Taxi på skatteydernes regning for 76 mio kr!!!!!

Mit barn kører hver dag i taxi til og fra skole - på skatteydernes regning. Jeg ved nogle af jer har fået hjælp til at få børn og andre har fået behandling mod kræft - på skatteydernes regning. Jeg synes, det er helt OK - hvad synes I?

http://www.avisen.dk/taxi-paa-skatteydernes-regning-for-76-mio_261172.aspx

Hvad er retorikken Antorini?

Joan Lindegaard Bang har mailet følgende til Undervisningsminister Christine Antorini. Mere klart og tydeligt kan det vist ikke skrives:

Som mor til en søn på 11 år med en autisme-diagnose blev jeg rigtigt glad, da du tonede frem på TV i den forgangne uge og proklamerede, at de særlige autist-gymnasie klasser nu bliver gjort permanente. Det giver håb for fremtiden for uddannelse for mange mennesker med autisme.

Du siger på TV, at det er nødvendigt med særlige gymnasie-tilbud for unge med autisme, da de ikke kan klare uroen og larmen i en almindelig gymnasie-klasse. Det er jeg fuldstændig enig med dig i. En anden MEGET vigtig faktor er også, at mennesker med autisme har svært ved at forholde sig til "store" menneske-mængder. Hvor mange "store" er, er individuelt. Bare det at skulle forholde sig til "mange" andre mennesker er ofte en enorm stress-faktor for mennesker med autisme.

Det er super godt, at tilbuddene nu bliver gjort permanente, men der hvor kæden så hopper fuldstændig af er, at selvsamme unge mennesker med autisme i folkeskolen er TVUNGET til inklusion i almindelige folkeskole-klasser. Altså må retorikken i det du siger være, at børn med autisme skal kunne håndtere uro, larm og store menneske-mængder, men hvis de overlever det, så kan de blive "ekskluderet" til et særligt tilbud efter folkeskolen, så kan uddannelsessystemet godt tage hensyn og imødekomme deres behov. De skal bare lige gennem 10 år i helvede først.

Vi er en af de "meget få" sager om inklusion, der ikke virker. Jeres inklusionspolitik betyder, at skolen nu flytter udadreagerende børn fra specialklasser over i normalklasser. Vores søn trivedes ikke for godt i forvejen fordi klassemiljøet er for overvældende for ham. Han ligger ofte flere gange om ugen og græder når han kommer hjem fra skole og siger "jeg kan ikke mere, jeg magter ikke mere". Larmen og uroen i klasseværelset er mere end hans hoved kan rumme, og det er bestemt ikke blevet bedre af, at der er kommet flere udadreagerende elever i inklusionens navn i hans klasse. Hans lærere og skolepsykolog er enig i, at han ville trives meget bedre i en mindre klasse, men det kan folkeskolen ikke tilbyde og derfor skal han blive hvor han er. Visitationsudvalget i kommunen er benhårdt, og skolepsykologen har sagt, at han ALDRIG vil kunne få ham visiteret til et specialtilbud fordi han udadtil fungere fint i skolen. Han sidder stille på sin plads og gør hvad der bliver sagt mens han langsomt bryder sammen indvendigt. Han eksploderer ikke, han imploderer!! I har så travlt med at "sælge" inklusion på, at alle børn har ret til at være en del af fællesskabet, men hvad nu hvis man ikke magter det fællesskab? Så bliver man jo heller aldrig en del af det. Vores søn kan f.eks. ikke være med til en hel børnefødselsdag hos én i hans klasse fordi han simpelthen ikke magter larmen, uroen og de mange mennesker (de er 24 elever i klassen), så han ender med at bryde grædende sammen og må ringe efter os fordi han ikke kan mere. Hvordan er det at være en del af fællesskabet? Jeg synes det er uværdigt og ondt, at han gang på gang skal udstilles (og i stigende grad mobbes) fordi han bryder grædende sammen når det bliver for svært for ham at være i. Han er autist og han kan ikke forudse hvornår han har brug for en pause, det bliver først opdaget når han er brudt sammen. Lærerne gør hvad de kan med de få ressourcer de har, men de kan ikke imødekomme 6-7 forskellige elevers modsatrettede behov på en gang, de er jo kun mennesker.

Vi gruer for den nye skolereform efter sommerferien, flere timer hvor han skal opholde sig i det miljø der nedbryder ham, flere nederlag. Og allerede 1 år senere truer overbygningen med nye lærere, der ikke kender ham og en ny klasse med elever fra 3 forskellige skoler der blandes. Han har altid gået i en rummelig klasse, men vi oplever, at den rummelighed bliver mindre og mindre efterhånden som eleverne bliver ældre og ældre, så vi forudser, at han får det endnu sværere socialt i overbygningen og potentielt bliver et mobbeoffer.
Hvordan skal andre elever på 13-14 år kunne forstå, at han bryder sammen og græder med jævne mellemrum når det bliver svært for ham at være i? Med de krav der bliver stillet i overbygningen vil der komme mange af disse nedbrud - også i skoletiden, for autister håndterer ikke krav og pres særligt godt.

Det er en sort fremtid vores dejlige elskelige søn går i møde - og så er han endda normalbegavet og velfungerende.

Hvad er retorikken Antorini?

(Delt med tilladelse fra forfatteren) 

Legeaftaler

Legeaftaler 

(skrevet af Bill Nason fra Autism Discussion Page – Oversat af Autisme-Mor)

De fleste forældre til børn på autisme-spektret ønsker at tilskynde deres børn til at få venner. Imidlertid kan det ofte ende i en fiasko, hvis man lader 2-3 børn lege ustruktureret sammen. Men det er en kompleks proces at lære at lege sammen og agere med andre børn. Jeg plejer at anbefale forældre at en kortvarig en-til-en legeaftale. Legeaftaler, der kan planlægges i god tid, som man på forhånd kan snakke med barnet om og gøre det bekendt med, for på den måde at skabe en succes. Jeg anbefaler at gøre følgende for at lave en positiv legeaftale:

1)      At udvikle legeaftaler er en lang og komplekst rejse,  som bør starte indenfor barnets komfortzone,  skal starte i det små og udvikles over tid. Det kan være meget krævende at være sammen med andre og kan dræne dit barn for energi. Det kræver rigtigt meget ”tænkning” og multitaskning. Legeaftalerne bør være korte og med enkle aktiviteter, der nemt kan styres. Hvis du føler at dit barn kan lege godt i 45 minutter, så start med en legeaftale på 30 minutter, for på den måde at få et godt resultat.

2)      Hvis du ikke kender nogle børn du kan invitere, så kan du spørge lærerne på skolen om der der er nogle børn, som dit barn udviser interesse overfor eller omvendt. Prøv at vælge et barn med de samme interesser – og kun et barn. At have flere legekammerater på besøg samtidig kan være meget svært for vores børn.

