vores mistanke om autisme. I samme periode åbnede en af de større legetøjskæder i den nærliggende by og havde derfor SPOT-tilbud, der sagde -50% på rigtig mange varer. Det var derfor den Jul, hvor Anders fik den ene kæmpepakke efter den anden. Kæmpe lego pakker, mega racerbaner osv. Det var hans højeste ønsker, men det mærkelige ved det var, at rigtig mange af pakkerne aldrig blev pakket ud og leget med. Han var rigtig glad for gaverne, men han tog dem ikke rigtig i brug. Det eneste der blev pakket ud, var en stor 8-tals-racerbane, der kort blev brugt. Ikke længe efter Jul, blev den pakket ned og sat væk.........tiden gik - racerbanen blev forvist til loftet....sammen med mange andre ting, som jeg syntes bare stod og "fylte".

Igår aftes var jeg så på loftet i et andet ærinde. Da Anders opdager at stigen til loftet er nede, vil han op og kigge. Han har en lommelygte med og går på opdagelse i de lidt skumle mørke skygger fra lygten, hvor alverdens edderkopper og edderkoppe-spind kan gemme sig......pludseligt dukker han frem mellem kasser af legetøj. Han har fundet racerbanen og vil have den med ned og bygge. Han får lov at få den ned, men på grund af det sene tidspunkt, får han kun lov til at ligge delene ud på gulvet. Vi lavede den aftale at vi, som det første, når han kom hjem fra skole idag, skal bygge den..........Han var da heller ikke mere end lige kommet ind af døren, før vi gik igang.............og jeg var temmelig spændt på, om det overhovedet ville lykkes os at vække banen til live igen....Det lykkes efter 1½ times koncentration og megen kiggen på brugsvejledning, at få banen samlet.

Nu hygger vi sammen - det ene racerløb efter det andet er blevet kørt - og i tankerne tænker jeg allerede på de næste mange efterårs- og vintermåneder. Det er de tider på året, hvor vi skal "holde øje" med Anders. Vi skal sørge for, at han ikke bare kommer til at hænge foran TV´et og computeren eller konstant sidder med en spillemaskine i hånden. Det er vigtigt at give ham de små skub - og for den sags skyld selv at modtage - når der er en kærkommen anledning til det.

Måske han vil med på opdagelse på loftet igen? Det kan være at vi - endelig - kommer til at bygge en af de mange Lego-konstruktioner, der står gemt deroppe? Eller spille det store Geomac-spil. Eller bygge den seje Flexi-track bane eller...?

Vi skal også ud og samle kastanjer og samle æbler, vi skal mange ture på stranden, vi skal i skoven og kigge på snegle og svampe og ud og hoppe i vandpytter og blive drivende våde :-) Vi skal også på shoppingtur i centret og i biografen....... For 2 år siden var ingenting af dette muligt. Det ville minimum tage 2 timer at overtale Anders til at forlade hans trygge base i sofaen, og vi skulle ikke regne med, at det vi havde planlagt alligevel kunne blive til noget - til stor frustration for vi forældre, men i særdeleshed også for Anders´ søskende. Ofte følte jeg at vi var en familie på et skib - uden kaptajn, der sejlede lige imod afgrunden.

Idag sejler vi heldigvis i den anden retning. I stedet for at bruge tiden på dumme kampe mod Anders, bruger vi nu tiden til konstruktivt at planlægge og forberede Anders på, hvilke planer vi har. Selvfølgelig er der dage, hvor det kan tage lidt længere tid at komme ud af døren, men slet, slet ikke, som det var før i tiden. På det sidste har jeg faktisk haft fornøjelsen af at tage afsted med børnene alene - OG få en skøn tur ud af det - helt uden at bekymre mig om eventuelle nedsmeltinger - for er der tegn på uro, så klarer jeg det nok alligevel.....Men det kræver overskud. Det kræver at vi får vendt skibet, så det sejler i den rigtige retning - det kræver at vi lærer at sige PYT! Det kræver, at vi ikke fokuserer på, hvad andre folk tænker og mener om vores handlinger og endelig kræver det at man får opbakning. Det er ligegyldigt, hvor denne opbakning kommer fra - bare man ved at der er opbakning.....

