Viser opslag med etiketten Mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mad. Vis alle opslag

torsdag den 27. april 2017

Når sulten gør at det er svært at spise

For ude-forstående kunne det havde set ud til at Anders idag havde et voldsomt raserianfald. Jeg derimod, så det som en begyndende nedsmelting, som vi på en eller anden måde måtte "stoppe".

Historien er som følger: Anders er sulten - men desværre på den måde at han bare vil have MAD. Nogle gange er han ikke i stand til at finde ud af hvad han vil have at spise (og han har et begrænset udvalg han spiser). Når han råber at han bare vil have MAD, så er det med at gå lidt på listefødder herhjemme. Vi kan godt komme med alverdens forslag - det hjælper bare sjældent. Umiddelbart var der ikke noget i køkkenskabene, der kunne bruges som "afledning", så jeg tog bilen og tog på indkøb. Da jeg kom hjem lagde jeg alle varerne frem og ventede på Anders. Han kom hurtigt i køkkenet og ville have MAD - desværre var der ikke nogen af mine indkøb han kunne bruge.

Så er gode råd dyre - men af erfaring ved jeg at det vigtigste er at bevare kontrollen - altså forblive roligt og tilbyde ham de (få) ting, der var at vælge imellem. Vi skulle alle gå væk, dvs. vi måtte ikke være i stuen eller køkkenet - så vi indtog soveværelset og så TV der. Engang imellem blev der kaldt på mig. Jeg gik (glad) ind i stuen hver gang, som om det var første gang, der blev kaldt på mig. Den begyndende irritation kunne jeg lige så godt pakke væk en gang for alle, for hvis jeg er irriteret hjælper det overhovedet ikke Anders. Altså - hver gang han kaldte - startede jeg på en frisk, som om han ikke havde kaldt 5 gange i forvejen og hver gang var endt med at råbe MAAAAD til mig, ligge småskælvende i sofaen og beklage sig over ondt i halsen fordi han ikke havde fået MAAAD og fordi jeg ikke forstod ham.

Efter at have gået frem og tilbage mellem soveværelset og stuen ca. 10 gange og hver gang stille og roligt fortælle ham hvad jeg havde af mad til ham i køkkenet, endte han med at kunne sige at et hele var min skyld, fordi jeg hver gang gik helt ind i soveværelset. Stille og roligt gik jeg ud i køkkenet og begyndte at sætte i opvaskemaskinen og da det var gjort satte jeg mig ved køkkenbordet ved computeren. Så kom det stille inde fra stuen af at han gerne ville have de kiks jeg havde købt. Han fik kiksene "serveret" og 15 minutter efter bad han om en flaske vand og madpandekagerne.

Nu er der måske mange der tænker at jeg "vandt" kampen over Anders, men sådan tænker jeg ikke. Jeg vandt kampen over mig selv, ved ikke at "køre med op" = affektsmitte. Ved at forholde mig i ro (og guderne skal vide, at jeg nogle gange har virkeligt svært ved det) kunne jeg smitte Anders med min ro.

Jeg tænker også at Anders vandt kampen - han fik så meget ro omkring sig til at forestille sig, hvilken mad han kunne tænke sig - dernæst ro til at spise noget og derved få ro i hele kroppen. I skrivende stund løber/hopper han glad rundt i køkkenet og snakker. Det hele har varet i ca. 2½ time, og heldigvis kom vi ikke ud i de helt voldsomme reaktioner.

onsdag den 5. februar 2014

Mad og Autisme

Har I også "problemer" med maden i dagligdagen? Anders er meget selektivt spisende og det er et meget begrænset udvalg af fødevarer som han spiser og drikker. Vi har valgt ikke at lave et problem ud af det. Hvis vi tvinger ham til at sidde med ved spisebordet, får vi ikke noget positivt ud af det. Det stresser ham og hans overskud (også til andre aktiviteter) falder. Men vi inviterer ham selvfølgelig til at spise med og varsler ham, både med hvad menuen er og med hvor langt tid, der er til maden er klar. 

Hvis du har lyst til at læse mere om mad og autisme, står der megen god info i følgende norske link fra Autismeforeningen i Norge.

fredag den 8. november 2013

Det føles lidt som at vågne op fra en dårlig drøm

Sådan her ser køleskabet vel ud i rigtig mange hjem? Den bruges som opslagstavle til børnenes tegninger og andre ting. Sådan så vores køleskabsdør ikke ud for 2 år siden........