3)      Prøv at planlægge legeaftalen så meget som muligt. Tag kontakt til de andre forældre og lave en liste over hvad barnet kan lide og ikke kan lide. Prøv at finde nogle aktiviteter som børnene har til fælles og som kan være omdrejningspunktet for legeaftalen. Jo lettere aktivitet – jo bedre. Lange lege med for mange udfordringer kan dræne dit barn ret hurtigt. Brug aktiviteter som dit barn kender. På denne måde bliver legen genkendeligt for dit barn og tillader dig at fokuserer på det sociale i legen i stedet for at fokuserere på hvordan legen skal leges.

4)      Gå i gang med at planlægge og se så hvad der sker. Lav en liste over mulige aktiviteter barnet og hans venner kan lege. Prøv at planlægge legeaftalerne med nødløsninger, hvis den planlagte aktivitet ikke fungerer. Hav altid en plan B klar.

5)      Aftal følgende med barnet i god tid:

a.      Hvad han kan forvente der skal ske

b.      Hvad der forventes af ham

c.       Hvor længe det vil vare

d.      Hvordan han kan håndtere evt. konflikter (deles, tur-tagning, vælge aktiviteter, ikke at få sin vilje osv.)

6)      Tag en snak med barnet om hvilke problemer der evt. har været i andre legeaftaler og hvordan han kan takle det fremafrettet. Hvis det er muligt så gennemgå problemerne og løsningerne som et rollespil. Lav evt. rollespil over nye lege og aktiviteter så det ikke er nyt længere.

7)      Forbered aktiviteten aftenen før og tjek op på det hele lige før aftalen.

8)      Hold øje under legene og støt, hvis og når det er nødvendigt. Lad legen udvikle sig naturligt, med mindre at du ser, der kan opstå problemer. Så skal du gribe ind og få legen på ret kurs igen. Det er lettere at forudse problemer og støtte børnene end det er at løse evt. problemer hvis legen først er kommet ud af kurs.

9)      Når legen er slut så sæt dig sammen med dit barn og evaluer på legeaftalen. Snak om hvad der gik godt og hvad der var mindre godt. Udfra dine observationer vælger du nu en eller to problemer, som du så, og gennemgår dem med dit barn. Snak om hvordan han kan håndtere dem næste gang (tur-tagning, at dele, vælge aktiviteter osv.) Prøv at have en social færdighed, der skal arbejdes med næste gang.

10)  Lav notater for hver legeaftale. Skriv hvilke forberedelser I har gjort. Potentielle lege + potentielle problemer med mulige løsninger. Skriv også hvad der blev leget, hvad der gik godt og mindre godt og hvad der skal leges næste gang.

11)  Hvis du ser at vennen er forundret over eller ikke bryder sig om dit barns adfærd, så forklar roligt vennen hvorfor dit barn reagerer, som det gør. Børn reagerer oftest uhensigtsmæssigt, hvis de ikke forstår hvad der sker og hvorfor. De fleste børn er dog yderst fleksible, når de ved hvad de kan forvente og ved hvordan de skal reagere.

12)  Du bør ikke gå alt for hurtigt frem med at invitere flere legekammerater på en gang. Først skal dit barn vænne sig til en-til-en leg, derefter kan du prøve at lave lidt mindre struktur, for at se hvordan det går. For at få succes, skal I tage små skridt. Den største fejl er, at gå alt for hurtigt frem med ustruktureret leg a´la det man ser på en offentlig legeplads. Den slags ustruktureret leg kræver alt for meget af vores børn, til at de kan håndtere det.

Boganmeldelse; Autismens små og store stjerner - en vidensbog om autismeteori og -pædagogik

"Alle børn og voksne, små som store, skal ses med de styrker de har, og de vanskeligheder de har. Vi må se hver enkel person som en skinnende stjerne med hver deres muligheder i livet".

Sådan skriver Mandi Erlandsen i sin indledning til bogen "Autismens små og store stjerner". Og ja - hvor har hun dog ret. Hvis vi alle vil møde venner, børn, naboer, familie etc. netop der hvor DE er - på deres niveau, bruge deres styrker til at lære nyt og anerkende deres vanskeligheder, så tror jeg, at vi kan opnå et helt andet samspil hinanden imellem. Vi vil pludselig meget lettere kunne forstå hinanden og forståelse er grundlaget for positiv samspil.


Når man får en autisme-diagnose på sit barn, barnebarn eller andet familiemedlem, har venner, hvis barn får en diagnose eller arbejder i kommunalt regi (som sagsbehandler, lærer, pædagog mv.), så får man automatisk brug for viden om autisme. På nettet kan du finde utallig information - men hvad er egentligt brugbart?

Mandi Erlandsen har samlet relevant litteratur og egne erfaringer i en skøn letlæst bog om autisme. Bogen er delt op i fire dele, der gennemgår følgende:

• Hvad autisme er - lige fra ikke-sandfærdige teorier om køleskabsmødre og modediagnoser til 100% facts.
• Forklarer "Autismestjernen" - en model hvor flere autismebeskrivelser og modeller er samlet i én.
• Beskriver autismen´s betydning for undervisningen, familien og fremtiden.
• Redegør for hvilke pædagogiske værktøjer, der findes, for at gøre dagligdagen lettere for mennesker med autisme.

Mit aller første indtryk, da jeg havde læst bogen, var at jeg virkelig følte mig forstået som forælder. Her blev mine tanker beskrevet på en letforståelig pædagogisk måde og ved at læse denne bog, må andre, der måske ikke lige har autisme helt inde på livet, kunne forstå, hvorfor vi som forældre reagerer som vi gør, og herved få en indsigt i hvilke processer, vi er igennem både før, under og efter en udredning. De vil få en indsigt i det til tider knald-hårde arbejde, som vi faktisk bruger på at få vores barn til at fungere. Det "hjemmearbejde" vi dagligt gør, for at beskrive og forberede de næste timer, de næste dage eller de næste uger. Det arbejde, som folk udefra ikke sådan lige ser, når vi står midt i et festligt arrangement og vores barn har det godt.

Samtidig giver bogen et rigtigt godt overblik over de utallige pædagogiske værktøjer, man kan gøre brug af overfor mennesker med autisme. Det er ikke en bog, der går i dybden med de forskellige pædagogikker, men efter hvert afsnit er der kildehenvisninger til, hvor man kan læse mere uddybende om emnet.

Som prikken over I´et er illustrationerne i bogen tegnet af Andreas Gervig Marnow, som har infantil autisme. Andreas har sin egen facebook-side, hvor han deler begivenheder i hans dagligdag og viser hans fantastiske tegninger frem.