16 måneders positive forandringer

Dette skriv er mit indlæg nr. 100 på bloggen. Jeg synes, den bør markere noget specielt og derfor har jeg valgt at fokusere på Anders´ fremgang de sidste 16 måneder.

For 16 måneder siden stod det helt galt til i vores lille familie. Anders havde det rigtigt skidt. Han kunne ikke sove om aftenen/natten - faldt ofte først i søvn kl. 05-06 om morgenen og sov så til over middag. Han var træt og sur, når han vågnede, og ville ingenting. Han levede at Mathilde kakaomælk og Marabou Chokolade.

Jeg var sygemeldt med en svær depression og kunne derfor ikke fokusere på at hjælpe ham videre.

Storesøster blev inadvendt - ønskede ikke legekammerater med hjem - havde heller ikke lyst til at komme med andre hjem. Hun ønskede blot at komme hjem fra skole, tror jeg, for at "holde øje" og for at vide, hvad der skete i huset.

Lillebror blev meget kontaktsøgende og trodsig. Vi kontaktede hans børnehave for at høre om de kunne mærke en forandring på ham, men det kunne de heldigvis ikke - de lovede dog at være meget obs på ham.

For 16 måneder siden tog vi den beslutning at tage Frit Skolevalg. Det er blevet lidt af en milepæl for os og siden har vi alle fået det bedre. Nedenfor har jeg listet de første 50 punkter op jeg umiddelbart kan komme i tanker om, hvor Anders har forandret sig positivt:

Kan opholde sig på badeværelset

Laver stort på toilettet i stedet for på gulvet

Vil tørres, når han har været på toilettet

Tisser på toilettet i stedet for på gulvet

Vasker en gang imellem hænder…

Går i karbad

Bruger ikke længere flere timer på at komme i karbad

Kan sidde i karbadet i over en time og ”hyggepjaske”

Vasker hår

Dykker under vandet

Tager tøj på

Bruger andre sofaer i stuen end ”hans”

Spytter ikke længere

Vil gerne have redt håret

Vil gerne have ”sat” håret af storesøster

Vælter ikke længere stole i frustration

Tømmer ikke længere lillebrors legetøjskasser i frustration

Tømmer ikke længere mit klædeskab i frustration

Kan gå igennem døren fra stuen til køkkenet, hvis han leger med søskende

Spiser ikke kun Marabou chokolade

Drikker ikke kun Mathilde kakaomælk

Kan dele en rulle chokoladekiks med andre

Drikker vand fra flaske

”Banker” ikke længere på alle døre han går forbi

Bruger ikke længere halve timer på at løbe frem og tilbage fra punkt A til B

Smider sig ikke længere på gulvet i frustration og ”hiver” efter vejret

Bruger fodtøj

Bruger flyverdragt

Bruger jakke

Spiser havregryn med sukker og mælk

Spiser toast med pålægschokolade

Spiser ris med Heinz ketchup

Spiser pasta med Heinz ketchup

Hopper i trampolin i haven

Gynger i haven

Accepterer at vi flytter hans Skylander-figurer

Lægger sig til at sove FØR midnat

Vågner frisk om morgenen

Lægger sig ofte til at sove, når vi be´r ham om det

Kan falde i søvn uden lyden af fjernsynet i baggrunden

Lægger sig til at sove i soveværelset i stedet for på sofaen i stuen

Bider ikke længere så meget i hans tånegle

Har ikke længere langvarige farvel-ritualer

Er nogenlunde klar, når taxaen kommer om morgenen

Kan tage hans nintendo med ud af huset

Kan tage hans mobil-telefon med ud af huset

Tager sikkerhedssele på i bilen

Behøver ikke nødvendigvis se et tv-program færdig, før han kan lave et ”skift” til en anden aktivitet

Kan godt acceptere at vi andre ser et tv-program, han ikke er interesseret i

Smider ikke alt tøjet med det samme, han kommer hjem fra skole

De ovennævnte 50 punkter kan sikkert for nogle virke som noget fuldstændigt sindsygt ikke at kunne for en dreng på 8 år. For os har det været hverdag - en ganske almindelig hverdag på godt og ondt. Jeg kan huske at min kæreste på et tidspunkt sagde til mig, at han egentligt godt gad prøve, hvordan det var, at leve i en ganske almindelig børnefamilie. Vi anede simpelthen ikke hvad "almindeligt" var, for vi havde jo vænnet os til Anders´ små "særheder" lige så langsomt igennem nogle år, før det gik op for os, da han startede i skole, at hans små særheder udsprang sig af at han har autisme. 