På det tidspunkt havde Anders det rigtigt dårligt. Han drak Mathilde Kakaomælk direkte fra kartonen, og spiste Marabou mælkechokolade i lange baner, mens han stod foran den åbne køleskabsdør. I den periode spyttede han også rigtigt meget. Så snart han havde taget en slurk kakaomælk, blev en del af det spyttet ud igen (vi havde en "spytteskål" stående ved siden af køleskabet til det samme!!!) Den nederste hylde i køleskabet var reserveret til Anders´ mad. Intet andet måtte stå der - så blev det smidt ud på gulvet. Vi andre lærte ret så hurtigt at mad på den hylde var Anders´ og det var ikke noget, der skulle røres!!! Selv Thomas, på dengang 3 år, var godt klar over at vi ikke skulle røre chokoladen, der lå på den hylde. Han kunne have nok så meget lyst, men røre det - det gjorde han alligevel ikke.....

Køleskabsdøren blev åbnet og lukket rigtig mange gange og nogle gange blev den tilmed smækket i ret så hårdt. Det resulterede i at diverse tegninger etc. faldt ned på gulvet. Det var sådan set ikke det værste, for de kunne hænges op på plads igen. Det værste var, hvis Anders blev pludselig vred over et eller andet. Så begyndte han at råbe og skrige og alt i nærheden blev revet ned og smidt væk - også de fine tegninger på køleskabet......

Og det er ikke sjovt at være storesøster eller lillebror og se sine fine kreationer blive lavet om til en eller anden ukendelig masse, der bliver smidt med og trådt på. Derfor blev de beundret rigtigt meget så snart vi fik dem og derefter blev de lagt ind i et skab i "sikkerhed" for Anders.

Da jeg gik forbi køleskabet for lidt siden, slog det mig hvilken forandring, der er sket lige så stille. Anders spytter ikke mere - det er sjældent han spiser stående foran døren - bliver han sur gemmer han sig oftest under sin dyne i stedet for at smide med tingene og lidt efter lidt har vi igen sat ting på køleskabet.

Det føles lidt som at vågne op fra en dårlig drøm.....

mandag den 15. juli 2013

Ensidig kost - ikke her, for her i huset er vi oppe på mange muligheder......(i forhold til sidste år!!!)

Visse madvarer er en fast bestanddel af min indkøbsvogn, når jeg handler ind......de madvarer, som Anders spiser er p.t. pastaskruer (favoritten er de 3-farvede), Heinz tomatketchup, Chokoladekiks, Hallo Kitty riskiks, Koldskål + kammerjunkere og Drikkeyoghurt. Ris går også an engang i mellem. Pommes-frittes (ikke de bølgeformede) og Pizzamandens skinkepizza er sikre successer. Det samme er ærter på bælg her om sommeren. Og så er det altid godt at have en plade Marabou chokolade liggende - den kan altid klare den værste panik....

Sødmælk, chokoladekiks og små riskiks
Arla koldskål + kammerjunkere
Multivitaminer og denice flaskevand

Heinz tomatketchup og pastaskruer






onsdag den 19. juni 2013

Små skridt

JA - der kan være stor forskel på, hvad man glæder sig over og sætter pris på i hverdagen. At have et barn med autisme og se de fremskridt, der bliver taget (ligegyldig alder), kan sammenlignes med, at du fortæller vidt og bredt om første gang din baby kravler, går, siger mor osv.








onsdag den 10. oktober 2012

PFA Brug Livet Fonden



Stort TILLYKKE til Landsforeningen Autisme, der er udtaget som en af de tre vindere, som PFA Brug Livet  Fonden har udvalgt.


Landsforeningen Autisme hjælper bl.a. de 3.600 børn og unge, der hvert år får en autismediagnose. Mange udvikler dårlige madvaner og spiser kun moset mad, da de ellers oplever stort ubehag ved spisningen. Andre vil kun spise en madvare ad gangen, da det ellers bliver alt for mange indtryk på samme tid. Landsforeningen Autisme´s projekt skal udvikle en kogebog for børn og unge med autisme, der imødekommer de særlige behov og hensyn, der skal tages. Forud for bogen skal problematikkerne kortlægges for at skabe overblik over de mest problematiske madvarer og mest udtalte sansemæssige vanskeligheder. Læs mere påwww.autismeforeningen.dk.

Læs mere her https://www.facebook.com/pfabruglivetfonden


Jeg glæder mig rigtigt meget til at følge udviklingen af ovenstående projekt. Det bliver dejligt at få sat meget mere fokus på dette emne, som vi selv er meget berørt af. For 10 måneder siden levede Anders udelukkende af kakaomælk og Marabou-chokolade. Det har heldigvis ændret sig. Nu glider der også syltetøj, grovtoast, knækbrød, chokoladeboller og pasta ned.

torsdag den 13. september 2012

Hverdagsovernatning i aflastningen

Endnu engang har Anders overnattet i aflastningen og det er bare gået over al forventning. Denne gang skulle han være der fra tirsdag efter skole og til onsdag morgen, hvor de fulgte ham i skole. Så for en autist er det endnu en ny situation at stå i, da det kan være meget svært at overføre handlinger fra en gang til en anden.