Bogen kan blandt andet købes her

Emballage og genkendelighed

Kender I det - når fabrikanterne laver om på emballagen? Her i huset går jagten nu ind på vitamin-piller. Ja - det vil sige, at jeg har købt en ny pakke af de sædvanlige. Problemet er bare, at de ikke er de sædvanlige for Anders. Pakken er nemlig mindre og vitaminpillerne er lidt større i diameteren. Ergo er de ikke de samme for Anders!!! Så de næste dage vil jeg tage et smut forbi de nærmeste apoteker for at se, om jeg kan være så heldig at de stadigvæk har nogle af de "gamle" pakker.

Projekt "Udpakning af Skylanders"

Aftenens projekt for Anders i går var at samle en reol samt begynde udpakningen af alle hans Skylanders. Han er ellers en dreng, der ikke er meget for at pakke-ud-af-emballagen, og her i første omgang, må det heller ikke smides helt ud.

Anders har selv valgt reolen - det skulle være lige nøjagtig den, for der var 3 hylder = en hylde til hver af Skylander-samlingerne: Spyrus Adventure, Skylander Swapforce + Skylander Giants. I hylderne ved siden er er der plads til diverse andre Skylander "relikvier".

Dyb koncentration

Lidt uoverskuelig Skylander-samling

Mor synes det er skrald - Anders synes det er guld

Orden og systemer

Det gode vejr = insekter

Det har været lidt tavst her på siden et stykke tid. Det gode vejr driver os ud i haven og selv Anders har været med udenfor. I søndags brugte vi blandt andet 2 timer på at lave bål med vores gamle juletræ og der blev snakket og grinet, så det var en sand fornøjelse i solskinsvejret.

Det gode vejr har dog også en bagside. På grund af den lave eftermiddagssol kan Anders meget tydeligt se diverse insekter, der flyver rundt i haven - derfor må havedøren IKKE åbnes for ham lige p.t. Men som de andre år vænner han sig nok stille og roligt til det også. Det vigtigste er at vi anerkender at han ikke bryder sig om dem og så har vi fluegiften klar til vindueskarmene.

Fastelavn - i en kendt og en mindre kendt version

Det har været den helt store Fastelavns-weekend rundt omkring i landet.

I fredags var der Fastelavns-fest på Anders´  skole. Allerede dagen før og samme morgen mente han ikke at han  skulle i skole - netop pga. Fastelavnsfesten. Afsted kom han dog, men som I kan se på billedet, har han ikke været aktiv hele tiden, men har alligevel fulgt nysgerig med. Han var dog med lidt af tiden udenfor, men ifølge ham selv har det været en "dum" dag.

Lørdag eftermiddag var der så Fastelavn i vores lokale forsamlingshus. Der ville han mægtig gerne med til at slå Katten-af-tønden (han syntes, vi skulle fange en af farfar´s katte og putte i - så ville det da blive endnu sjovere!!!)

Om aftenen var der fest i forsamlingshuset. Da far og Anders gik hjem ved 23-tiden sagde Anders, at det havde været en rigtig dejlig dag - "Og jeg skal bare fortælle så meget i skolen på mandag, at jeg har slået katten af tønden og har været til fest i forsamlingshuset med rigtig dejlig rock-musik".

Jeg tænker at forskellen på hans indstilling til de to Fastelavns-begivenheder er at Fastelavnsfesten herhjemme er noget han kender til. Vi bor lige overfor Forsamlingshuset, og jeg har i flere år været med i bestyrelsen og har derfor haft ham med derovre til adskillige arrangementer gennem hele hans snart 10-årige liv. Det er hjemligt, det er trygt, vi kender stedet og lokalerne (og vi kan ret så hurtigt smutte over vejen og komme hjem). Skolen har han derimod kun gået på i 2 år, og der har han kun været med til Fastelavn en gang før, så for ham er det jo noget ganske nyt til trods for forberedelsen.
 

WIFI-behov og Overskudspædagogik

Jeg var igår til foredrag på ACV om struktursystemers indtog på smartphones og tablets. Kan børn og unge bruge smartphones og tablets til andet end leg og spil? Foredraget blev holdt af Mikala Lousdal Liemann fra firmaet Limbis.

Vi starter lige med Maslows behovspyramide - kender I den? Jeg har stiftet bekendtskab med den utallige gange på Handelsskolen, når vi skulle lave kunde-analyser og på Ankerhus Seminarium, når vi havde pædagogik og psykologi.

Ifølge Maslow skal vi have dækket behovene fra bunden af.....Forestil jer så at der, under de fysiologiske behov, er en kasse hvorpå der står WIFI..............Jeg kan sagtens forestille mig det, for det er noget nært et basalt behov for Anders (ifølge ham selv i hvert fald).

Hvis behovet for WIFI er der, hvordan kan vi så bruge dette behov til noget "fornuftigt"?

Ifølge Mikala kan vi gøre brug af noget, hun kalder "overskudspædagogik". Det er tiltag der;

• tager højde for problemer
• gør hverdagen nemmere
• også virker på svære dage
• giver overskud

Kombinerer vi så WIFI med overskudspædagogikken, så gælder det "bare" om at føre de struktur-systemer vi (måske) allerede nu laver over til en smartphone eller tablet. Når jeg skriver "bare" er det fordi det er hårdt arbejde at gå igang med, men når du først har fundet det system, der passer til dig og dit barn/familie, så kører systemet ofte bare der ud af. De fleste af os bruger idag allerede telefonens kalender - det er der intet mærkeligt i. Det er let, det er smart og vi har altid telefonen med os.

Hvis vi tænker på vores børns støttesystemer, så har vi måske en rodet kasse med piktogrammer eller, som i vores tilfælde, et ringbind med laminerede sider, hvorpå piktogrammerne er sat op på med velcro. Det fylder - og oversigtstavlen derhjemme kan vi ikke lige tage med os.

Derfor er det utroligt smart med telefon og tablets. Via en app, der passer lige til vores familie (og der findes tusindvis af apps!!!), kan vi strukturere og planlægge. Det er nemt at lave ændringer undervejs. I og for sig kan man også bare tage en række billeder af de aktiviteter barnet skal lave med sin telefon - lægge det op på telefonen som powerpoint og wupti, har du en fin plan/skema/social historie.

Det korte af det lange er, at det bare er at komme igang med at bruges de smartphones/tablets, vi alligevel har i husstanden til planlægning/struktur for vores børn. På den måde føler børnene sig heller ikke anderledes. Der er jo ikke noget mærkeligt i at man idag står og tjekker sin telefon - hvem af os kan sige sig fri for at gøre det flere gange om dagen - og hvorfor så ikke bruge den til struktur til børnene? Blot er det meget vigtigt at huske på, at det skal være et system, barnet har lyst til at bruge. Det nytter ikke noget at vælge en app med børnetegninger, hvis barnet er 10 år og synes at børnetegninger er noget pjat......Det nytter heller ikke at vælge et system, der kun er baseret på tekst, hvis barnet bedre kan forstå billeder.

