Her til aften har jeg 3 børn, der sammen hygger sig gevaldigt med en stor racerbane. De hygger, snakker, griner MEGET højt sammen og kommer med konstruktive forslag til, hvordan man bedst styrer racerbilerne rundt i svingene.
Vi skruer nu tiden 3 år tilbage. Anders var startet i 0. kl. og han havde været til de indledende samtaler med kommunens PPR psykolog på grund af vores mistanke om autisme. I samme periode åbnede en af de større legetøjskæder i den nærliggende by og havde derfor SPOT-tilbud, der sagde -50% på rigtig mange varer. Det var derfor den Jul, hvor Anders fik den ene kæmpepakke efter den anden. Kæmpe lego pakker, mega racerbaner osv. Det var hans højeste ønsker, men det mærkelige ved det var, at rigtig mange af pakkerne aldrig blev pakket ud og leget med. Han var rigtig glad for gaverne, men han tog dem ikke rigtig i brug. Det eneste der blev pakket ud, var en stor 8-tals-racerbane, der kort blev brugt. Ikke længe efter Jul, blev den pakket ned og sat væk.........tiden gik - racerbanen blev forvist til loftet....sammen med mange andre ting, som jeg syntes bare stod og "fylte".
Igår aftes var jeg så på loftet i et andet ærinde. Da Anders opdager at stigen til loftet er nede, vil han op og kigge. Han har en lommelygte med og går på opdagelse i de lidt skumle mørke skygger fra lygten, hvor alverdens edderkopper og edderkoppe-spind kan gemme sig......pludseligt dukker han frem mellem kasser af legetøj. Han har fundet racerbanen og vil have den med ned og bygge. Han får lov at få den ned, men på grund af det sene tidspunkt, får han kun lov til at ligge delene ud på gulvet. Vi lavede den aftale at vi, som det første, når han kom hjem fra skole idag, skal bygge den..........Han var da heller ikke mere end lige kommet ind af døren, før vi gik igang.............og jeg var temmelig spændt på, om det overhovedet ville lykkes os at vække banen til live igen....Det lykkes efter 1½ times koncentration og megen kiggen på brugsvejledning, at få banen samlet.
Nu hygger vi sammen - det ene racerløb efter det andet er blevet kørt - og i tankerne tænker jeg allerede på de næste mange efterårs- og vintermåneder. Det er de tider på året, hvor vi skal "holde øje" med Anders. Vi skal sørge for, at han ikke bare kommer til at hænge foran TV´et og computeren eller konstant sidder med en spillemaskine i hånden. Det er vigtigt at give ham de små skub - og for den sags skyld selv at modtage - når der er en kærkommen anledning til det.
Måske han vil med på opdagelse på loftet igen? Det kan være at vi - endelig - kommer til at bygge en af de mange Lego-konstruktioner, der står gemt deroppe? Eller spille det store Geomac-spil. Eller bygge den seje Flexi-track bane eller...?
Vi skal også ud og samle kastanjer og samle æbler, vi skal mange ture på stranden, vi skal i skoven og kigge på snegle og svampe og ud og hoppe i vandpytter og blive drivende våde :-) Vi skal også på shoppingtur i centret og i biografen....... For 2 år siden var ingenting af dette muligt. Det ville minimum tage 2 timer at overtale Anders til at forlade hans trygge base i sofaen, og vi skulle ikke regne med, at det vi havde planlagt alligevel kunne blive til noget - til stor frustration for vi forældre, men i særdeleshed også for Anders´ søskende. Ofte følte jeg at vi var en familie på et skib - uden kaptajn, der sejlede lige imod afgrunden.
Idag sejler vi heldigvis i den anden retning. I stedet for at bruge tiden på dumme kampe mod Anders, bruger vi nu tiden til konstruktivt at planlægge og forberede Anders på, hvilke planer vi har. Selvfølgelig er der dage, hvor det kan tage lidt længere tid at komme ud af døren, men slet, slet ikke, som det var før i tiden. På det sidste har jeg faktisk haft fornøjelsen af at tage afsted med børnene alene - OG få en skøn tur ud af det - helt uden at bekymre mig om eventuelle nedsmeltinger - for er der tegn på uro, så klarer jeg det nok alligevel.....Men det kræver overskud. Det kræver at vi får vendt skibet, så det sejler i den rigtige retning - det kræver at vi lærer at sige PYT! Det kræver, at vi ikke fokuserer på, hvad andre folk tænker og mener om vores handlinger og endelig kræver det at man får opbakning. Det er ligegyldigt, hvor denne opbakning kommer fra - bare man ved at der er opbakning.....