Anders hyggede, spiste og sov og da han kom hjem onsdag eftermiddag med taxaen var han rigtig glad og fortalte stolt at han havde spist 4 boller med pålægschokolade!

Næste gang han skal i Aflastning skal han sove der 2 nætter :-)

tirsdag den 11. september 2012

Skønherlig uge




Sikken en herlig uge vi lige har haft. Anders rykker på mange områder....Følgende kommentarer har vi fået via skoleintra:

"Sikke dog en dejlig dag. Anders har været glad snakkende. og ta da.... spist sine oste dyppere og drukket vandet. Derudover har han selv lavet mel og lavet en dej. Bagt og spist bollen. :-) Det er så skønt når det går i den rigtigt retning."

"Da vi tog madpakkerne frem lagde jeg Anders' riskiks på tallerknen. Han sagde "Ummh kiks, jeg skal ha' kiks" og så åbnede han posen og spiste det hele (på nær et par stykker, der var klamme)"



Når vi læser sådanne kommentarer bliver vi bare så glade. Anders har nu gået på skolen i ½ år og det er første gang han spiser der!!!!! Det er stort - det er vildt - det er så skønt - det er ubeskriveligt dejligt!!!! Og det viser bare at vi skal blive ved....og ved....og ved...... :-)


Herhjemme er han nu også gået fra kun at spise chokolade til nu at spise chokoladeboller. Igår aftes ville han gerne have pasta og da jeg så troede jeg skulle til at koge noget til ham, tog han bare pasta-resterne fra aftensmaden ud af køleskabet og ville gerne spise dem. Han ville endda gerne have det på en tallerken!!!! Det er jo helt viiiilllldt!!!



Han har også taget initiativ til at samle et hold der skulle spille stikbold udenfor i Fritten - for ½ år siden fik han nedsmeltninger, hvis vi bare åbnede havedøren.....

Imorges var han klar da bussen kom - han havde endda overskud til at tjekke at bussen faktisk var 5 minutter for sent på den.

Selv Thomas kommenterede Anders´ adfærd i morges. "Mor se - Anders er ved at tage tøj på.....og skolebussen er slet ikke kommet endnu" - "Så må vi hellere være stille, til han er kommet med bussen".  



tirsdag den 7. august 2012

Dagens ret - Tarteletter med syltetøj.....

Anders spiser ikke særligt varieret. P.t.spiser han Smarties, Toblerone samt drikker Cocio kakaomælk og vand på flaske. Det er jo ikke ernæringsrigtigt, men lige for tiden er jeg glad, bare han får et eller andet indenbords. Får han ikke noget, bliver han stresset, rigid, larmende og umulig at kommunikere med. Derfor får han lov at tage den værste sult med disse ulødige varer, for når hans blodsukker bare er lidt stimuleret, bliver han meget medgørlig og har lyst til at prøve nyt en gang imellem. Nogle dage kommer han faktisk og beder om at få 3-farvede pastaskruer og så koger jeg lystigt en stor portion til ham, der bliver spist direkte af gryden ved køkkenbordet tilsat ketchup og spist med en engangsgaffel. Andre dage spiser han lidt af et stykke stegt kylling eller han vil gerne have en portion havregrød. 

Mange børn (og voksne) med autisme har det svært med mad. Mange har begrænsede madvarer de spiser, nogle bryder sig ikke om bestemte dufte, konsistenser, farver osv. Nogle ønsker ikke at spise i samme rum som resten af familien pga. for megen uro eller fordi de ikke bryder sig om at se andre spise.



Dagens ret idag var tarteletskaller med Rasmus Klump Hindbærsyltetøj. 8 stk. blev spist med stor velbehag!!!


Det vigtigste for mig er dog at informere ham om, hvad vi skal have at spise i god tid. Før jeg begynder på  aftensmaden fortæller jeg ham det, så han er forberedt på, hvad vi skal have. Er jeg heldig kommer han og kigger og vil muligvis smage.....På sigt er det planen er der på vores ugeplan skal skrives op og visualiseres med billeder, hvad vi skal have at spise de næste dage. Så må vi se om den plan kan hjælpe på fødevareindtaget. Det er noget, der kommer til at tage tid og med tid, mener jeg uger, før vi måske evt. kan se en forandring.