Vi snakkede om på vejen hjem at vi hellere må prøve at lave struktur på Anders telefon/Ipad. Faktisk har han selv allerede bedt om struktur på den måde, at vi har lagt alle familiemedlemmers fødselsdage ind i hans Ipad-kalender. "Så ved JEG nemlig, hvornår de har fødseldag mor - for I glemmer at fortælle det til mig, før det er den dag, de har fødselsdag!!!" Så mon ikke bare vi skal tage den derfra og stille og roligt få lagt flere og flere ting i hans kalender?

Social ansvarlighed?

Landsforeningen Autisme´s formand Heidi Thamestrup lægger ikke fingrene imellem i denne leder, der handler om den manglende sociale ansvarlighed og fælleskab i Danmark.

Guide til Fastelavn

I næste weekend er det Fastelavn.

Masser af børn bliver klædt ud som helte, prinsesser, cowboys og indianere. Her i huset vil lillebror Thomas meget gerne være Spiderman - ikke at jeg synes det er det mest opfindsomme, men det er nu hans største ønske, så hvorfor ikke? Da jeg samtidigt fik et lille fif om, at der var billige Spiderman-dragter i Fakta, drog jeg straks afsted og ½ time efter jublede Thomas rundt i hele stuen iført hans nye Spiderman-kostume.

Selvom Thomas jublede rundt, værdigede Anders ham ikke ret meget. Jeg spurgte (igen) henkastet, om han måske havde lyst til at være klædt ud til Fastelavn, for der skulle jo både fejres Fastelavn på hans skole på fredag og i vores lokale forsamlingshus på lørdag. Men det havde han bestemt ikke lyst til. At klæde sig fjollet ud, synes han, er noget fjollet noget. Vi lader den ligge der - snakker igen videre om Fastelavn de næste dage, og er klar til at rykke ud efter en dragt, hvis det bliver nødvendigt - ellers bliver det Fastelavn iført en Angry Birds eller Mario-trøje. Det er helt OK med mig.


En lille huskeliste angående Fastelavn:

• Fastelavnstøj kan være lavet af "mærkelige" materialer
• Det kan lugte "mystisk"
• Det kan være utrygt at iføre sig tøj, men ikke "kender"
• Det kan være svært at bevæge sig i
• Det kan være utrygt at være sammen med folk, man ikke kan "genkende"
• Fastelavnsfester kan være meget støjende - både pga. børnesnak og lyden fra tøndeslagningen
• Sætningen "Slå katten af tønden" kan give nogle sjove forestillinger i hovedet - og kan give en enorm skuffelse, når der ikke kommer en kat ud alligevel!!!
• Forberedelse, forberedelse, forberedelse......(Anders´ skole sendte fastelavns-informationen ud allerede for 1 måned siden).
• Anerkendelse af at barnet måske ikke ønsker at klæde sig ud

Håber I alle får en god Fastelavnsuge - med eller uden udklædning.

Hvem vil kæmpe for de handicappede børns rettigheder?

Jeg kunne ikke have skrevet følgende debatindlæg i Politikken bedre selv. Birgit Nielsen, formand, Bestyrelsen for Ligeværd, afd. Øst, Specialbørn beskriver, uden omsvøb, livet for mange handicappede familier idag.


Hvem vil kæmpe for de handicappede børns rettigheder?

Skiferie

Skiferie - kan man det, når man har et barn med autisme? Ja - vi gør det i hvert fald!!!

Vi er afsted hele familien. Dvs. med farbror, tante, faster, onkel, fætre og kusiner og nogle venner/bekendte. I år er vi 13 voksne + 15 børn. Hver familie har sin egen lille lejlighed, hvor vi lukker døren, hvis vi vil "passe os selv". Hvis døren er åben, må man gerne komme indenfor. Desuden er lejligheden delt op i 2 enheder. Dvs. der er en dobbeltdør mellem det ene værelse m/TV + toilet og resten af lejligheden - så her har Anders muligheden for at trække sig fuldstændigt tilbage for sig selv, hvis det er det han har brug for. Et lille ekstra plus ved at bo her er, at der er badeland nede i kælderetagen med boblebade og udendørs opvarmet pool - det er også med til at skabe en afslappende atmosfære.

Det første jeg købte ind til ferien, var et lille (stort) lager af Heinz tomatsuppe + små pastahorn. Det er det, som Anders overvejende spiser lige for tiden. Desuden har vi et kæmpelager med af chokoladekiks og Marabou chokolade.

Jeg købte i sidste uge et nyt skisæt til Anders.........måske lige en anelse for optimistisk af mig, men hans flyverdragt har ikke lynlås i benene og der er ikke lomme til liftkortet i ærmet!!! Sættet er endnu ikke taget i brug, for som han siger "Jeg har jo ikke været med ude og købe det!!!" Så han kører på ski i hans gamle flyverdragt, men uden ski-undertøj og fleece-trøje - "for det bliver alt for varmt mor". I år har han dog valgt godt at ville bruge 2 par rigtige ski-sokker. Han er begyndt at snakke om, at det godt kan være, at han vil bruge det nye skisæt, for så kan han køre på ski i lidt længere tid af gangen - nu må vi se, hvad det ender med.

Idag har vi en rigtig slapperdag. Anders så Minecraft-youtube-videoer til kl. 03 inat (ifølge ham selv), så han sov til kl. 12 idag. Lysten til ski er der ikke, så vi tager en stille-dag herhjemme, mens resten er ude i sneen. Han mener dog godt at han kan tage med ud på kælketur i aften. Det gør bestemt ikke noget for mig, at jeg ikke er med på ski - det er nemlig ikke lige mig, så jeg serviserer familien med nybagte boller osv.

Til gengæld nyder storesøster ferien. Hun elsker ski og står alt hvad hun overhovedet kan fra morgen til aften. Når vi er så mange afsted, er der altid nogle hun kan køre med.Så selvom Anders ikke vil med ud, eller far har fuld fokus på ham eller lillebror ikke lige er klar, så smutter hun bare afsted med mobilen i lommen.

Første dag på ski 2014

Nu har vi været afsted i mange år på skiferie efterhånden. Destinationen er hvert år Trysil og det er vel også derfor, at vi sagtens kan have Anders med. Han kender de forskellige skilifte og bakker, så på den måde er det ikke noget nyt for ham.

Mad og Autisme

Har I også "problemer" med maden i dagligdagen? Anders er meget selektivt spisende og det er et meget begrænset udvalg af fødevarer som han spiser og drikker. Vi har valgt ikke at lave et problem ud af det. Hvis vi tvinger ham til at sidde med ved spisebordet, får vi ikke noget positivt ud af det. Det stresser ham og hans overskud (også til andre aktiviteter) falder. Men vi inviterer ham selvfølgelig til at spise med og varsler ham, både med hvad menuen er og med hvor langt tid, der er til maden er klar. 