Engang imellem kigger vi på hinanden og siger: "Kan du huske for lidt over et år siden, hvordan vores liv var dengang"?........og vi ryster bare på hovedet. Jeg ved at nogle af jer, der læser med her, heller ikke vil kunne forstå det. Det forventer jeg heller ikke, men ved at læse ovenstående liste igennem, glædes jeg umådeligt meget over den positive udvikling, Anders har gennemlevet. Og grunden hertil kan meget overordnet beskrives med: 

• Rigtig god skole, 
• Forældre-overskud, 
• Søskende-forståelse samt 
• Forberedelse for Anders i god tid.

Det vil mine næste indlæg handle meget mere om.....

Børn kan vokse fra autisme

Kan børn virkelig vokse fra autisme? Nej - det tror jeg ikke de kan, men jeg tror at børn kan tilpasse sig omgivelserne, så det virker sådan. Ekstrabladet referer til en amerikansk studie, hvor forskere har fulgt 34 børn, der tilsyneladende er vokset fra deres autisme. Jeg synes ikke, den undersøgelse der refereres til, er særlig valid, for det er ikke mange børn, der er blevet fulgt. Der er heller ikke angivet noget om hvilken ende af autismespektret, børnene har befundet sig.

Endelig vil jeg godt slå fast at autisme ikke er en sygdom, men derimod en udviklingsforstyrrelse i hjernen.

Til tider kan det godt virke til at Anders ikke har en autisme-spektrum-forstyrrelse. Det er i de perioder, hvor vi forældre har overskud, hvor søskende har overskud og hvor Anders selv har overskud. Det modsatte kan også vise sig. Begynder vi at sætte lidt for høje krav, falder hans overskud og han begynder igen at vise nogle af hans karakteristiske autistiske træk, som kan være at tromme hans fingre sammen, løbe frem og tilbage mellem to punkter i op til en halv time, at gå akurat samme vej tilbage som han var kommet osv.

http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1899462.ece

Hvad mener I?

Skønherlig uge

Sikken en herlig uge vi lige har haft. Anders rykker på mange områder....Følgende kommentarer har vi fået via skoleintra:

"Sikke dog en dejlig dag. Anders har været glad snakkende. og ta da.... spist sine oste dyppere og drukket vandet. Derudover har han selv lavet mel og lavet en dej. Bagt og spist bollen. :-) Det er så skønt når det går i den rigtigt retning."

"Da vi tog madpakkerne frem lagde jeg Anders' riskiks på tallerknen. Han sagde "Ummh kiks, jeg skal ha' kiks" og så åbnede han posen og spiste det hele (på nær et par stykker, der var klamme)"



Når vi læser sådanne kommentarer bliver vi bare så glade. Anders har nu gået på skolen i ½ år og det er første gang han spiser der!!!!! Det er stort - det er vildt - det er så skønt - det er ubeskriveligt dejligt!!!! Og det viser bare at vi skal blive ved....og ved....og ved...... :-)


Herhjemme er han nu også gået fra kun at spise chokolade til nu at spise chokoladeboller. Igår aftes ville han gerne have pasta og da jeg så troede jeg skulle til at koge noget til ham, tog han bare pasta-resterne fra aftensmaden ud af køleskabet og ville gerne spise dem. Han ville endda gerne have det på en tallerken!!!! Det er jo helt viiiilllldt!!!



Han har også taget initiativ til at samle et hold der skulle spille stikbold udenfor i Fritten - for ½ år siden fik han nedsmeltninger, hvis vi bare åbnede havedøren.....

Imorges var han klar da bussen kom - han havde endda overskud til at tjekke at bussen faktisk var 5 minutter for sent på den.

Selv Thomas kommenterede Anders´ adfærd i morges. "Mor se - Anders er ved at tage tøj på.....og skolebussen er slet ikke kommet endnu" - "Så må vi hellere være stille, til han er kommet med bussen".