Hvis du har lyst til at læse mere om mad og autisme, står der megen god info i følgende norske link fra Autismeforeningen i Norge.

Virkelighedens verden

Følgende lille indlæg på en facebook-side behøver vist ikke andre kommentarer end "Tak for din beskrivelse!"


Jeg er 40, og jeg har aspergers. 

Jeg kan ikke engang begynde at sætte ord på, hvordan man får det, når man er udtrættet. Man KAN ikke mere. Forestil jer at man har løbet et marathon, og så er der en, der beder dig om at gå en tur i Bilka at handle. Eller du har været vågen en hel nat, og skal du alligevel passe dit arbejde om morgenen. Det er noget i den stil, man får det. Tvinges jeg til at yde mere, end jeg kan. Kan min reaktion være vrede, men indeni græder jeg i afmagt. Jeg opfører mig 'underligt', fordi jeg ikke har overskud til at opføre mig 'ordenligt' i en sådan situation. Mødes jeg med vrede bliver jeg flov og endnu mere ked af det, for jeg ved jo godt, at jeg ikke lever op til det der ønskes. Jeg får lyst til at trække mig fra det hele. Lukke mig inde med mig selv. 

Mødes jeg med forståelse vokser mit overskud hurtigere igen, fordi jeg ved, at det er ufarligt for, at vise at nu kan jeg ikke mere. 

I ekstreme tilfælde med overstimulering. Ryster jeg over hele kroppen, og det sortner for mine øjne. Jeg føler, at jeg mister mit syn og lydene lyder mærkeligt. Jeg får lyst til at skrige, bande, råbe og være gal, men jeg er voksen, så jeg kan styre mig udadtil men indeni er alt kaos. 

Jeg ved, det kan være svært at være i overskud og hele tiden rumme børnene. Jeg ved det, for jeg har selv 4 hvoraf 2 er autister, men når I undrer jer over deres reaktioner, så læs det jeg har skrevet en gang til 

Lad os bare få mere snevejr

En ting jeg har savnet denne vinter er FROST + SNE. Nu er det her endelig og efter et par opfordringer kom Anders idag udenfor iført vinterstøvler og flyverdragt. Sammen med storesøster drønede han rundt nede på gadekæret over en time, mens sneen faldt i hans lange lokker. Når jeg åbnede døren kunne jeg høre deres glade grin (...og med vilje ventede jeg med at sige at aftensmaden var klar, til de var klar til at komme indenfor igen.)

Hvad er bedre end sne i hovedet?

Aaahhhh - det køler dejligt!

"Snoozer" du?

Da jeg var teenager var det Frank Arnesen, der var mit store idol. Så blev det 2xBruce - henholdsvis Springsteen og Willis. De sidste par år har det været Bo Hejlskov, der har haft min store bevågenhed.

Selv om jeg har læst alt, jeg kunne opdrive af ham op til flere gange, så var det udfra devisen "Vise ord kan jeg aldrig høre for tit" at jeg tilmeldte mig til hans foredrag om "Problemskabende adfærd" hos Center for Autisme.

Som altid er det enormt lærerigt og inspirerende at høre Bo Hejlskov fortælle. Især følgende tænkte jeg meget over i bilen hjem og det skal helt sikkert afprøves. Bo Hejlskov spurgte os nemlig, om vi kendte snooze-metoden. Vækkeuret ringer om morgenen - vi bruger snooze-knappen 1, 2 og måske flere gange, før vi er helt vågne og står op. Det kan jeg nikke genkendende til!!!! Ved at bruge snooze-knappen sikrer vi genkendeligheden  i morgenvækningen. Vi stoler på at vækkeuret ringer på samme måde HVER gang og med nøjagtig samme interval....og langsomt forbereder vi os på at stå op.

Hvordan vækker du så dit barn med autisme? Er det på nøjagtig samme måde hver morgen, med nøjagtig den samme sætning og med det nøjagtige samme tidsinterval og varsling af, hvad klokken er?

Hmmmmmmm - der må jeg jo lige komme til kort, for det er der sådan set ikke så meget struktur i her i huset. Det kan være mange forskellig ting, jeg fortæller Anders, mens jeg mere eller mindre ihærdigt prøver at vække ham. Efterhånden som tiden går, stiger intensiteten i og højden af mit tonefald. Nogle gange ender det endda med: NU SKAL DU STÅ OP - ANDERS!!!! Det er de morgener, hvor jeg kan bide tungen af mig selv 1000 gange efter at jeg har sagt ordene. Anders står op, men jeg kan tydeligt se i hans øjne og på hans kropsholdning at han er max presset!!!

Fra i morgen vil jeg prøve med snooze-metoden: "Godmorgen Anders - kl. er 6.30, taxaen kommer kl. 7.30". 

Ny E-bog: Mig og dig af Dorthe Ørsig

Jeg har netop downloaded denne e-bog "Mig og dig" af Dorthe Ørsig. Jeg glæder mig til at dykke ned i den og læse om hendes gode råd om at have et barn med en autisme- og ADHD-diagnose. Dorthe Ørsig har før skrevet bøgerne "Mor - Husk mig" og "Mor - Hjælp mig". De kan virkelig anbefales, da de er letlæselige og fulde af konkrete råd og tiltag - både til barnet med diagnose og til søskende.

Slut, prut, finale....

Juleferien er slut for Anders. Jeg må ærlig indrømme at jeg var noget nervøs for at få ham op her til morgen, for sengetiderne har været rykket gevaldigt de sidste 14 dage.....Men igår snakkede vi mange gange om, at nu var det sidste feriedag. Torsdag skulle skolen starte og vi skulle prøve at passe vores sengetider. Da jeg lagde mig 23.30 sov han ikke......

Imorges valgte jeg at bære ham - sovende - ind foran fjernsynet i stuen og så fik han lov at ligge og sumpe lidt der, før han fik tøj på og blev tilbudt morgenmad. Da taxaen kom, fik han uden problemer sko og jakke på og kom ud i den.

Da taxaen var kørt ud af indkørslen kunne jeg trække vejret dybt - skøn start på det nye år.

Tænker du Underskud eller Styrke?

Måske et brugbart Nytårsfortsæt? Prøv at tænke på dit barns styrker i stedet for at tænke på hvad dit barn ikke lige kan. Fokus på styrker og tryghed "smitter" nemlig på den positive måde.

Underskuds-modellen eller Styrke-modellen?

Oversat af Autisme-Mor fra Facebook-siden Autism Discussion Page

Forældre, skoler og fagfolk fokuserer ofte på Underskuds-modellen, når vi taler om autisme. De er ofte fokuserede på at ”behandle” barnets underskud. De fleste diagnose kriterier for autisme er en liste over underskud eller ”symptomer”, som ofte kan virke negative. Desværre for barnet prøver vi ofte at ændre dem til en model, der ikke altid lige passer til deres natur. Den feedback vi giver dem går ud på hvad de IKKE kan og betyder at børnene bliver ængstelige, usikre og utilstrækkelige. I stedet for at fokusere på hvad barnet ”er” og hjælper ham til at udvikle sine styrker, så sætter vi fokus på, hvad han ikke kan og hvad vi ville ønske han kunne. Vi håber at ved at ændre deres adfærd eller ved at forme dem til at handle udfra et skrevet manuskript, så kan vi ”helbrede” autismen.

Hvert barn har en række styrker og svagheder og ofte en samling af interesser og talenter. Alle børn har naturlige styrker, der hvis de støttes, vil vokse med barnet. Vi bruger så meget tid på at tvinge børnene til at passe til en bestemt profil og derved ignorerer vi ofte barnets muligheder. Hvis vi fokuserer mindre på svagheder og mere på at udvikle, så vil vi hjælpe børnene til at styrke deres selvtillid og selvværd. Vi anderkender og værdsætter deres ”unikke jeg” og hjælper dem til at vokse og blomstre.

Alle børn har et ønske om at føle sig ”sikker, accepteret og kompetent”. Alle menneskers ligeværd er motiveret af beherskelse, succes og begivenheder, der udvikler vores styrker og interesser. Når børn føler sig værdsat for hvad de er og ikke for, hvad vi vil have dem til at være, så udvikler de sig og vokser. Men når vi fokuserer på børnenes svagheder og prøver at tilpasse dem til noget de ikke passer ind i, så bliver de i stedet for usikre, inkompetente og tilbagetrukne. Intet menneske kan udvikle sig under sådanne forhold.

Uanset diagnose eller etiketter, så skal vi støtte barnet til at føle sig sikker, accepteret og kompetent. Det betyder at vi skal identificere barnets styrker, ønsker og svagheder. Ud fra dette kan vi hjælpe barnet til at føle sig trygge og kompetente ved at mindske deres stress, kompensere for sårbarheder og udvikle deres styrker. Ved at tilpasse vores støtte til vores barns profil, så vil vi også respektere og værdsætte barnets jeg-følelse og selvværd. For ethvert barn, uanset profil eller etiket, så vil vi hjælpe barnet til at føle sig sikker, accepteret og kompetent, hvis vi finder deres naturlige styrker, sårbarheder og interesser. Når de føler sig sikre, accepterede og kompetente, så udvikler de sig og vokser med et stærkt selvværd.

Når vi skal hjælpe barnet til udvikling, er det vigtigt at fokusere på 3 ting:

1) Hvad hjælper barnet til at føle sig tryg og sikker? Hvilke sensoriske, kognitive og sociale stress-faktorer overbelaster barnet? Hvordan kan vi ændre og tilpasse omgivelserne og betingelserne for at minimere stress og samtidig respektere barnets svagheder? Det giver barnet en mulighed for at føle sig tryg nok til at ”turde” og derved udvikle sig

2) Hvad hjælper barnet til at føle sig accepteret og værdsat? Støtter folk barnets deltagelse på måder, der hjælper ham til at føle sig anderkendt og værdsat? Er forældre og personale samarbejdspartnere eller forsøger de at ændre barnet? Hvordan er sproget mht. stemmeføring, lyd, intensitet mv.?

3) Hvad hjælper mit barn til at føle sig kompetent? Hvad er mit barns styrker og interesser og hvordan kan vi bygge videre på dem? Vær opmærksom på hvilken læringsstil og undervisning, der er godt for barnet. Giv den nødvendige støtte for at opnå succes. Lær barnet at føle sig kompetent ved at følge dine sikre instrukser. Ved at bygge på barnets stærke sider/interesser, via guided deltagelse, så lærer alle børn.

Disse 3 principper er grundlæggende for alle mennesker – diagnose eller ej! Så når du kigger på nye muligheder for dit barn, så spørg dig selv om følgende: Hjælper dette til at få mit barn til at føle sig sikker, accepteret og kompetent? Hvis ikke det gør det - så drop det! Hvis det virker, så vil barnet lære, vokse og udvikle sig.

Stimmer dit barn?

Har du hørt om stimming? 

Det er når dit barn laver samme bevægelse igen og igen. Laver specielle hovedbevægelser, klapper i hænderne, ryster hænderne, bider negle, trommer med fingrene etc. etc. Det kan være sindsygt irriterende at høre eller se på. Hvad kan vi gøre for at stoppe det?

BUM - det er netop pointen!!!! Stimming skal ikke stoppes, for det er noget vi alle gør, men i forskelligt omfang. Og hvis vi fjerner én slags stimming, vil der ofte bare komme en anden i stedet for - og hvem siger, den er bedre? Derfor kan det være meget mere interessant at finde ud af HVORFOR dit barn stimmer. Det kan være på grund af overstimulering, understimulering, smerter, følelser eller for at berolige sig selv. Hvis først vi kender baggrunden for stimmingen, er det her vi skal sætte ind - så vil stimmingen ganske sikkert aftage.

http://www.friendshipcircle.org/blog/2012/03/22/the-cause-of-stimming-whats-your-stim/

DDV = Det Der Virker

Har netop fået Julebrev fra Anders´ skole ACV. Jeg er stadig hamrende glad for at vi fulgte vores mavefornemmelser og tog Frit Skolevalg for 2 år siden. Jeg oplever ingen firkantede kasser, men i stedet meget rummelighed .

"Alle faste medarbejdere har været på et 2 dags kursus her i efteråret. Overskriften har været DDV – Det Der Virker. På Autisme Center Vestsjælland planlægger vi pædagogikken individuelt. Vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske, og det behov, den enkelte har, for hjælp og støtte. Værktøjer henter vi derefter i mange forskellige retninger. Vi tilpasser ikke mennesker til bestemte teorier, men derimod teorierne til det enkelte menneske."

Julekalender-tid

Sirlig orden omkring julekalenderne......Gud nåde og trøste den, der evt. kommer til at røre!!! De åbne låger bliver IKKE taget af. Slikpapiret fra Toms julekalenderen bliver krøllet sammen og lagt ind i hullet igen.

Julegave-ønsker

December måned og Julen kan være en svær tid for mange børn med autisme (og også for andre børn). Der sker en masse ekstra aktiviteter, der måske ikke liiiiige blev skemaplanlagte, forventningerne kan være enorme og den store uvished, der kan herske om, hvad der måske er i gaverne kan være meget stressende. Hvis du har brug for lidt hjælp, så giver denne Guide-til-Jul-med-et-barn-med-autisme rigtig mange gode bud.

I flere måneder har Anders fortalt, at det eneste han ønskede sig i Julegave var en Ipad. Hverken mere eller mindre!!!!! Idag fik vi dog lokket ham til at kigge med på computeren på en side med Nintendo og Wii spil.............og pludselig var der masser af gave-ønsker. Jeg havde travlt med at skrive ned på papir og senere da vi var i Centret, måtte jeg have telefonen frem, så jeg kunne fotografere endnu flere gaveønsker....han var næsten ikke til at stoppe.

På et tidspunkt sagde jeg til ham, at han jo endelig ikke måtte forvente at få, alt hvad han ønskede sig. Men næææ-nej - det var slet ikke noget problem for ham, for han syntes bare, at det at have rigtig mange ønsker, bare øgede spændingen over, hvad han ville få i pakkerne!!!! OK - lidt af et skift. For 1½ år siden var han med ude og købe hans fødselsdagsgaver fra alle familiemedlemmer. Sidste år til jul havde han en lille ønskeseddel, men vidste ikke hvem, der købte hvad. Og nu står vi her med en kæmpe ønskeseddel, fordi det øger spændingen..........

Udover en masse Wii og Nintendo-spil, så er det allersidste ønske på ønskesedlen LEGETØJ - så ligegyldigt hvad der er i pakkerne, kan det vel ikke gå helt galt?

Mikkels Bage Univers

Det er skønt at have tanker om sin fremtid. Det har 15-årige Mikkel, der har autisme. Han er stor fan af Mette Blomsterberg, og er rigtig dygtig til at pynte kager. Klik ind på  Mikkel´s bage univers og se med.

Bloggens 2 års fødselsdag

Hvor blev tiden lige af? Bloggen her kan i disse dage fejre sin 2 års "fødseldag".

Det er blevet til 40.000 sidehenvisninger og 193 indlæg på bloggen. Udover det oprettede Autisme-Mor sig også på facebook for ½ år siden og har nu 392 "synes godt om´er"

Tusind tak til alle Jer, der læser med.........og glædelig 2. søndag i advent

1. december - med nisser på spil...

"HURRAAAAAAA - Det er første december idag og vi skal have ALT julepynten ned fra loftet - godmorgen mor og far - er det ikke bare en dejlig dag - og jeg har sovet med alt tøjet på, så jeg er helt klar"

Ja - så kan dagen jo ikke starte meget bedre.........

Ifølge vores juleplan skulle vi finde julepynten frem idag og med stor entusiasme blev nisserne placeret rundt omkring. Anders fik hans kasse med julepynt og minderne strømmede ud. "Ejjj - det var den jeg lavede i 0. kl..................Uhhh mit dejlige æseldyr, der kan spille julemelodier........................Nææææ mit juletog" osv. osv.

Drillenisserne var også vågnet af deres sommersøvn og havde været på spil i nat. Vi har nisser på loftet som kan være søde eller drillende. Idag var de søde ved børnene - de fik nemlig hver deres skrabekalender. Til gengæld havde de drillet mig, for mine orkideer var flyttet og de havde skrevet en seddel, hvorpå der stod at de ville have risengrød. .....

Drillenisserne har flyttet rundt på mine orkideer...................

Så i aften får vi risengrød og selvfølgelig har vi gjort en skål klar til nisserne :-)

E-bog: Guide til jul med et barn med autisme

Hvad er mere aktuel her dagen før 1. december, end en guide til jul med et barn med autisme?
Forfatteren bag guiden hedder Janni og hun skriver på bloggen flikflakfamilie (...og jeg har et lille gæsteindlæg med om juleforberedelserne i vores familie)

Guide til jul med et barn med autisme

Åh nej - vinterstøvle-tid......

Jeg har trukket den længe nok - altså det med at købe vinterstøvler til Anders. Han har boet i et par sorte klipklappere hele sommeren og efteråret (og få gange haft et par kondisko på) Sidste år lykkedes det os at finde et par forrede gummistøvler til ham, som han accepterede (UDEN brug af strømper).

Da jeg hentede ham i skolen i går (vi skulle nemlig til Julestue i lillebrors børnehave) havde vi lige ½ time i overskud. Derfor kørte vi lige forbi skobutikken på vejen. Det gik stærkt. Jeg udså mig et par støvler. Vi tjekkede størrelsen på ekspedientens fodmåler. Anders prøvede støvlerne (igen uden strømper). Ekspedienten fik lov at mærke efter om støvlen passede. Anders gik lidt rundt i butikken med støvlerne på. Han accepterede dem. Vi klippede prismærket af. Jeg betalte. Vi gik ud af butikken - Anders med støvlerne på og jeg med hans udslidte klipklappere i en pose.

Det tog max 10 minutter - og spørg mig ikke om, hvorfor det gik som det gik - vi var i den rette butik, på det rette tidspunkt og med det rette overskud (...og nogen gange har vi vel bare lov at være heldige?)

Tænker dit barn i billeder?

At tænke sprogligt modsat at tænke sensorisk

Fra Facebook-siden Autism Discussion PageOversat af Autisme-Mor 

Vi NT´ere (Neuro Thinking) har en tendens til at tænke sprogligt – vi behandler og tolker ofte verden gennem sproglige begreber. Børn med autisme har en tendens til at være sensoriske tænkere – de behandler og tolker ofte verden ved hjælp af lugte, smage, lyde, figurer eller hvordan de føler noget. For eksempel er ”mor” en person, der lugter, føles og ser ud på en bestemt måde. Det betyder at hvis mor skifter parfume, pludselig bærer briller eller får en anden frisure, så er det ikke sikkert at barnet kan genkende ”mor”. De er bogstaveligt talt bundet på den fornemmelse de har for ”mor”.

Desuden favoriserer børn med autisme ofte én følelse fremfør andre følelser.  Hvis et barn for eksempel favoriserer lugtesansen, så vil de ofte lugte til alt, de kommer i nærheden af. Eller hvis barnet favoriserer berøring, så vil barnet ofte røre ved alt.

Når vi snakker om at ”tænke”, så tænker mange mennesker med autisme ofte sensorisk (dvs. de tænker i billeder). Når du taler med folk med autisme, skal de først oversætte deres sensoriske baserede følelser (som kan være billeder) til ord, FØR de kan kommunikere med andre. Og når de lytter til andre er de nød til at oversætte de ord, som de hører, til billeder. Det betyder at der ofte vil være en forsinket reaktion, når de forsøger at kommunikere med andre. Da vores erfaringer og tanker allerede er baseret på sprog er det ikke nødvendig for os at ”oversætte”, når vi kommunikerer. Vi kan sammenligne det med, når 2 personer med forskellige modersmål (f.eks dansk og tysk) skal tale sammen på engelsk.

Jeg kan genkende rigtigt meget af ovenstående i forhold til Anders. Hvis jeg spørger Anders om noget, så svarer han aldrig med det samme. Det er såmænd ikke fordi han ikke har hørt spørgsmålet - han skal bare "oversætte" mine ord til billeder inde i hans hoved - derefter skal han oversætte hans svar fra billeder til sprog, som jeg kan forstå. Så egentligt er det ikke så mærkeligt, at der nogle gange går liiiiiiiiidt laaaaaaaaaang tid..........og det kræver tålmodighed. 

Det "sjove" er når andre familiemedlemmer  snakker med Anders og ikke lige tænker på eller ved at han skal "oversætte" før han svarer. Hvis han ikke lige forstår spørgsmålet, så siger han "Hvad sagde du?" og i stedet for at gentage spørgsmålet nøjagtigt, begynder folk at omformulere spørgsmålet - det er bare ikke særligt hensigtsmæssigt, for så er der to sætninger, han skal "oversætte" og så kan han hurtigt komme på overarbejde (og reagere negativ). Derfor er det rigtigt vigtigt at have tålmodighed og give ham den tid og ro der skal til, for at "oversætte".

Tror I, at jeg gør det for sjovt?

Indlæg fra facebook-siden Autism Discussion Page

Oversat af Autisme-Mor

Tror I at jeg har det sjovt, når jeg skriger, falder om på gulvet og gentagne gange slår mit hovede? Tror I, at jeg nyder det, når jeg får en nedsmeltning midt i et klasseværelse mellem alle de andre børn, der stirrer på mig?

Tror I at jeg har det sjovt, når jeg ikke kan sidde stille, og i stedet for løber rundt i lokalet, hopper på væggene, og overser jeres hjælp? Tror I at jeg har det sjovt når jeg stirrer ud i rummet med spejlblanke øjne og drejer mig væk fra jer, fordi jeg er for overvældet og derfor ”lukker ned”?

Tror I jeg har det sjovt, når jeg gentagne gange slår mig i ansigtet, indtil alle mine frustrationer er væk? Tror I, at jeg nyder at slå, sparke og bide jer, når jeg elsker jer?

Når jeg hører folk tale om min opførsel, hvad er det så der gør, at de tror, at jeg kan lide at gøre dette; at jeg nyder at skabe ravage, stress og angst for mig selv og andre? Tror I jeg vil gøre det, hvis jeg havde bedre måder at håndtere problemet på? Når jeg hele tiden prøver at få jeres opmærksomhed, så siger I at jeg søger opmærksomhed. Tænker I nogensinde på hvorfor jeg har brug for en konstant opmærksomhed i første omgang? Hvorfor jeg handler uhensigtsmæssigt for at få opmærksomhed? I stedet for at ignorere mig, så prøv og lyt og forstå hvorfor jeg har behov for at handle på denne måde. At få opmærksomhed kan måske være en indlysende grund, men spørg Jer selv:

1) hvorfor har jeg brug for så meget opmærksomhed?

2) hvorfor jeg opfører mig sådan for at få opmærksomhed?

Lad være med at ignorere mig. Det lærer mig ikke noget, men gør at jeg føler mig isoleret og uønsket. Det tager ikke hensyn til, hvorfor jeg har brug for opmærksomhed, eller lærer mig bedre metoder til at få det.

Når jeg reagerer på grund af de krav, I sætter til mig og som I tvinger mig til at overholde, så har jeg ikke andre muligheder end at flygte. I siger, at jeg gør det for at manipulere og for at undgå ting som jeg ikke kan lide. I har sikkert spurgt jer selv om hvorfor jeg ikke vil og derfor løber væk? Hvad er der med de krav, der gør, at jeg har lyst til at løbe væk? Hvis de fleste børn accepterer kravene, hvorfor er det så at jeg så hårdnakket gør modstand? Tror I ikke, at hvis jeg havde de værktøjer der skulle til, så ville jeg også gøre det? Hvis min hjerne er for overvældet, hvordan skal jeg så kunne tænke og klare det?

Når jeg bliver overvældet i forsamlinger med voldsomme lyde, effekter og lugte, hvorfor tror I så at det hjælper mig at blive tvunget ud i det? Hvis min hjerne bliver overbelastet pga. stimulering, hvorfor forventes det så at jeg kan håndtere det? Hvad lærer det mig, hvis min hjerne ikke tillader mig at lære under disse forhold? Hvordan kan tvang nogensinde hjælpe mig til at håndtere det?

Jeg tænker ofte på, hvorfor I ikke stiller spørgsmål. I kalder mig en manipulator, doven, respektløs, hr. modsat etc, som om jeg på en eller anden måde bevidst vælger det. På møderne sidder I og diskuterer indbyrdes hvordan jeg skal lære at opføre mig, ikke blive forkælet, lære at respektere andre, og opfylde jeres krav. I ser ikke på hvad I måske kan ændre, men forsøger at tvinge mig til at ændre mig. I skælder ud, tvinger, straffer og begrænser. Er I så dumme at I ikke tænker på, at hvis jeg vidste hvordan jeg skulle gøre tingene rigtigt, så gjorde jeg det. Hvis jeg turde, så ville jeg havde det så skønt med at samarbejde og modtage positiv opmærksomhed, ligesom alle andre børn. Se på mit ansigt! Læg mærke til mine reaktioner! Læg mærke til mine følelser! Hvordan kan I tro at det er sjovt?

Lad mig fortælle Jer noget. Hvis jeg havde det godt, havde selvtillid og blev accepteret af jer, så ville jeg ikke opføre mig sådan. Det afhænger af om kravene i situationen er større end jeg kan klare, hvis den måde I støtter mig på (eller ikke støtter) er overvældende eller hvis jeg ikke føler mig sikker nok. Jeg vil ikke gøre jer vrede!  Jeg synes ikke at det er sjovt at I stirrer på mig, skælder mig ud og latterliggør mig. Hvorfor tror I at det hjælper mig at tage mine privilegier væk eller fastholde mig? Når I ser at jeg kæmper, så tro på at jeg føler mig ængstelig, usikker og utilstrækkelig. Jo stærkere modstand jeg gør, jo mere usikker og utilstrækkelig, føler jeg mig.

Så spørg jer selv om, hvordan I kan ændre forventningerne og kravene for bedre at matche mine evner, hvordan I kan give mig større støtte og lære mig færdigheder så jeg kan opfylde disse forventninger. Hvis jeg er midt i en nedsmeltning, hvordan kan I så hjælpe mig til at føle mig sikker, uden at kontrollere mig. Og vigtigst af alt så skal I spørge jer selv om, hvordan I næste gang kan ændre betingelserne, så I undgår at jeg kæmper imod - i stedet for at tænke på hvordan I kan tvinge mig til at ændre adfærd. Det er jer der giver mig disse betingelser – det er jer, der skal lære at ændre betingelserne.  Ligesom alle andre børn, har jeg brug for realistiske grænser og konsekvenser for at lære at være vellykket.

Så mød mig, hvor jeg realistisk set kan lykkes - vær en støttende vejleder og antag ikke, at det er med vilje at jeg opfører mig og reagerer som jeg gør…